Daniel Dencik gør sig hverken i dørhammer eller ringeklokke ved husets prægnante hoveddør. Det eneste fikspunkt er en aflang, sølvgrå kapsel, der sidder fæstnet på sned på dørkarmen. En mezuzah, en jødisk, rituel genstand, som han berører, hver gang han går igennem døren.

“Den symboliserer ordet “nok” for mig. Så ved at røre den minder jeg mig selv om, at jeg har nok. Jeg har det alt, hvad jeg skal bruge. Jeg skal ikke jage mere,” siger den 50-årige forfatter og filminstruktør, der er af jødisk slægt, født i Sverige og opvokset i Valby i Danmark.

Han har netop har udsendt sin fjerde roman, “Første person flertal” – altså grammatisk lingo for “vi” –, der i fiktionaliseret form beskriver, hvordan han har gennemlevet og overlevet et årti uden sine tvillinger, som han så sidste gang, da de var 6 år gamle.

Daniel Dencik har bl.a. instrueret spillefilmene “Guldkysten” med Jakob Oftebro og Danica Curcic fra 2014, og “Miss Osaka” med Victoria Carmen Sonne fra 2021 og skrevet romanerne “Nordisk vildt” og “Snask”, men størst ramasjang skabte hans roman fra 2014, “Anden person ental”.

Titlen er grammatisk lingo for “du”, og den handlede om den kafkaske proces, som en far gennemgår for at få lov at se sine børn igen – uden held. Det var hans egen historie, og bogen fik både positive anmeldelser og stor mediebevågenhed, men børnene har han stadig ikke set, selv om det svenske retssystem tilkendte ham retten til at se dem.

Breve fra læserne

Al den opmærksomhed på hans privatliv ville han egentlig godt undgå igen, og han havde planer om at skrive en bog om noget andet. Sommerfugle – eller cykling, som er en af hans store passioner.

“Men man skriver åbenbart kun de bøger, man kan,” siger han, der først sent i processen blev klar over, at han havde skrevet en opfølger til den første bog om det, han kalder katastrofen. Men hvor den første er skrevet på en desperat energi over fornedrelsen og uretfærdigheden og med hensigten at ændre verden, er den nye skrevet fra et mere roligt og afklaret sted. Ud fra et ønske om at fortælle, hvordan han fik noget frugtbart ud af noget forfærdeligt.

“Måske kan den hjælpe andre, der står i det samme eller har en anden sorg. Det kunne den første bog, og jeg får stadig breve fra folk, der har læst den første. Senest fra en mor, hvis søn var gået igennem det samme som mig,” siger han.

Når han siger, han har nok, selv om han mangler to børn, er det, fordi han gennem sine 40’ere er kommet til erkendelsen af, at verden ikke er sort og hvid, og at man både kan have nok og ikke-nok. Han har plads nok, tøj nok og mad nok, men han har ikke tid nok med sine store børn, og han har ikke minder nok fra deres barndom mellem 6 og 16 år. Den tid kommer aldrig kommer tilbage, og det er en katastrofe, der ikke kan viskes ud.

“Men den katastrofe indeholdt en gave, der tog mig lang tid at pakke ud, og jeg er stadig i gang med at pakke den ud,” siger han, fra sin lænestol i biblioteket i den stråtækte grosserervilla på 532 kvm fra 1946, som han og hans nuværende kone, Sofie Linsaa Dencik, købte for et par år siden i landsbyen Gurre syd for Helsingør.

“Hvis katastrofen ikke var indtruffet, havde jeg aldrig mødt Sofie, og så havde jeg ikke haft den her ro i mit indre, der trak mig herud,” siger han og nikker ud over den skovsø, der hører til grunden, og som han har udsigt til sit skrivebord i biblioteket, hvor vi sidder.

â‹Han savner sine tvillinger, så det gør ondt, men hans liv er fyldt med kærlighed. Som romantitlerne antyder, har han bevæget sig fra et isoleret “du” til et inkluderende “vi”, der bl.a. tæller hans to døtre på 2 og næsten 4 år.

Familien bor i den ene længe, og “vi’et” omfatter også hans svigerinde og hendes familie, der bor i den anden længe af villaen, der samlet har 12 værelser og 4 badeværelser og en stor have, en lille skov, et kinesisk tehus, en halv skovsø med velvoksne, gamle gedder i og en udendørs sauna.

