ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fra Dong-udbrydere til milliardærer: CIP er på otte år blevet en førende grøn kapitalforvalter

Jakob Baruël Poulsen, også kaldet "Barylen", medstiftet og seniorpartner i Copenhagen Infrastructure Partners. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Jakob Baruël Poulsen, også kaldet "Barylen", medstiftet og seniorpartner i Copenhagen Infrastructure Partners. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, der primært investerer i grøn energi, har haft vind i sejlene de seneste år.

Selskabet blev stiftet tilbage i 2012, men på den korte tid har CIP allerede formået at gøre sig til en ledende global spiller på det grønne kapitalmarked.

CIP er en fondsforvalter, der primært beskæftiger sig med grønne investeringer i energiinfrastruktur. Det kunne f.eks. være udbredelse af solceller eller vindmøller. En trend, der er i rivende udvikling i øjeblikket, og som investorer gennem de seneste år har fået bevist kan være fornuftigt at investere i.

Og det succesfulde selskab er blevet bemærket. Fredag købte den danske vindmølleproducent Vestas således en fjerdedel af fondsforvalteren.

“Vores investering i CIP gør det muligt for os at opnå vores mål og at maksimere markedet potentiale,” siger Henrik Andersen, adm. direktør for Vestas i en pressemeddelelse.

Købsprisen er 500 mio. euro, eller 3,7 mia. kr. i alt. Men kun 180 mio. euro af prisen betales, når transaktionen gennemføres. De resterende 320 mio. euro er en såkaldt “earn out”, hvor betalingen, som CIP vil modtage afhænger af, hvordan de fremtidige resultater vil arte sig.

Handlen værdisætter derfor CIP til mindst 5,4 mia. kr. Og såfremt selskabet når sine finansielle mål i de kommende år, vil handlen værdisætte CIP til 15 mia. kr.

Opstod i Dong

CIP har sine rødder tilbage fra daværende Dong Energy, hvor en række tidligere Dong-profiler: Jakob Baruël Poulsen, Rune Bro Roin, Torsten Lodberg Smed og Christian Skakkebæk stiftede selskabet. Samme gruppe, der er kendt som de fire guldfugle, der var årsag til Anders Eldrups ufrivillige og dramatiske afsked med topposten i Dong Energy.

Efter gruppen blev fyret fra Dong Energy på grund af kritik af deres høje lønniveau, startede de CIP, hvor Pensiondanmark skubbede dem i gang med en pengepose på seks mia. at investere for. Pensiondanmark var både dengang og er også i dag er ankerinvestor for kapitalforvalteren.

Og i 2013 fik de fire guldfugle så selskab af Christina Grumstrup Sørensen, der også har en fortid i det daværende Dong.

Vild udvikling

Siden da har udviklingen været i rekordfart.

Der er blevet stiftet flere fonde gennem årenes løb i selskabet, og dag råder CIP over mere end otte mia. euro på tværs af seks fonde, der har investeret i flere forskellige projekter globalt inden for eksempelvis solenergi, landvind, biomasse og havvind.

Men hvad skyldes den rekordhurtige succes?

Michael Hannibal, der er partner i CIP, har tidligere udtalt i Børsen, at han mener en af grundene til CIPs succes er, at Danmark har siddet tungt på toppen af energisektoren i så mange år.

“Danmark skal være glade for, at der var regeringer i de tidligere år, der var villige til at starte en videnssatsning op omkring fornybar energi, som Danmark populært sagt er verdensmestre i. Og som nu kan gå ud og vinde store globale konkurrencer,” sagde han i et interview til Børsen i 2018.

Rune Bro Róin forlod tidligere i år selskabet, men både Jakob Baruël Poulsen, Christian Skakkebæk, Torsten Lodberg Smed og Christina Grumstrup Sørensen er stadig med ombord. Og de fem ejer ifølge CVR-registret knap en femtedel af selskabet hver. De står derfor med Vestas-handlen til at blive milliardærer.

Der er ikke noget, der tyder på at den positive udvikling ikke vil forsætte, og CIP forventer at udvide antallet af medarbejdere til 150 fra omkring 110 i løbet af de kommende år.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis