“Følg efter mig”, siger præsident Rørdam, en let tilbageholdende og uprætentiøs skikkelse, og leder os igennem hallen i Højesteret og ind i sit gemak.
Der må være seks meter op til loftet med en umanerlig stukkatur, som våger over højesteretspræsidentens 95 kvm store kontor.
Målt på rangfølgen i riget – altså f.eks. hvor man kommer til at sidde ved et royalt bal – hører Thomas Rørdam til 1. rangklasse, med titel af excellence. Han har i over fire årtier været vævet ind i nyere danmarkshistorie som højtprofileret forsvarsadvokat, dommer og de seneste fem år den højest placerede inden for den dømmende magt.
Juraen har han ikke fra fremmede (hans far var dommer og farfar højesteretssagfører), men at det skulle gå Thomas Rørdam så vel, ville undre hans gamle lærere på Viborg Katedralskole, hvor karaktersnittet ikke ville række til at komme ind med de adgangskrav, der er på jurastudiet i dag.
“Jeg var ikke en mønsterelev på nogen måde, nærmere lidt en rod. Jeg hutlede mig lige igennem gymnasiet, men på det tidspunkt var der fri adgang til studiet, hvis man kunne klare en stopprøve,” fortæller Thomas Rørdam, da vi har sat os nede i den ene ende af hans mødebord.
Men der skete noget ved ham på jura, da kravene voksede: Nu var han ikke længere kun fræk, men også ubønhørligt arbejdsom.
Resten er historie for alle, der har sin gang i den juridiske verden, hvor Rørdam har fyrtårnstatus. Lidt endnu i hvert fald. Thomas Rørdam er netop fyldt 70, selvom det er svært at se med hans stadig rødlige hårpragt og velpassede fysik, og det betyder, at han falder for aldersgrænsen for højesteretsdommere. På mandag syv dage må Rørdam altså nøjes med at leve videre på gangen som et portræt i rækken af fhv. præsidenter. Til minde om en historie, der begyndte med en uerfaren forsvarer, som var modig og heldig med at sige “ja” i ét afgørende øjeblik.
Ilddåben
Vi skal over 30 år tilbage i tid. Til da den oprindelige forsvarsadvokat for det ledende Blekingegadebande-medlem Niels Jørgensen halvvejs inde i retssagen fik konstateret kræft og døde halvanden måned senere. Niels Jørgensens reserveforsvarer trådte til, men efter første retsmøde lagde hun hovedet ned på bordet og sagde, “jeg kan ikke mere”. Der blev ringet efter en ambulance til advokaten, der havde fået et psykisk sammenbrud.
Halvvejs inde i den højprofilerede retssag i januar 1991 var man altså på den. Hvem havde tid og lyst til at træde ind i heksekedlen og overtage den tilsyneladende forbandede post?
Thomas Rørdam var dengang 37 år og havde kun været forsvarer i fem år, efter han havde indledt sin karriere i Justitsministeriet. Men han kendte til flere af de andre forsvarer, der var med på sagen mod de i alt syv tiltalte, og der var brug for én, som kunne rydde kalenderen øjeblikkeligt.
“Jeg sagde ret hurtigt ja til opgaven. Jeg havde ikke meget erfaring med at være i en så højprofileret sag, men det var ikke noget, jeg var bange for. Det tænkte jeg, at jeg nok kunne finde ud af,” siger Thomas Rørdam, meget sigende for hans lidt underdrivende syn på sig selv og de udfordringer, der møder ham.
Det hedder sig, at Niels Jørgensen blev noget forbløffet ved synet af Thomas Rørdam, som først troede, han havde fået en førsteårsstuderende som forsvarsadvokat.
“Det kan da godt være, han synes jeg så lidt ung ud, da jeg dukkede op, men han havde selv været med til at godkende mig,” affærdiger Rørdam, som var jævnaldrende med Niels Jørgensen.
Sin status som ung og ukendt blev der hurtigt lavet om på. I den ene måneds udsættelse, som retten besluttede, kunne Rørdam ikke bare læse op på sagen, men også se sig selv portrætteret i aviserne.
Som et af de ledende medlemmer af Blekingegadebanden stod Niels Jørgensen tiltalt bl.a. for forsøg på bortførelse af en svensk milliardærarving, for røveriet i Købmagergades Posthus natten den 3. november 1988 og drabet på en ung politibetjent i den forbindelse. Det spørgsmål, som eftertiden står mest tilbage med, var, hvem det var der affyrede det skud, som tog livet af den unge politibetjent. Ifølge politiets efterforskning var der med sandsynlighed to personer, der kunne have skudt politimanden – enten Niels Jørgensen eller Jan Weimann. Men Thomas Rørdam bliver loyalt stum, når snakken falder på, hvad Niels Jørgensen fortalte sin advokat under fire øjne om den nat.
“Min tavshedspligt gælder stadig,” siger han.