“Det er Sofie, der har bygget saunaen sammen med sin søster. Vi købte et kit, der bestod af en masse brædder og ankom uden vejledning. Så måtte de selv finde ud af det. Jeg passede bare børn,” siger Daniel Dencik.

Besættelsen af en karriere

Han skriver ikke på nogen bøger for tiden, og det arvede mahogniskrivebord på løvefødder står tomt i stuen. Han arbejder heller ikke på nogen spillefilm, og han vil kun give dette ene interview i forbindelse med den nye bog. Han arbejder på at gøre ingenting bedre ligesom hovedpersonen i romanen, der overlader sit lille stykke skov til naturens gang.

“Jeg tror, at verden ville have godt af, at vi var mindre aktive helt enkelt,” siger han, der er den, der bringer og henter børnene i institutionen de fleste dage, mens hans kone går på arbejde som tandlæge i Hørsholm. Det er en slags ingenting, der er vigtigere end noget andet.

Det scenarie var utænkeligt for 20 år siden, da Daniel Dencik stadig havde kursen sat mod stjernerne og drømte om priser og anerkendelse.

“Besættelsen af en karriere smadrede meget. Jeg skulle hele tiden være væk hjemmefra. Det var en meget destruktiv kraft, der gjorde, at vi satte børnene i anden række. Og børn og familie kan ikke være i anden række, for så kan den slags ske, som skete for os,” siger han.

â‹Det har både været en befrielse og en sorg at give slip på ideen om en karriere. Han fik aldrig De Gyldne Palmer, men han har fået 99 pct. af de andre ting, han drømte om, og han fik en ny chance for at skabe en familie. Først begravede han sig i bitterhed, selvmedlidenhed og mørke og konkluderede, at han aldrig skulle have flere børn, men til sidst tog han imod sin kærestes udstrakte hånd.

“Livet er gavmildt på en eller anden måde. Det rummer en mærkelig … åbenhed. Når det føles allermest sort, står der en udgang på klem. Tit ser man den ikke, men den er der, og en dag får man øje på den og kan smutte ud,” siger han.

Det er kabbalah, der har åbnet hans øjne for den måde at se livet på. Kabbalah er en retning af jødisk mysticisme, som han altid har fået at vide, at man ikke må studere, før man bliver over 40 år og er gift. Begge dele gælder for ham nu, men det var i udgangspunktet, fordi han researchede til sin roman “Nordisk vildt”, at han opsøgte en dansk ekspert i kabbalah, som nu er blevet hans mentor.

Han dyrker nu den livsanskuelse ved bl.a. at udføre en slags meditativ praksis hver morgen, der holder ham i balance. Derudover lytter han til lydoptagelser af tænkere, der fortolker de jødiske tekster i Zoharens 23 bind, der også står på både engelsk og hebræisk i hans indbyggede reol. Og han rører mezuzaen ved hoveddøren.

Den spirituelle praksis er forbundet med bl.a. en slags magisk tankegang om, at man kan ændre verden gennem både tanker, ord og handlinger. Den udmønter sig hos Daniel Dencik bl.a. ved, at han et par gange om året sender breve til sine tvillinger i Sverige. Han fylder dem med kærlighed ud fra en overbevisning om, at de nok skal gøre indtryk.

â‹“De er bare en dråbe i én stor tomhed, men jeg fylder den tomhed med varme og kærlighed. Jeg kender dem ikke længere, så jeg ville ikke engang vide, hvad jeg skulle give dem i fødselsdagsgave. Men så skriver jeg det. “Kan jeg give jer noget?”” siger han.

Køber en enkeltbillet

Han har også netop inviteret dem begge med til Samoa, for de skal ikke føle, at han stikker af, når han og hans nye familie rejser dertil efter nytår. De vil købe en enkeltbillet og har planer om at slå sig ned et par år med pigerne, mens Sofie Dencik skal arbejde frivilligt med tandpleje, og han skal passe børnene.

“Det er min mulighed for at gøre meget få ting, men gøre de rigtige ting. Det er det modsatte af at multitaske. Hele tiden prøve at være til stede og åben for livets egen åbenhed.”

Daniel Dencik har et tæt forhold til Samoa, som han besøgte første gang som 25-årig og siden har hjulpet en landsby økonomisk og på andre måder efter tsunamien i 2009. Og de hjælper ham.

Med hvad?

“Pffff … med hvad …. det ved jeg ikke. Ved at snakke. Komme med en fisk. Tage med ud at svømme,” siger han og vinder tid ved at slubre en tår kaffe.

“De hjælper mig ved at vise mig hjerterum,” siger han så.

De var der senest, da Nova, deres ældste, var baby, og siden har de begge drømt om at vende tilbage for en længere periode, ligesom han og hans bror, skuespilleren David Dencik, boede i både Paris og Israel, da de var børn.

“De ophold har virkelig formet mig, og jeg håber, at hele den polynesiske tankegange bliver forankret i pigerne på en måde, som kun sker, når man er helt ung. Jeg tror, de vil få et særligt forhold til havet, dans og musik. Man går meget op i glæde på Samoa,” forklarer han.

De er ikke gode til at børste tænder, men de er gode til at gøre ingenting. Det kan de måske hjælpe Daniel Dencik med.

“Jeg sad engang og skrev, mens en af mændene kiggede ud ad vinduet. Der gik timer med det, og til sidst gik jeg over til ham. “It’s better than television” sagde han så til mig. Han var helt opfyldt af dønningerne, rytmen i havet og fuglene. Det synes jeg godt, vi kunne lære noget af,” siger Dencik og fortsætter:

â‹“Vi er opfostret i en helt anden skole. Vi har lært, at arbejdet er det, der skal løse alle problemer. At flid er en god ting, men det tror jeg ikke længere overhovedet.”

Den destruktive flid

Han tror, det er godt at være drevet af et kald og at have disciplin til at forfølge det kald. Men flid kan være destruktivt, fordi det retter sig mod egne og andres forventninger, men flid har ikke i sig selv nogen retning.

Daniel Denciks fandt gennem det seneste årti en ny retning i at indse, at han selv havde ansvaret for at fikse sin tilværelse.

““Kun det smadrede kan repareres“ lyder det i den gamle jødiske tænkning, og jeg forsøger også at koncentrere mig om reparationen i stedet for, hvor ondt det gør i sjælen,” siger han om det princip, han også finder sandt på makroplan.

“Vores generation har overtaget en verden, der er smadret, men i og med at vi er klar over det nu, har vi et ansvar for at rette op på det, inden det er for sent,” siger han.

“Og hvis vi forstod, at vi har nok – vi har rigeligt,” siger han og udtaler r’et, så det kradser i halsen, “kunne vi give noget fra os, og vi kunne leve enklere”.

Han forsøger selv at leve enklere, så han køber kød og æg lokalt, og rejser med tog i stedet for fly, hvor det er muligt. Og så forurener han mindre alene ved at have sat filmkarrieren på standby.

“Det stod klart for mig, sidste gang jeg var på Samoa, at jeg lige nu ikke ville lave flere film. For hvor besværligt skal det være at forsørge en familie?,” forklarer han.

Måske er han også bedre til at skrive bøger, og det er en meget mere enkel proces. Hvis ingen vil udgive dem, kan de bo i hans skrivebordsskuffe. I et videre perspektiv gik hans overvejelser også på, hvordan han vil leve den sidste halvdel af sit liv.

“Jeg kun har et vist antal år tilbage. Hvordan skal de se ud? Skal de være nogle, hvor jeg jager noget konstant? Det kunne være fedt at slippe for trangen til at skilte med, hvor god man er. Det er svært, og jeg vil ikke lyde alt for frelst, men jeg prøver.”

Den samme nedrustende tilgang lægger han til forholdet til sine tvillinger. Han har opgivet selve kampen om, at hans ekskone skal give ham lov til at se dem, men han har ikke opgivet børnene. Han fylder sin bevidsthed med kærlighed og varme til dem, og han sender dem brevene, men han handler ikke mere end det. Han vil give dem friheden til selv at handle en dag.

“Det kan godt være, at tvillingerne den dag i dag ikke føler, at de har gavn af mine bøger og breve, men jeg tror, at de på sigt vil have glæde af dem. At de vil kunne læse dem med ømhed om 20 år,” siger han.

Det er en sorg, at han skal se sine piger vokse op uden deres store søskende. Det er så dumt, og han har forsøgt at finde en mening med bruddet, men er landet der, hvor det godt må være meningsløst. Og han er ikke bitter eller vred – han holder armene åbne og håbet levende.

“Katastrofen kan repareres i en eller anden udstrækning. Det tror jeg stadig på. Der kommer en dag, hvor vi bliver forenet igen.”