5 kubikmeter brænde i haven hos Christian Glahder og Jette Sommer er klar til at blive fyldt i brændeovnen til vinter. Og gulvvarmen i badeværelset er slukket. Med et gammelt gasfyr er ægteparret i Allerød blandt de danskere, der for alvor har mærket energiprisernes himmelflugt.
En himmelflugt, der nu får regeringen til at foreslå en helt ny indefrysningsordning, hvor den del af energiregningen, der ligger over niveauet fra sidste år, kan udskydes mod en forrentning.
â‹“Inflationen er den højeste i næsten 40 år. Europa og Danmark står midt i en energikrise,” siger statsminister Mette Frederiksen (S) om baggrunden for forslaget.
Men selvom Christian Glahder altså er en af dem, der virkelig kan mærke energikrisen, mener han ikke, at henstand på betalingerne er en attraktiv mulighed.
“Det, tror jeg, vi helst er fri for. Foreløbig, med de priser der er nu, ser det ud til, at vi godt kan betale. Og så giver det os et incitament til at spare,” siger Christian Glahder.
Energiselskab: Svært
Ifølge regeringen er det energiselskaberne, som skal administrere ordningen med at indefryse en del af forbrugernes energiregninger. Hos energiselskabet OK slår adm. direktør Michael Løve dog fast, at det er lettere sagt end gjort. Selskabets faktureringssystemer er indrettet til at dele regninger op i lige store rater, som kan afdrages over tid. Men OK har ikke systemerne til at sige, at en kunde skal betale en regning svarende til den for sidste efterår for så at indefryse resten i en afdragsordning.
“Jeg kan bare sige, at vi ikke har systemet til det i dag. Det system vil vi først skulle bygge, og det vil altså blive meget svært for os at implementere på den korte bane,” siger Michael Løve.
“I virksomheder som vores – og sikkert også andre energiselskaber – har vi nogle ret store faktureringsmaskiner. Vi sender rigtig mange fakturaer ud hver eneste måned, og på kort sigt kan vi næppe ændre hele metoden for, hvordan vi gør det,” forklarer han.
Direktøren understreger, at det er positivt, at regeringen vil gøre det muligt for kunderne at udskyde betalinger. Og han satser nu på dialog med regeringen om den praktiske udførelse.
â‹â‹Adm. direktør i brancheorganisationen Green Power Denmark Kristian Jensen understreger, at virksomhederne er klar til at hjælpe de kunder, der ønsker at udskyde en del af betalingen.
“Men det er ikke gratis for selskaberne. Det vil føre store administrative omkostninger med sig,” udtaler Kristian Jensen i en skriftlig kommentar.
â‹Regeringen skriver da også i sit forslag, at der fortsat er mange spørgsmål, der skal afklares, bl.a. i dialog med energiselskaberne.
Uvist antal
I Danske Bank tør cheføkonom Las Olsen ikke sætte tal på, hvor mange danskere der er i så store problemer med energiregningen, at de kan få brug for at udskyde en del af den.
“Hvor mange, der reelt set er rigtigt pressede, ved vi ikke. Men vi ved, at husholdningerne i gennemsnit har en stærk økonomi. Der er en meget stor opsparing. Der vil være mange, der ikke har behov for det. Men det kan man selvfølgelig ikke bruge til så meget, hvis man hører til dem, der har,” siger han og understreger, at det bliver afgørende, hvad renten ender med at være.
Skal forhandles
Her har finansminister Nicolai Wammen (S) ladet forstå, at regeringen ser en rente på omkring 2 pct. for sig. Men det skal forhandles med Folketingets partier.
For Christian Glahder i Allerød lyder det ikke attraktivt.
“Det er selvfølgelig attraktivt for dem, der ikke har så meget på kistebunden. Men hvis man har noget at gøre godt med, tror jeg hellere, man vil lade være,” siger han.