Forsikringsselskabet Alka åbner i dag op for deres mobilabonnement, Alka Mobil. Abonnementet er kun tilgængeligt for 2,5 mio. danskere, da det kræver, at du er medlem af enten Alka eller et af de fagforbund, som Tryg-ejede Alka samarbejder med.
Frederik Sjørslev Søgaard, direktør i Alka Forsikringer udtaler i en pressemeddelelse, at lanceringen af Alka Mobil ikke er bundet op på økonomi og en ekstra indtægt, men et løfte om et godt tilbud til forsikringsselskabets kunder.
“Vi står i en anden situation end andre udbydere af mobiltelefoni. For os handler det ikke om at tjene penge på mobiltelefoni. Det drejer sig udelukkende om at kunne give vores kunder og forbundsmedlemmer nogle attraktive fordele, der gør dem glade, tilfredse og forhåbentlig loyale,” siger Frederik Sjørslev Søgaard.
Direktøren i Alka Forsikring, Frederik Sjørslev Søgaard, er ikke helt grøn, når det kommer til telebranchen.
Han er tidligere direktør for TDC Privat, og har derfor en del erfaring at trække på i forbindelse med etableringen af Alka Mobil.
Han ser gerne, at Alka Mobil skal blive et abonnement, hvor kunden selv kan lave til- og fravalg gennem tilkøb.
“Abonnement med fri tale er de seneste år steget markant i de store teleselskaber til 149 kr. om måneden. For mange mennesker vil der derfor være en del penge at spare med vores tilbud,” siger Frederik Sjørslev Søgaard.
Han fortsætter med at forklare, at mange danskere på nuværende tidspunkt betaler for services og tilgængelighed, som de ikke udnytter til fulde:
“Mange betaler for abonnementer med en hulens masse data, som de slet ikke bruger. Vores abonnement indeholder data, der dækker behovet for 95 pct. af danskerne. Men hvis man alligevel har brug for mere data en enkelt måned, så kan det naturligvis tilkøbes,” siger Frederik Sjørslev Søgaard.
Det er ikke kun forsikringsselskabet selv, der er begejstrede for det nye kundetilbud, også HK's forbundsformand Kim Simonsen siger i pressemeddelelsen, at han synes, at det er et godt initiativ, og en god måde at forkæle både Alkas og de forskellige fagforbunds kunder på.
“Jeg er glad for, at en million forbundsmedlemmer nu får en ny fordel ved at være medlem af vores fagforeninger. Det er et rigtig godt initiativ, som Alka nu søsætter. Alka arbejder for at skaffe vores medlemmer kontante fordele, så de kan få en sjovere hverdag,” siger Kim Simonsen.