Bankaktier er ifølge Handelsbanken en god måde at gøre porteføljen forårsklar – ser opjustering fra bejler til opkøb
Hænger aktieafkastet i bremsen, så er det måske ikke så sært. Det danske eliteindeks C25 er siden nytårsraketterne fløj om ørerne på Rådhuspladsen faldet med 10,2 pct., og kun fem ud af 25 selskaber har formået at skabe positivt afkast i år.
Hvis porteføljen trænger til at blive pudset af og gjort klar til sommersæsonen, så har Handelsbanken samlet en række anbefalinger på hvilke aktier, der i deres optik har udsigter til de største afkast i de næste tre måneder.
Styrkede finansaktier
I en analyse peger Handelsbanken på, at der kommer til at blæse positive vinde over Danske Bank og Spar Nord. Fælles for begge banker er, at Handelsbanken ser, at en stor del hensættelser tilbageføres.
Seniorstrateg i Handelsbanken Michelle Nørgaard mener, at prissætningen på Danske Bank-aktien er blevet attraktiv, efter selskabet fredag dykkede 6,2 pct. efter regnskabet. Hun fortæller at der fortsat er lavthængende frugter, som banken kan plukke. Og så er der hvidvasksagen, hvor banken ventes at få en bøde. I Handelsbanken tror man på, at bøden lander omkring 18 mia. kr.
“Nu er det formentlig ved at være slut i forhold til sagen i Estland. Det kan give noget ro på bagsmækken. Samtidig er der fortsat mulighed for at nedbringe omkostningerne i Danske Bank,” siger hun.
Lars Jørgen Rasmussen, indehaver af Formue og Investeringsrådgivning, har fyldt aktiedepotet hos kunderne op med danske bankaktier for måneder tilbage, og han giver Handelsbanken ret i, at finanssektoren formentlig er et fornuftigt sted at have penge placeret i de kommende måneder.
“Generelt står det fornuftigt til i dansk økonomi. Der er ikke de store tab for bankerne i sigte. Kvartalsmeddelelserne viser, at der er en pæn udvikling i udlån, og kreditkvaliteten er god herhjemme,” siger Lars Jørgen Rasmussen. Han har selv rådgivet kunderne til at fylde aktiedepotet hos kunderne op med danske bankaktier.
Servicekæmpen ISS får også pæne ord med på vejen, efter ansatte er vendt tilbage til kontoret efter covid-19. Her er Lars Jørgen Rasmussen dog knap så overbevist om et godt kortsigtet afkast.
“ISS er stadigvæk inde i en turnaround, og i Danmark glemmer vi hurtigt, at der er noget, der hedder corona. De er stadigvæk ramt af coronaen, og der er ikke lukket op alle steder endnu. ISS er endnu ikke tilbage i et normalt marked,” siger han.
I Handelsbanken ser man en “stigende sandsynlighed for, at Spar Nord vil hæve deres forventninger i løbet af første halvår 2022”. Samtidig mener Handelsbanken, at Spar Nord er med i opløbet og et godt bud på en køber i forhold til det forestående salg af den danske del af Handelsbanken selv.
“Samtidig anser vi Spar Nord som værende et godt bud på en potentiel køber af Handelsbankens danske aktiviteter. Vi fastholder derfor vores anbefaling på “køb” på kort sigt og outperform (positiv anbefalingred.) på lang sigt,” skriver Handelsbanken.
At Spar Nord skulle ligge så højt på listen over aktieanbefalinger, undrer Lars Jørgen Rasmussen en smule. Han mener, at aktien kan ende med at blive presset ned i pris, hvis Aalborg-banken skulle ende som køber af Handelsbanken.
“Det undrer mig faktisk lidt, for Spar Nord er faktisk én af de banker, hvor jeg ser en risiko i øjeblikket. Det er enten hos Jyske Bank eller Spar Nord, der bejler til at købe netop Handelsbanken. Uanset hvilken bank, der får fingrene i Handelsbanken, så skal der lægges en ordentlig sum penge. Det kan godt betyde en aktieudvidelse, og det kan kortsigtet trykke aktien,” siger Lars Jørgen Rasmussen, der samtidig mener, at det på langt sigt er et fornuftigt køb, uagtet hvem der måtte købe Handelsbanken.