For nogle partier er regeringsdeltagelse den eneste valuta, der kan købe ro og tilfredshed hos folketingsmedlemmer, tillidsvalgte og et politisk bagland.
Det gælder partier som Socialdemokratiet og Venstre, der også forventes med jævne mellemrum at kunne levere en statsminister.
Det gælder også Det Radikale Venstre, der i mere end 100 år ofte har været kongemager i dansk politik – og har taget sig betalt for det med ministerposter.
Men siden det såkaldte “lille systemskifte” i 2001 har partiet måttet tage til takke med regeringsdeltagelse i blot tre år, ni måneder og tre dage i årene fra 2011 til 2015.
Nu har De Radikale sat alt ind på at ende denne ørkenvandring med et krav om et folketingsvalg udskrevet senest den 4. oktober og en klar besked om, at partiet ikke vil lade statsminister Mette Frederiksens étpartiregering fortsætte – under nogen omstændigheder.
Det har sendt relationen mellem De Radikale og Socialdemokratiet ned på et nyt lavpunkt. Kort før valget har statsminister Mette Frederiksen og De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, indledt en dødedans, der ifølge kilder i begge partier risikerer at sende magten over i blå blok.
Helt uden for rækkevidde af både Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen.
Meningsmålingerne er vendt, og efter sommerferien har de vist et blåt flertal, hvis man medregner Løkkes mandater i målingerne. En enkelt måling fra Voxmeter har endda vist et rent blåt flertal uden Løkke.
Børsen har talt med en række S-ministre og andre centrale S-kilder samt flere centrale kilder hos De Radikale for at tage temperaturen på en relation, der gennem tiden har været præget af store konflikter.
Stemningen er på et lavpunkt, lyder det, og vreden er stor.
Tanker om, at Socialdemokratiet efter valget skulle ønske at gå i regering med De Radikale, bliver skudt ned.
“De Radikale har demonstreret, at de ikke evner at tage ansvar, når det bliver svært,” lyder det fra en regeringskilde om forløbet før sommerferien, da en rapport fra minkkommissionen fik Sofie Carsten Nielsen til at stille sit ultimatum: At valget skulle være udskrevet inden Folketingets åbning.
Hos De Radikale lyder det på den anden side, at regeringen på alt for mange fronter har skuffet, siden forhandlingerne om et forståelsespapir i sommeren 2019 blev afsluttet.
“Vi fik aldrig en regering, som vi kunne holde af,” siger en R-kilde.
Radikale trusler
Konflikten mellem Socialdemokratiet og De Radikale peger i høj grad tilbage på partiernes respektive ledere, Mette Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen.
De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, kom til magten efter tidligere leder Morten Østergaards fald i efteråret 2020.
Og det skete med forsonlige toner og et kursskifte over for regeringen. Morten Østergaard havde inden da blandt andeti februar 2020 truet med at vælte regeringen.
Den kurs skulle være slut:
“Jeg synes, eftertanken er til, at vi lige skruer lidt ned for truslerne og op for samarbejdsiveren,” sagdeSofie Carsten Nielsen til Politikeni oktober 2020.
Men den linje var Sofie Carsten Nielsen ikke i stand til at holde fast i. Truslerne piblede frem. Det samme gjorde anklager om Frederiksens magtfuldkommenhed. Og i januar sagde Sofie Carsten Nielsen, at De Radikale udelukker at lade Frederiksens S-regering fortsætte.
Hen over foråret nærmede S og R sig alligevel hinanden. Et bredt flertal samlede sig omdet nationale kompromis om sikkerhedspolitikog senere enbred grøn skattereform. Mette Frederiksen var i perioden på visit på et radikalt gruppemøde. Forsoningen var i gang, lyder det fra flere kilder.
Men ved indgangen til sommerferien blev Sofie Carsten Nielsen et par gange presset tilpowerplayover for regeringen – af sin egen folketingsgruppe, af det radikale bagland og af Mette Frederiksens – i De Radikales øjne – mangel på ydmyghed:
Først blev Sofie Carsten Nielsen presset ind i en ultimativ melding om regeringens ambition om at flytte asylbehandling til det afrikanske land Rwanda.
“Så kan vi ikke støtte den længere,” sagde Sofie Carsten Nielsentil Jyllands-Posten.
I dagene inden havde hun udtalt sig mindre ultimativt om regeringens Rwanda-planer. Taktikken var at svare mere henholdende i den tro, at projektet havde lange udsigter eller var uladsiggørligt. Den taktik holdt ikke.
Mere afgørende var meldingen om, at valget skulle være udskrevet inden den 4. oktober.
Ifølge Børsens oplysninger havde den radikale ledelse, efter minkkommissionen torsdag den 30. juni afleverede sin rapport, fået grønt lys i den radikale folketingsgruppe til at afvise en advokatundersøgelse. Punktum.
Men efter Mette Frederiksens pressemøde fredag, hvor statsministeren ifølge flere radikale profilers markeringer på de sociale medier ikke leverede nok anger og ydmyghed, var der brug for et stærkere svar.
På et møde i gruppeledelsen fredag blev det besluttet, at en næse til statsministeren skulle suppleres af truslen om mistillid i Folketingssalen – en beslutning, der blev truffet sent fredag forud for et hovedbestyrelsesmøde lørdag. Med en politisk leder på ferie i Frankrig.
Og truslen var end ikke en opfindelse af den politiske ledelse med Sofie Carsten Nielsen i spidsen. En trussel med potentielt vidtrækkende konsekvenser – truffet på meget kort tid.
Det er den trussel, flere socialdemokratiske kilder mener, beviser, at De Radikale og i særdeleshed Sofie Carsten Nielsen ikke har den styrke og stamina, der skal til for at sidde i regering.
