Selv om investorerne den seneste uge har pumpet prisen på bitcoin i vejret, er det usandsynligt at kryptovalutaen opnår status som investorernes sikre havn lige foreløbig - selv om tendensen kan forsætte året ud.Det er vurderingen fra Andreas Steno Larsen, der er valutastrateg hos Nordea.- Det virker til, at bitcoin over de seneste seks til ni måneder er begyndt at opføre sig som en sikker havn, men jeg vil stadig holde fast i, at den længere historik ikke giver en bekræftelse af, at bitcoin faktisk er det, siger han til Ritzau Finans.Bitcoin er siden fredag, da den iranske general Qassem Soleimani blev dræbt af et amerikansk droneangreb, steget næsten 20 pct. til en pris på 8310,40 dollar onsdag eftermiddag.Den geopolitiske usikkerhed har i ugens løb skubbet investorerne mod guld, sølv og den japanske valuta, yen, som er, hvad markedet betegner som sikre havne, hvor risikoen, men typisk også afkastet, er mindre.Investorerne søger typisk mod de sikre havne, når geopolitiske spændinger øger usikkerheden på de finansielle markeder- og det er specielt, når usikkerheden på markedet er stor, at bitcoin trives allerbedst, lyder det fra valutastrategen.- Bitcoin lever af den geopolitiske usikkerhed og handelskrigen mellem USA og Kina. Hvis man er positiv over for bitcoin, så skal man også være meget negativ omkring det geopolitiske billede i verden, siger Andreas Steno Larsen.Han hæfter sig ved, at kryptovalutaens værdi ikke alene kan tilskrives de seneste dages konflikt i Mellemøsten, men at den sino-amerikanske handelskrig i høj grad har været med til at udvide populariteten for den digitale valuta.Det er specielt Kinas kapitalkontrol, hvor myndighederne regulerer kapitalstrømninger ind og ud af landet, der har været med til at drive bitcoins værdi i vejret.Det skyldes, at investorerne gennem kryptovaluta har mulighed for at sløre deres spor og samtidig placere værdi i andet end obligationer og aktier, forklarer valutastrategen, som vurderer, at bitcoins tendens til at følge de sikre havne derfor godt kan fortsætte.- Så længe Kina har kapitalkontrol, og bitcoin vinder troværdighed, kan jeg sagtens forestille mig, at bitcoin i 2020 forsætter med at opføre sig, som den gør nu, siger Andreas Steno Larsen.Han understreger dog, at det kun er "på den korte bane," og at der stadig er et stykke vej endnu, før bitcoin kan kvalificeres som en sikker havn./ritzau/FINANS