Det fremgår af en kendelse fra Københavns Byret, som Børsen har fået aktindsigt i.
Betalt af fonde
Copenhagen International School flyttede i 2017 ind i en helt ny bygning til en halv mia. kr., som i vidt omfang blev betalt af private fonde. Alene A.P. Møller Fonden har doneret 200 mio. kr. til skolen, som lige nu har omkring 170 medarbejdere og 900 elever i alderen 3 til 19 år fra omkring 80 forskellige nationer.
Også fondene bag Novo Nordisk, Velux og Hempel har støttet byggeriet og driften af privatskolen, der baserer sig på det såkaldte International Baccalaureate-program, der blandt andet tager højde for, at mange af eleverne flytter rundt i verden med deres forældre.
Skolen ligger i Nordhavn og er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller, der har modtaget flere priser for byggeriet – herunder den prestigefyldte Iconic Award.
Det kostede omkring 500 mio. kr. at bygge skolen, og fonden bag har i regnskabet for 2020 bogført værdien af byggeriet til mere end 800 mio. kr. Fondens egenkapital har dog været negativt påvirket af en renteswap, der i regnskabsåret for 2020 belastede fondens balance med 114 mio. kr.
Fondens bestyrelse har derfor forhandlet med Danske Bank om at indfri swappen, og den har ifølge Børsens oplysninger taget afsæt iavisens afdækningaf, at bankernes værdiansættelser af renteswap kan være misvisende.
â‹Ifølge Børsens oplysninger er det første gang, at Danske Bank er blevet stævnet i en sag om, hvordan værdien på en renteswap skal beregnes, og de er dermed kommet i selskab med Nordea, Jyske Bank og Nykredit.
Danske Bank afviser
Ifølge beregninger, som Børsen tidligere har foretaget, kan forskellen på bankens og kundens værdiansættelse variere med 30 til 40 pct. I Copenhagen International Schools tilfælde vil det betyde, at fondens krav kan løbe op i et beløb på omkring 40 mio. kr.
Danske Bank har afvist, at man har beregnet swappens markedsværdi forkert, og sidste efterår indfriede fonden sin renteswap i Danske Bank og sit realkreditlån i Realkredit Danmark.
Det skete under protest, da fonden meddelte, at man ikke anerkendte Danske Banks måde at beregne prisen på de mere end 100 mio. kr.
Flyttede lån
Fonden flyttede i stedet sine lån til Jyske Realkredit og Jyske Bank, hvor skolen ifølge tinglyste dokumenter fra november 2021 nu har lån for 500 mio. kr.
I forbindelse med opsigelsen stævnede fonden Danske Bank ved Københavns Byret, hvor en dommer i marts i år efter ønske fra banken besluttede at henvise sagen til Østre Landsret. Det skete med henvisning til, at en dom i sagen kan få vidtrækkende konsekvenser for banker og flere hundrede kunder i samme situation.
â‹Bestyrelsen i ejendomsfonden består af tre personer, der er udpeget af den internationale forældreorganisation, som driver Copenhagen International School. Medlemmerne bliver hyppigt skiftet ud, og fonden har således haft tre formænd de seneste fem regnskabsår.
Den nuværende bestyrelsesformand, Jesper Agte Johansen, har siddet i bestyrelsen siden juni 2020 og vil hverken kommentere stævningen mod Danske Bank eller det forhold, at bankens største aktionær, A.P. Møller Fonden, har støttet byggeriet med 200 mio. kr.
Heller ikke Danske Bank vil kommentere sagsanlægget fra den tidligere kunde.