Her er konklusionen, at næsten alt andet end De Radikale i regering vil være bedre. Samtidig mener flere, at hvis Socialdemokratiet giver efter for De Radikale trusler, vil det sætte sig spor i mange år frem.
Optrapning og konflikt
På den anden side argumenterer flere hos De Radikale for, at Mette Frederiksen er mere end medskyldig i den konfrontation, de to partier er havnet i.
De Radikale peger på en række politikområder, hvor den socialdemokratiske regering har kørt sit støtteparti over.
Det gælderen aftale om at oprette fængselspladser i Kosovo. Det gælder ifølge De Radikale regeringens langsommelighed i forhold til klima, økonomiske reformer og udenlandsk arbejdskraft.
Radikale kilder peger ligeledes påstrammere regler for statsborgerskabsamtudflytning af uddannelsespladser, som ikke er De Radikales kop te.
Flere nævner, at forståelsespapiret fra 2019 har vist sig ikke at være nok til at sikre en politisk retning for S-regeringen, som De Radikale kan leve med.
Fra R-kilder lyder det også helt klart, at De Radikale ikke i længden kan holde til at sidde uden for regeringskontorerne.
I forhold til den ultimative melding om Rwanda mener De Radikale, at Socialdemokratiet er med til at optrappe konflikten, når eksempelvis politisk ordfører Rasmus Stoklund og udlændingeminister Kaare Dybvad ikke bakker på eller nedtoner ambitionerne, vel vidende at forslaget er uspiseligt for De Radikale.
Ifølge radikale kilder havde Sofie Carsten Nielsen meddelt Mette Frederiksen, at partiet ikke kunne acceptere asylbehandling i Rwanda.
Og når det kommer til den ultimative melding om mistillid og valg, lyder det, at Mette Frederiksens ageren på pressemødet efter minkkommissionens rapport var en medvirkende faktor i optrapningen og truslen om mistillid.
“Mette Frederiksen vælger altid konflikten,” siger en radikal kilde.
Man siger, at der skal to til tango, og det samme kan man sige om den dødedans, Mette Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen er i gang med.
Pendulet svinger
Der kan skrives meget om det historiske forhold mellem Socialdemokratiet og De Radikale. Jeg skal forsøge at gøre det kort.
Forholdet har før været konfliktfyldt – og den nuværende generation af politikere i de to partier har oplevet en del, der også trækker spor til i dag.
â‹Forud for valget i 2011 lagde især den daværende politiske ordfører for S, Henrik Sass Larsen, sig ud med den daværende radikale politiske leder, Margrethe Vestager.
Han allierede sig med SF og bekendtgjorde, at De Radikale ikke ville få den mindste indflydelse på en kommende regerings centrale politik:
“Den skattepolitik og udlændingepolitik, som S og SF er blevet enige om, vil blive en del af et kommende regeringsgrundlag. Det ligger fast,”lød det blandt andet fra Sass.
Det endte mere eller mindre med en ydmygelse i regeringsforhandlingerne i det sorte tårn efter valget i september 2011.
Vestager truede med ikke at ville i regering og i stedet lave økonomisk politik med de borgerlige.
Udkommet var en SRSF-regering medet regeringsgrundlagmed en helt central formulering:
“Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.”
De tre år, ni måneder og tre dage, hvor S og R sad i regering sammen, satte sig dybe spor hos visse socialdemokrater inklusive Mette Frederiksen og andre nuværende S-ministre.
Efter Mette Frederiksen blev formand, gav hun grundlovsdag i 2018 dødsstødet til De Radikales regeringsdrømme efter et kommende valg.
“Derfor – hvis vælgerne betror os ansvaret efter næste valg – ønsker vi at danne en socialdemokratisk étpartiregering,” skrev Frederiksen ien kronik i Jyllands-Posten.
Efter valget i 2019 tabte De Radikale og Morten Østergaard på mange måder forhandlingerne om forståelsespapiret.
Pendulet svinger, og nu er det De Radikale, der har udfordret Socialdemokratiet og Mette Frederiksen ved at fratage Frederiksen retten til at bestemme, hvornår det kommende folketingsvalg skal være udskrevet.
Dansen
Før sommerferien vistelangt de fleste målinger et rødt flertal. Her stod De Radikale til at være afgørende, hvis Frederiksen igen skulle være statsminister.
Det billede er nu ændret. Efter minkkommissionens rapport og en næse til statsminister Mette Frederiksen fra Folketinget. Efter Sofie Carsten Nielsens trussel. Og efter Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraternes, indtog i dansk politik.
Nu taler kilder hos både Socialdemokratiet og De Radikale om, at valget kan ende med en ren blå regering.
Det gør ikke frustrationen hos de socialdemokratiske kilder, Børsen har talt med, mindre. Eller som en S-kilde formulerer det:
“Man savner nærmest Margrethe Vestager.”
Hos De Radikale er utilfredsheden med Mette Frederiksen ligeså stor. Her lyder der til gengæld varme toner om den samlende finansminister Nicolai Wammen.
Hos Socialdemokratiet er opfattelsen, at De Radikales ageren sætter S fri i en kommende valgkamp.
Det fik man syn for sagn for på Socialdemokratiets sommergruppemøde tirsdag.
Her lød det på trods af det radikale krav om valg senest udskrevet den 4. oktober fra Frederiksen:
“Jeg kommer ikke til at kommentere på, hvornår folketingsvalget udskrives. Men det skal afholdes inden grundlovsdag næste år,” sagde Frederiksen, og senere lød det:
“Det er hverken første eller sidste gang, at Socialdemokratiet og De Radikale er uenige.”
Dansen fortsætter.