Rørdam er firmaets mand, og han viste sig også som Niels Jørgensen mand. Nok blev Niels Jørgensen dømt for røveri, våbenbesiddelse og dokumentfalsk, hvilket kostede ham 10 års fængsel, men Rørdam fik ham frifundet for drabet og anklagen om kidnapningsforsøg af milliardærarvingen.
“Set fra en forsvarers synspunkt gik det godt, det blev en reklame for mig. Og netop fordi mit navn havde været så meget fremme, så betød det, at efter den sag, fik jeg virkelig mange henvendelser i højprofilerede straffesager.”
Dertil skal siges, at havde retssagen kørt i dag, ville sagen være faldet anderledes ud, siger Thomas Rørdam. Der skal i dag populært sagt mindre til, før man kan siges at have medvirket til et drab.
“I dag ville de været blevet dømt for medvirken til drab, det er jeg ikke i tvivl om.”
Dømt af politi og presse
En håndfuld år senere blev Thomas Rørdam igen centrum i en sag, der den dag i dag står tilbage i vores kollektive hukommelse.
En plejehjemsassistent fra plejehjemmet Plejebo i København blev i 1997 sigtet for drab af 22 beboere. Anklagen gik verden rundt og tog spisesedler herhjemme. På Ekstra Bladet kunne man på én forside læse kapitalerne “HUN ER SKYLDIG”. Kun fra kort afstand kunne man læse forrideren som med små bogstaver præciserede, at det var politiets anklage.
Der var ingen klare beviser, men grundlaget for sigtelsen var, at der på plejehjemmet var en statistisk overdødelighed over to år, og stadslægen mente, at der var begået en forbrydelse.
“Der var, synes jeg, et meget uheldigt samspil mellem politi og stadslægen. For mig at se var det et godt eksempel på, hvad der kan ske, hvis der er en meget tæt relation mellem eksperten, og den der hyrer eksperten. Det er en menneskelig kendsgerning, at hvis der kører et meget tæt parløb mellem en part og en sagkyndig, er der en betydelig risiko for, at det ikke bliver så objektivt, som det burde,” siger Thomas Rørdam.
Plejebo-sagen blev en lektion i pressehåndtering for Rørdam: At turde tale i et klart sprog til journalister og gå op imod strømmen og fæstne tillid til, at der også i journaliststanden er en interesse i at skrive modhistorien, der går op imod den fælles dagsorden og dominerende vinkel.
Sagen kulminerede i Rørdams erindring, da det lykkedes at få varetægtsfængslingen af plejehjemsassistenten for Højesteret. Lille juleaften blev hun løsladt af Højesteret og kunne køre hjem. Vinden vendte i pressen, sagen smuldrede for Politiet og endte aldrig med at blive rejst.
Feriefred i Caribien blev brudt
Nu kunne det læses som, at Rørdam er gået fra den ene succes til den anden. Det er imidlertid usandt, for der er sager, som bliver med at nage ham. Oftest bliver forsvarer spurgt, om det ikke er et moralsk problem for dem at få frifundet en skyldig person, men det værste for Thomas Rørdam er det modsatte: Når en uskyldig bliver dømt.
En sag, som især kommer frem på hans nethinde, er den såkaldte Vadstrupgård-sag fra 1997. Her blev en pædagogmedhjælper dømt for seksuelle forbrydelser mod 20 børn i både byretten og landsretten. Rørdam blev hyret til at forsøge at få sagen for Den Særlige Klageret. Men det mislykkedes.
â‹”Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger i min stilling, men den har jeg det dårligt med,” siger han, så han må binde knuder på sin tunge, for han er ikke længere forsvarer og fri til at tale domme imod.
Egentlig havde Thomas Rørdam troet, at det ville blive Blekingegadesagen, han bedst kunne underholde med den dag, han kom på plejehjem. Men det skulle der blive lavet om på i julen og nytåret mellem 2020 og 2021.
“Jeg var på en juleferie i Caribien, men jeg fulgte med i Inger Støjberg-instrukssagen i pressen. På et tidspunkt, da jeg sad der mellem palmerne, kunne jeg bare se, at det her bliver en rigsretssag. Jeg kan huske, at jeg bandede lidt for mig selv og tænkte, det bliver et kæmpe arbejde, og en sag der ville ligge Højesteret ned i en periode, men jeg vidste, at nu var det bare om at komme i gang.”
Under palmerne begyndte han at lave en to-do-liste med alle de ting, der skulle undersøges. Da han kom hjem, fik han nedsat en forberedelsesgruppe på seks medarbejdere. De fik rekvireret Ninn-Hansen-sagen for at tage ved lære af forløbet dengang – bl.a. at retssagen blev forsinket fra start, idet forsvareren nedlagde påstand om, at hele sagen skulle afvises, fordi setuppet var i strid med menneskerettighedskonventionen. Det undgik de ved at samarbejde med advokaterne allerede under forberedelserne.
Rigsretssagen mod Inger Støjberg var et kapløb mod tiden, for den 9. februar ville sagen overskride forældelsesfristen på fem år, så tiltalen skulle være på plads inden da. Samtidig skulle der findes en lokalitet, der var habilitetsspørgsmål, der skulle afklares med dommerne, for bare at nævne nogle af opgaverne.
