Siden ægteparret Kim Faber og Janni Pedersen debuterede med “Vinterland” i 2019, har deres bøger solgt over 400.000 eksemplarer alene i Danmark og desuden klaret sig aldeles godt i udlandet. Nu er den fjerde bog om makkerparret Martin Juncker og Signe Kristiansen så på gaden. I “Skyggeriget” bliver efterforskerne Juncker og Signe rodet ind i en ny speget sag: To tilsyneladende uafhængige hændelser – en voldsom eksplosion på et nordjysk kraftværk og klimaministerens søn der bliver fundet dræbt i et velhaverkvarter i København – viser sig alligevel at hænge bedre sammen end først antaget.

Men der er også et underliggende spor til stede i fortællingen, der handler om de ofte komplekse far-søn-relationer. Siden første bog er Junckers forhold til både sin egen far og sin søn kommet til at stå tydeligere og tydeligere frem, så det nu har udviklet sig ind i selve handlingen og får indflydelse på nogle af bogens hændelser.

“Måske har det noget at gøre med, at man får et mere analytisk blik på sit liv, jo ældre man bliver, men for mig har det at skrive de her bøger, hvor far-søn-relationen har været et undertema, ført til, at jeg selv er blevet mere nysgerrig på den her kæde af fædre, og hvad det betyder for os hver især. Jeg havde aldrig et godt forhold til min far, der døde for mange år siden, men det er først ret sent i mit liv, at jeg begyndte at forstå, hvor meget han var blevet præget af sin far,” siger Kim Faber.

I Kim Faber og Janni Pedersens krimiserie har hovedpersonen Junckers far i mange år været advokat i en lille provinsby og var meget dominerende i barndomshjemmet, men er nu blevet gammel og skrøbelig. Han har altid været, som Kim Faber beskriver det, en “patriarkalsk tyran eller tyrannisk patriark”, men er nu blevet en dement enkemand.

“Den tyranniske patriark er i opløsning og smuldrer for øjnene af Juncker, der er splittet mellem på den ene side at have medlidenhed med den her gamle mand, og på den anden side hade ham for, at de aldrig har haft et ordentligt forhold til hinanden,” siger han.

Den gamle maskulinitet

Junckers far er i høj grad modelleret efter Kim Fabers egen farfar. Også selvom han som barn var meget glad for ham. Farfaren var “en rigtig bulderbasse af en mand.”

“Det var underholdende at være på besøg hos ham, for han var en festlig fyr og sine venners ven, og hvad man ellers kan bruge af den slags klichéer. Han besnærede folk med sit væsen,” siger han.

Som barn var farfaren vokset op på Amager med en enlig mor, og han var selv tidligt kommet i lære på et stort metalstøberi og fik som voksen sin egen skotøjsforretning i Kolding. Det var en stor del af hans selvforståelse at være vokset op som en rigtig arbejderdreng.

“Hans opfattelse var, at ingen tager skade af et par på kassen: “Jeg fik også tæv som lille, og tog jeg skade af det?” Det var en del af hans fortælling, at en rigtig knægt laver ballade, får en røvfuld og står det igennem. Den der gamle maskuline måde at tale om det,” siger han.

Kim Fabers egen far døde allerede som 63-årig i 1993 efter at have drukket sig selv ihjel. Hans farfar gik på den anden side først bort som 94-årig i 2002. Det var først derefter, at Kim Faber gennem sin faster fik indblik i, hvor hårdt farfaren havde kørt familien, hvor mange bank han havde givet Kim Fabers far i opvæksten, og hvor meget det var kommet til at præge ham resten af livet.

“Jeg har stadig meget varme følelser for min farfar, for han var så sjov, og selvom han aldrig ville bruge udtrykket, var der ingen tvivl om, at han elskede os alle sammen. Men det har farvet min opfattelse af ham at få de ting at vide. Samtidig er der sammenhænge, der begynder at gå op for en. Måske var der en grund til, at min far opførte sig som idiot. Måske var det ikke, fordi han var idiot, men fordi han altid blev gjort til idiot.”

Fra sin tidlige barndom kan Kim Faber huske, at ham og lillebroren har lavet ting med faderen. Spillet fodbold og sådan noget. Men det var relativt tidligt, at de begyndte at gå skævt ad hinanden og fik et “underligt amputeret” forhold, hvor der altid var en distance mellem dem. De snakkede aldrig om noget, der betød noget udover overfladiske svar på automatspørgsmålet: “Nå, hvordan går det så?”

“Jeg kan ikke huske nogensinde at have haft en betydningsfuld samtale med min far,” siger han.

Da Kim Faber blev teenager, begyndte farens stjerne hos ham for alvor at blegne. Han opfattede sin far som en lidt veg mand, men på en mærkelig passiv-aggressiv måde. Han manglede på en måde noget af den storhed i sig, som farfaren havde. Det var ikke, fordi han var en særling, og han havde masser venner, men der var noget i hans væsen, som Kim Faber havde svært ved at greje og især få til at gå op, når han så på sin farfar: “Hvorfor faen er min far så blevet sådan?”

Nogle gange fik Kim Faber og hans lillebror bank af faderen. Hvis de havde været meget uartige, blev de afstraffet med spanskrøret eller en bøjle.

“Når jeg tænker tilbage, havde jeg nogle gange en fornemmelse af, at min far hadede at skulle gøre det. Men han var selv opdraget med, at det var en del af en rigtig mands arbejde at stå for den fysiske afstraffelse af de uvorne unger. Det er først nu, jeg kan se, at min far i virkeligheden var en ret blød mand, som hele livet kæmpede med at leve op til en faderskikkelse, der tårnede sig op i hans liv.”

Køber du en sixpack med?

I mange år kæmpede Kim Fabers far med alkoholproblemer og endte med mere eller mindre at drikke sig selv ihjel som 63-årig. De nåede aldrig at få et tæt forhold til hinanden, og da faderen døde, føltes det næsten som en lettelse for ham. Men det har fået ham til at tænke meget over forholdet til sin egen søn, Jon. Tidligt var han eksempelvis meget opmærksom på, at de skulle have en anden kropslighed, end han selv havde haft til sin far.Citat

“Vi har altid rørt meget ved hinanden og siddet med armene om hinandens skuldre. Det har jeg aldrig gjort med min far, men jeg ville have, det skulle være anderledes med min søn, for det er simpelthen for åndssvagt, hvis man ikke engang kan give hinanden en krammer. Også selvom det ikke falder mig nemt at være kropslig. Da jeg var ung, hilste man på sine venner med et dask på skulderen. Slam! “Goddag, gamle ven!” Så det der med at kramme har jeg virkelig skullet vænne mig til,” siger han.

“Kvinder kan mødes omkring et bord, trække en flaske vin op, og så sker der i øvrigt ikke andet, end at de bare sidder og snakker. Der er vi tit nødt til at have noget at samles om. Vi er nødt til at hægte vores samvær op på noget konkret – gå på jagt, dyrke sport eller se fodbold. Mænd ringer jo heller ikke bare til hinanden og spørger: “Skal vi mødes og snakke?” Man ringer i stedet og siger: “Der er Liverpool i aften. Køber du ikke en sixpack med og kommer forbi? “”

Det store puslespil

For Kim Fabers eget vedkommende er det også, når det kommer til at snakke om følelser, at han har oplevet sine egne begrænsninger i far-rollen. Det har altid føltes lidt underligt for ham at skulle snakke om, hvordan han har det – som at forsøge at tale et sprog, han ikke er vokset op med.

“Mænd er tit så løsningsorienterede, og sådan er jeg også selv: “Hvorfor faen skal jeg fortælle om noget, vi alligevel ikke kan gøre noget ved? Min far er død, han kommer ikke tilbage.” Men det er jo en misforstået opfattelse af, hvad det handler om. Der er i sig selv noget terapeutisk ved bare at tale om det. Selve processen er vigtig for ens velbefindende. Det har jeg virkelig selv måtte lære,” siger han.

Kim Faber oplever, at hans søn og sønnens generation er langt bedre til at tale om, hvordan de har det. Det ser han som en positiv udvikling, for hvis man skal blive bedre til at forstå, hvad man kommer fra – og dermed sig selv – må man først og fremmest blive bedre til overhovedet at snakke om den slags.

“Hvis man vil begynde at forstå, hvorfor man er blevet, som man er – både hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt – må man jo prøve at finde ud af, hvad man har med i rygsækken. Det lyder enormt u-maskulint, og der er da også mange mænd, der går i graven uden nogensinde at have lagt det puslespil, de er udgjort af, men hvis man er interesseret i at forstå sig selv, sit forhold til sin far og til sine egne børn må prøve at sætte sig ind i de større sammenhænge. Jeg sidder selv for første gang og sætter ord på de her ting, og jeg er fucking 66 år.”