En tilfreds Karen Frøsig præsenterede for tolvte gang Sydbanks resultat for årets første kvartal.
Og særligt én ting i regnskabet var bemærkelsesværdig. Det lykkedes nemlig den sønderjyske bank at levere en udlånsvækst på 16 pct. sammenlignet med samme kvartal i året forinden.
Det var bedre end både Danske Bank og Jyske Bank, der henholdsvis kunne se udlånet vokse med 4 pct. og 15 pct.
Ifølge Karen Frøsig er opskriften på det stigende udlån simpel.
“Det er fordi, at vi er så tunge på erhvervsområdet. Erhvervslivet fik støttepakker fra staten, og virksomhederne skruede samtidigt ned for investeringsblusset. Nu kommer det tilbage, så opskriften er egentligt det at være en stærk erhvervsbank,” siger hun og tilføjer:
“Vores tunge sats på erhvervsområdet, hvor vi så et fald i vores samlede udlån, var noget, vi blev hængt ud for under coronapandemien, men nu kommer den strategi os til gode.”
Det er erhverskundesegmentet, der bærer væksten i udlånet frem. Alene for erhvervskunderne lød væksten i udlånet på knap 25 pct. Til sammenligning var væksten i udlånet til privatkunder knap 10 pct. i samme periode.
Usikkerhed i markedet
Men de tungtvejende erhvervskunder i Sydbanks portefølje kan også blive en hæmsko, hvis krigen i Ukraine tager til.
Et af de parametre i markedet, som banken holder særligt øje med, er, hvorvidt krigen kan forårsage et stop for brug af russisk gas.
“Så er der erhvervsvirksomheder, som bliver lukket ned, og hvis man begynder at lukke erhvervsvirksomheder, så er der der også flere af vores kunder, som rammes hårdt. Det er der slet ingen tvivl om,” siger Karen Frøsig.
Men selvom risikoen har gaslukning er reel, Sydbank-direktøren på, at virksomhederne også kan klare den udfordring.
“Mange erhvervsvirksomheder er ret robuste i dag. De har en god buffer, fordi de virkelig har styr på deres drift,” siger hun.
Krigen i Ukraine kan også være en faktor, som kan komme til at påvirke de forventninger, som Sydbank har opstillet for året.
“Hvis der kommer en reel krig i Europa, hvor det breder sig ud over Ukraines grænser, eller at vi ser en eskalering af det, som foregår i Ukraine, så kan mange ting ændre sig meget hurtigt,” siger Frøsig.
Sydbank forventer for nuværende et resultat efter skat på 1350-1550 mio. kr. for helåret 2022.
Renteudsigter
Udover krigen i Ukraine har Sydbank et øje på inflationsudviklingen og de stigende renter, som også skaber usikkerhed i markedet.
“Vi venter spændt på at se, hvordan Christine Lagarde (præsident for den europæiske centralbank red.) reagerer på, at den amerikanske centralbank har hævet renterne,” siger Karen Frøsig og uddyber:
“Den dag ECB og dermed Danmarks Nationalbank holder op med politisk at fastsætte styringsrenterne, så vil indlånsrenten også blive markedsbestemt, og så vil vi i Sydbank også fastsætte den ud fra, hvad markedet tilsiger.”
Betyder det, at man i Sydbank fjerner negative renter på alle indlånskonti, hvis Nationalbanken og ECB hæver indskudbevisrenten til 0 eller derover?
“Det er et hypotetisk spørgsmål. Vi vil kigge på markedsrenten og ikke så meget på Nationalbanken. Det er markedsrenten, der giver os et billede af prisdannelsen på indlån. Det tror jeg, at vi alle sammen venter spændt på.”
Markedsrenten bestemmes fuldkomment af udbud og efterspørgsel på kredit. Hverken Nationalbanken eller Staten har indflydelse på dette.