“Det er et kæmpe maskineri at sætte sådan en rigsretssag i værk,” siger han.
Selve substansen i Inger Støjberg-sagen var dog ikke svær.
“Vi var ikke meget langt inde i sagen, før vi havde fuldstændig styr på, hvad det handlede om, og hvor skoen trykkede”, som han siger med henvisning til et givent møde og den meget omtalte pressemeddelelse fra Inger Støjberg – skulle den forstås som en ordre eller politisk intention var nøglespørgsmålet.
Værdig eller ej?
Sagen endte som bekendt med en dom til Støjberg og en straf på 60 dages fængsel.
Det er nu under ét år siden, hun blev fundet uværdig til at sidde i Folketinget og under et halvt år siden, hun smed fodlænken. I dag er partistifteren Inger Støjberg vej ind på Christiansborg med ifølge de seneste meningsmålinger 6-10 pct. af stemmerne. Var det intentionen med den dom, der blev givet? Skal det forstås sådan, at tavlen er visket ren, efter man har afsonet sin straf?
Det har Thomas Rørdam ikke nogen holdning til som højesteretspræsident. Men i generelle termer, vil han gerne rette en misforståelse.
“Idéen om, at tavlen er visket ren, når man har udstået sin straf, er isoleret set forkert. Der er en række situationer, hvor man kan få en straf, som har konsekvenser ud over strafafståelsen. Hvis en person bliver dømt for pædofili, kan vedkommende jo ikke få job i en børnehave efterfølgende. Eller hvis jeg kører spirituskørsel, kan jeg ikke bare sige, nå, nu har jeg udstået min straf, og så starter jeg med en ny sag på mandag,“ siger han.
“Men der har været en tradition inden for det politiske liv for at sige, at hvis en politiker bliver dømt for noget og ryger ud af Folketinget, skal vedkommende have en chance for at lade vælgerne afgøre, om det man har begået er til hinder for, at man kan blive valgt ind. Hvis man så bliver valgt ind med den viden, har man i mange situationer haft den holdning, at så er det okay. Det var det samme med Mogens Glistrup i sin tid,” forklarer han.
Flere bjerge skal bestiges
Hvor Inger Støjberg-sagen begyndte som en hovedpine i Caribien, bor den i dag et betragteligt sted i den samling minder, Thomas Rørdam tager med sig i sin pensionering. Det er få dommere forundt at spille en væsentlig rolle i en historisk begivenhed som en rigsretssag.
“Og så var der en tilfredsstillelse i, at selve sagsafviklingen var vellykket. Det kørte sådan set godt, synes jeg selv,” bemærker han.
På næste mandag afleverer Thomas Rørdam sit 95 kvm store kontor videre til sin efterfølger. For sidste gang hænger han den bordeauxrøde dommerkappe på bøjlen med dynolabelen “Rørdam” i garderoben.
Spørgsmålet, der naturligt melder sig, er, hvilket aftryk han så fik sat som præsident?
Et sådant bevinget spørgsmål fordrer med Thomas Rørdam ikke et lige så storladent svar. Jo, konkret mener han, at domstolen er blevet bedre til at skrive domme, så den almene dansker kan forstå det. Og han håber, han har været med til at skabe god stemning i huset. Meget mere kan man ikke bede om.
“Højesteret blev etableret i 1661, det er et sted med lange, gamle traditioner, og der sker ikke nogen revolutioner i Højesteret. Det var en velkørende maskine, som jeg overtog – og det er jeg ikke i tvivl om, den stadig er. Så på den måde er stillingen nem.”
Hvad skal der nu ske for den notoriske arbejdshest, der hverken er gift eller har børn, og igennem alle årene har været god til at værne om sit privatliv?
Forhåbentlig skal han bruge mere tid i sin lejlighed i Monte Rosa i de italienske alper, hvorfra han vandrer, cykler og står på ski i bjergene. Han havde faktisk bestilt et intensivt kursus i italiensk i Sienna til april, men det har han måtte udskyde til september.
Sagen er, at Rørdams såkaldte “pensionisttilværelse” begynder med, at han af Justitsministeriet er blevet bedt om at lede et udvalg, der skal se hele det danske domstolssystem efter i sømmene for, hvor man kan rationalisere og effektivisere. Og nå ja, så skal han lave tjenesteforhør og være med til at afgøre skæbnen for to af minksagens centrale skikkelser, den hjemsendte politichef Thorkild Fogde og den hjemsende departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard.
To selvopfundne arbejdsregler gælder for Rørdams “pensionisttilværelse”: 1. Han må højest arbejde halvdelen af dagen. 2. Han må ikke gøre noget for pengenes skyld. Sidstnævnte går fint, men førstnævnte er altså på sikker kurs mod at blive brudt.
Her på redaktionen vil vi tillade os at holde døren åben for, at han ender med at udsætte sit italiensk-kursus igen.
