De danske eliteaktier, C25, har klaret sig fornemt gennem coronapandemien og har leveret et afkast på 18 pct. i år. Men dykker man længere ned, så gemmer der sig massive forskelle mellem indeksets vindere og tabere.
“Normalt ser man danske aktier bevæge sig mere synkront i de mere stille og rolige år, og det er med til at understrege, hvor ekstremt et aktieår vi har set indtil videre i 2020, hvor der kan være så store forskelle mellem toppen og bunden,” lyder det fra Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker hos Alm. Brand.
Pandora er indtil videre årets store højdespringer med et afkast på mere end 75 pct., mens Genmab og Ambu begge har leveret afkast på mere end 50 pct. Det er milevidt fra bundpropperne i form af ISS, der er faldet mere end 40 pct., mens FLSmidth er dykket 25 pct. i år.
Elastikken er strakt
“Vi er beskyttet af at have stærke medicinalselskaber som leverer en stærk indtjening og ikke er så afhængige af konjunkturerne. Men det er ikke kun dem, der har præsteret i år. Pandora har været solgt til plukfisk forud for i år, men de har vist, at de har bedre styr på forretningen, end nogle investorer havde frygtet,” siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
Men det kan være tid til at forberede sig på en rotation, der kan sætte skub i aktier, som indtil videre ikke har præsteret positivt i 2020. Michael Friis Jørgensen siger:
“Vi siger lige nu til vores kunder, at der kan komme en valuerotation hen mod en godkendelse af en coronavaccine.”
Han forklarer, at der i øjeblikket er ni vaccinekandidater, som er i gang med fase 3-forsøg, mens der historisk set er 80 pct. sandsynlighed for, at vacciner i fase 3 godkendes.
“Jeg tror man skal passe på med nogle af de defensive aktier. Ikke nødvendigvis de mest stigende, men vi har aktier, der er højt prissat, og det er sandsynligvis nogle af dem, investorerne vil trække sig ud af,” siger Michael Friis Jørgensen, der oplyser, at han særligt kigger på bankaktierne, som er blandt de kandidater i bunden af årets afkastliste, som kan stå foran bedre tider.
Hos Jesper Lund, direktør i Dansk Finansservice, skal man dog ikke forvente, at han kommer til at lave om i sin portefølje, uanset om sektorrotationen tager fart eller ej.
Immun portefølje
78 pct. af Jesper Lunds portefølje består af defensive selskaber, hvor han gennem hele 2020 har holdt fast i aktier som Ambu, Chr. Hansen, Coloplast, Genmab, Novo Nordisk og Ørsted.
“Jeg betragter min portefølje som immun over for, hvad der end sker. Jeg er ret defensivt orienteret, og det bliver næppe værre end det, vi så i foråret,” siger han og fortsætter:
“Kommer der en vaccine, vil tidevandet hæve alle bådene. Jeg har svært ved at se investorer sælge alle defensive aktier for at jagte de cykliske. Det kan godt være, vi ser en vis rotation, hvor investorer vil bruge nogle af kontanterne på sidelinjen til at gå ind i cykliske aktier, men det er ikke noget, der påvirker, hvad jeg gør,” siger han.
Hos Sydbank mener man ikke, at kvalitetsaktier vil gå af mode, men Jacob Pedersen er enig i, at der kan være en optur på vej til nogle af de aktier, som er blevet sendt kraftigt ned i år.
“Flere finansaktier har haft det svært i år. Der er ikke noget i markedsudsigterne for finansaktier, der tilsiger, indtjeningen skal eksplodere, men omvendt er de prissat så billigt, at der ikke skal meget til, før der kan være noget at hente,” siger han, inden han vender blikket mod FLSmidth-aktien, der er faldet mere end 20 pct. i år.
“FLSmidth er én af dem, der er faldet allermest, men skal vi til at tænke bæredygtighed ind i miner og cementindustrien, så er der ikke mange andre, der står med de produktmæssige løsninger, der kan hjælpe de to industrier.”