Hvor usikkerheden i den danske bankverden var enorm for godt to måneder siden da Rusland invaderede Ukraine, virker denne frygt langt mindre nu.
Det fortæller Jyske Banks finansdirektør, Birger Krøgh Nielsen i forbindelse med at landets tredjestørste bank opjusterede forventninger med 300 mio. kr. til et resultat efter skat på 3-3,4 mia. kr. for 2022.
”Vores kunder er i meget begrænset omfang påvirket af krigen i Ukraine. Vi har endnu ikke set det i bøgerne hos kunderne,” fortæller Birger Krøgh Nielsen og understreger, at man har indregnet de forventede følger af Ukraine-krigen i de opjusterede forventninger, som Jyske Bank har givet for hele året.
”Vi er ikke utrygge. Med den information vi har for nærværende, har vi taget højde for det, vi kan se. Det er inkluderet i de forventninger, vi har skruet op for resten af året,” fortsætter finansdirektøren.
Dam frygtede krig
For to måneder siden fortalte hans chef, Anders Dam, at en krig i Ukraine, som vi ser for fuldt blus i øjeblikket, kunne få ham til at nedjustere forventningerne. Samtidigt har Vesten hældt den ene sanktionsbølge efter den anden ned over Rusland, for at svække deres økonomi, men EU køber dog stadig gas og olie i det russiske.
Anders Dam påpegede da, at mange af bankens eksportkunder er afhængige af det tyske marked, og det er endnu gået fri af krigen i Ukraine.
Krigen i Ukraine er dog klart på radaren i hovedsædet i Silkeborg og Birger Krøgh Nielsen understreger, at Jyske Bank har en tæt dialog med kunderne for at forstå, hvilken situation de står i med hensyn til Ukraine-krisen.
Han forklarer, at den samlede kapitalbuffer i Jyske Bank er på ca. 1,6 mia. kr. Størrelsen af denne vurderes løbende hvert kvartal. Banken skriver i onsdagens meddelelse, at de tilbageførte nedskrivninger er moderate, og det regner finansdirektøren med vil være tilfældet resten af året.
”Kundebogen er bundsolid og kan modstå den usikkerhed, der lige nu er omkring situationen i Ukraine,” siger finansdirektøren.
Lille eksponering
Nicholas Rohde, bankekspert og indehaver af virksomheden Bankresearch, konstaterer på den lidt større bane, at danske bankers eksponering mod Ukraine og Rusland er forsvindende lille.
”Men hvis tingene eskalerer, og vi går i recession, så vil det også påvirke danske virksomheder og dermed danske banker, men på nuværende tidspunkt er det svært at se, at der er en direkte effekt,” fortæller Nicholas Rohde.
Tilbage til Jyske Banks opjustering så understreger Birger Krøgh Nielsen, at der har været en bred fremgang over hele linjen i første kvartal.
”Men det er især erhverv der stikker ud, hvilket vi allerede så i store dele af 2021, og som er fortsat ind i 2022. Det er især erhvervskunderne i den større ende, der trækker på deres kreditter samt, at der kommer flere kunder til,” siger finansdirektøren.
Nicholas Rohde konstaterer, at Jyske Bank er en veldrevet bank, men andre banker kan sagtens ende med at følge efter og skrue op for forventningerne.
”Det vil ikke overraske mig, hvis vi ser en mindre bølge af forsigtige opjusteringer,” siger han.