ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

I 2019 rasede Henrik Sass over høje lønninger i erhvervslivet: Nu betegner han partnere i kapitalfonde med tocifrede millionlønninger som en “solstrålehistorie”

Henrik Sass Larsens offentlige holdning til millionlønninger har ændret sig drastisk, efter den mangeårige socialdemokratiske politiker skiftede arbejdet i Folketinget ud med et job hos kapitalfondenes brancheforening sidste år.

Da Børsen i april 2019 interviewede den daværende S-gruppeformand, ville han have loft over topchefers løn, ligesom bonusordninger skulle begrænses, lød det fra ham.

“Det er skammeligt at se, at de ikke kan styre sig selv på direktionsgangene. Det er for meget, de får hentet hjem. Der er intet, der kan retfærdiggøre den løn,” sagde Henrik Sass Larsen til Børsen.

Han tilføjede:

“Jeg mener, at især sådan noget som variable lønandele er nødt til at komme betragteligt ned. Det skal begrænses meget, meget kraftigt. Og så mener jeg, at en eller anden ratio i form af gennemsnitslønnen gange et-eller-andet skal være et loft for, hvor meget en topchef kan tjene. Det, vil jeg mene, er meget fornuftigt,” sagde Henrik Sass Larsen.

Som Børsen skriver i dag, tjente en lang række magtfulde kapitalfondspartnere to- og trecifrede millionlønninger i 2019.

Det viser en gennemgang af deres personlige regnskaber. Partnerne har skrabet store formuer sammen på trecifrede millionbeløb, og en del af pengene er tjent via bonusprogrammer, hvor det er lykkes at købe og efterfølgende sælge virksomheder med stor fortjeneste.

Og nu, hvor Henrik Sass Larsen bliver aflønnet af kapitalfondene i brancheforeningen Aktive Ejere (det tidligere DVCA), forsvarer han lønningerne:

“De pågældende kapitalfonde er topprofessionelle og dygtige forretningsfolk, som evner at skabe yderligere værdi i de virksomheder, de opkøber, til glæde for virksomheden, samfundet og deres egennytte. Og det er vel alt i alt kun en solstrålehistorie,” lyder det fra Henrik Sass Larsen idagens Børsen.

Typisk er partnerne i kapitalfondene aflønnet med bonusprogrammer: Jo højere afkast de sikrer investorerne, jo flere penge scorer de selv.

Kritik fra ekspert

Men de høje gevinster i kapitalfondene hænger ikke altid sammen med de risici, som partnerne tager.

Det siger Robert Spliid, der er ekstern lektor på Copenhagen Business School med speciale i kapitalfonde.

“Med en minimal investering kan de få en kæmpestor gevinst. Hvis det går godt for en virksomhed, scorer de kassen, så det forslår. Men hvis det går dårligt med virksomheden, taber de en minimal investering. Den model kan godt blive et problem, for der er jo i forvejen en diskussion om meget høje lønninger i erhvervslivet,” siger Robert Spliid.

Men den kritik har Henrik Sass Larsen ikke meget tilovers for.

“De bliver vel kun rige i det omfang, at de skaber værdier, der tilsvarer gevinsten. At det skulle være så enkelt og umiddelbart at skabe denne værditilvækst kan jo til enhver tid afprøves på markedet, hvor Robert Spliid og andre med samme imponerende indsigt har frit slag til at hente disse gevinster marginalt billigere, end hvad kapitalfondene gør,” siger han.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis