ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Grøn fond hviler på usikker finansiering: 270.000 danskere skal oprette ny opsparing

Tre ministre samt repræsentanter fra aftalepartierne præsenterede en grøn skattereform i Finansministeriet fredag den 24. juni 2022. Arkivfoto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Tre ministre samt repræsentanter fra aftalepartierne præsenterede en grøn skattereform i Finansministeriet fredag den 24. juni 2022. Arkivfoto: Emil Helms/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Der blev malet med den store grønne pensel, da regeringen i juni præsenterede en ny såkaldt grøn fond sammen med Venstre, Konservative, SF, Enhedslisten og Radikale.

“Det er et lille økonomisk nybrud, men et stort gennembrud for den grønne omstilling. Vi reserverer samlet set 53,5 mia. kr. fra 2024-2040,” udtalte finansminister Nicolai Wammen (S).

“Stor sejr. Ny grøn fond på 53,5 mia. kr.,” tweetede SF-formand Pia Olsen Dyhr.

“Mere end 50 milliarder kroner!” lød det fra De Radikales Sofie Carsten Nielsen.

Men dykker man ned i beregningerne bag den grønne fond, virker det pludselig mere usikkert, om der rent faktisk vil ende med at komme helt så stort et milliardbeløb ind, som politikerne nu har meldt ud.

Pengene skal nemlig findes ved, at markant flere danskere vælger at oprette en aldersopsparing, samt at alle, der har ordningen med mere end fem år til pension i dag, vælger at betale mere ind på den. Derfor oplyser Finansministeriet også i en mail, at der er “betydelig usikkerhed” omkring de skøn, som danner grundlaget for de 53,5 mia. kr.

“De provenumæssige konsekvenser vil blive konsolideret i forbindelse med fremsættelse af lovforslag,” tilføjer ministeriet.

I dag er der ca. 860.000 danskere, der hvert år indbetaler op til de 5500 kr. på en aldersopsparing, som det maksimalt er muligt at sætte ind, når man har mere end fem år til pension. Politikerne vil fra 2024 hæve den grænse, så det bliver muligt at indbetale 8500 kr. hvert år og samtidig fjerne en række modregningsregler, som har gjort ordningen ubrugelig for familier, der modtager offentlige ydelser.

Vil fremrykke provenu

De to greb vil fremrykke et provenu til statskassen, fordi man på en aldersopsparing betaler skat af pengene ved indbetalingen frem for ved udbetalingen, som det sker på andre pensionsordninger.

“Der er ikke nogen tvivl om, at en af barriererne for aldersopsparingen har været, at folk, som har lang tid til pension, ikke rigtig kan indbetale så meget på ordningen. Så selve det forhold, at man kan begynde at betale lidt mere ind, det kan godt være med til at give flere på ordningen,” forklarer professor i finansiering Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet.

Hvor mange flere der så vil gøre brug af ordningen, er både han og Finansministeriets økonomer dog mere usikre på. I første omgang fik Børsen udleveret et regnestykke fra Finansministeriet, som virkede ret optimistisk, og som efter et par opfølgende spørgsmål også viste sig at være fejlagtigt.

Efterfølgende har Finansministeriet udleveret et nyt regnestykke, hvor det med “betydelig usikkerhed” skønnes, at samtlige 860.000 danskere, der i dag indbetaler de 5500 kr. årligt på aldersopsparingen, fremover vil vælge at indbetale de 8500 kr. Derudover venter ministeriet, at 270.000 danskere vil oprette en ny aldersopsparing for at nå de 3,25 mia. kr. årligt, der reserveres til den grønne fond.

“Det virker som en meget, meget besværlig måde at fremrykke pensionsbeskatning på. Der er indtil flere andre meget mere effektive og simple instrumenter at bruge, hvor der ikke var så stor usikkerhed om udfaldet,” konstaterer Carsten Tanggaard.

Det minder lidt om Togfonden

Allerede ved præsentationen af den grønne fond spurgte Børsen ind til, om politikerne nu også var helt sikre på, at de kunne finde de 53,5 mia. kr. ved at ændre på aldersopsparingen. Og her anerkendte skatteminister Jeppe Bruus (S), at der er en vis usikkerhed.

“Det er jo en frivillig ordning, hvor det bliver mere attraktivt at sætte penge ind på sin aldersopsparing. Det vil de fleste nok gøre, også qua deres pensionsselskaber, fordi det er en attraktiv ordning, særligt for dem, der ikke ligger i topskattegrænsen,” fortalte han og forsikrede, at politikerne ikke vil bruge pengene, før man er sikker på indtægten.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis