Det lød sympatisk, da et flertal aftalte at hjælpe de familier, hvis økonomi er særligt belastet af stigende priser på el og naturgas. Den første aftale blev indgået straks som led i de første initiativer efter Ruslands invasion af Ukraine; den anden kom i slutningen af marts og betyder, at over 400.000 husstande nu modtager 6000 kr. skattefrit som hjælp til varmeregningen.

Kombinationen af ønsket om målrettet hjælp med en række mere eller mindre velfunderede kriterier for tildelingen har imidlertid ført til en lavine af dårlig omtale:

Der er protester og surhed fra mennesker, der troede, de var i målgruppen, men enten har tjent for meget, har sparet på varmen sidste år eller ikke fået opdateret oplysningerne om varmekilden på skæringsdatoen.

Der er forargelse og hovedrysten over, at checken tilsyneladende også er gået til beboere på botilbud, hvor pengene er brugt “på stoffer og spil”, som Ekstra Bladet lyrisk kunne fortælle.

Der er kritik af, at mennesker, der slet ikke var berettigede, på grund af skift af energikilde, alligevel har modtaget pengene.

Endelig kan det næppe afvises, at de vilde prisstigninger siden foråret betyder, at selv de familier, som er blevet tilgodeset, ikke er synderligt taknemmelige.

â‹Status efter udbetalingerne her i august er, at flere partier kræver undersøgelse af fejlene – og klimaminister Dan Jørgensen (S) har åbnet for, at fejl måske kan føre til krav om tilbagebetaling.

Hvad fejludbetalingerne angår, var det faktisk ønsket om enkel og forholdsvis hurtig og automatisk ekspedition, der har kastet de opsigtsvækkende eksempler af sig.

Men balladen om varmechecken udstiller først og fremmest et helt grundlæggende fænomen:

Det er den udbredte politiske trang til at love hurtig hjælp til udvalgte trængende vælgergrupper, forsøget på håndholdt styring og specifik kanalisering af de offentlige kroner, som ofte afstedkommer frustrationer. Eller nye komplikationer oveni et i forvejen kompliceret skattesystem, hvor dét at arbejde ekstra så kan føre til, at man mister retten til et tilskud, andre kan få.

Hele forløbet under coronahåndteringen har vist, at de færreste politikere kan sige nej til at stikke hånden ned i fællesskabets kasse for efterfølgende at fortælle offentligheden, at netop de sikrede særlig hjælp til udvalgte brancher, til de små selvstændige, til pensionisterne, de ledige, de unge på SU eller øerne i Danmark.

I sagen om varmechecken giver det mening, at man ikke valgte generelle afgiftslettelser, hvilket jo ikke vil styrke den nødvendige omstilling væk fra naturgas. Men udgiften på et par mia. kr. til varmechecken blev finansieret ved at lempe finanspolitikken, hvilket trækker i den forkerte retning i forhold til at dæmpe inflationen. At give nogle grupper “en håndsrækning” skal så betales af andre lønmodtagere.

Samlet bør forløbet være en reminder om, at hurtig, forståelig hjælp til meget specifikke grupper uden efterfølgende komplikationer er politisk illusionsstof.