Det offentlige raseri mod topchefernes lønninger fik et ekstra nøk i denne uge, hvor topsocialdemokraten Henrik Sass Larsen truede med politisk indgriben.
En udmelding, der må ses som den foreløbige kulmination på en debat, der er taget voldsomt til i styrke de seneste år.
For virksomhederne – og særligt deres bestyrelser og ejere, som i sidste ende fastsætter lønpolitikken – er det værd at bemærke, at den slags forslag nu luftes fra midten af dansk politik. I hvert fald hvis man i erhvervslivet mener, at man selv er de bedste til at vurdere, hvilken løn der er nødvendig for at tiltrække de dygtigste chefer.
For hvordan undgår man at bære ved til det politiske bål? Og hvordan undgår man, at ens direktør bliver udråbt som legemliggørelsen af menneskehedens grådighed til skade for selskabets renommé?
Man kan i hvert fald lære en vigtig lektie af incitamentsprogrammet i Nets, som på mange måder kickstartede debatten herhjemme ved at forgylde 70 chefer og nøglemedarbejdere.
I sidste uge kunne Børsen fortælle, hvordan Nets udadtil hævdede, at selskabet ikke betalte til incitamentsprogrammet, selvom Nets gav deltagerne en øremærket bonus til formålet.
Det bringer os til en af de ældste sætninger i kommunikationshåndbogen: Det, som ikke kan forklares, kan ikke forsvares.
Eller i Nets tilfælde: Når man er nødt til holde centrale oplysninger om et lønprogram tilbage, er det nok et tegn på, at det krydser en grænse for, hvad samfundet finder acceptabelt.
At programmet ikke ville være nemt at forklare i offentligheden, så allerede ud til at stå klart for Nets, da det blev sat i værk, selvom det stadig var usikkert, præcis hvor lukrativt det ville være.
"Vi har valgt en reaktiv kommunikationsform, når vi bliver spurgt om programmet og eksistensen af det. Vi bekræfter overordnet, at vi har et sådant program, men intet yderligere i detaljer og intet proaktivt," lød det i en præsentation til deltagerne i bonusprogrammet.
Husk at regne efter
I sagen om Nets har det lydt, at ingen havde forestillet sig, at det ville gå så godt, at bonussen blev så høj, som den blev. Og så kan det være svært at mærke efter i maven, om bonussen er på et niveau, der kan forklares til offentligheden.
Men så er det heldigt, at man nemt kan få beregnet, hvor bonussen kan ende i de ekstreme scenarier. Hvis det giver et resultat, man ikke har lyst til at forklare fra en talerstol, kan man indbygge et loft i ordningen fra starten.
PS: Når selskaber som Mærsk, Vestas og Rockwool ikke oplyser den individuelle løn på direktørerne i selskabernes regnskaber, betyder det ikke nødvendigvis, at de er umulige at forsvare. Det er bare den opfattelse, som offentligheden får.
