Capdesk er én af de virksomheder, som befinder sig i frontlinjen, når det kommer til at udbrede incitamentsprogrammer og medarbejderaktier.
Direktør Christian Gabriel tror håndfast på, at i en fintech-verden, hvor det er svært at tiltrække talent, vil medarbejderaktier kun blive mere udbredte.
“Det er allerede udbredt at bruge den her type programmer, og det bliver kun mere udbredt i fremtiden,” siger Christian Gabriel fra sit kontor i London.
Capdesk har udviklet en form for regnskabsprogram, der hjælper virksomheder med at udstede og administrere medarbejderaktier.
Christian Gabriel oplyser, at selskabet i dag har 1000 virksomheder på sin platform, og at det omsætter for et tocifret millionbeløb.
“Det bedste talent, du kan finde, har enten været i et tech-startup før, eller også er det folk, som er sindssygt dygtige, og som kunne blive betalt meget højere, hvis de gik til Novo Nordisk eller Amazon,” siger han.
Hvis du vil tiltrække de bedste, kræver det derfor, at danske fintech-virksomheder vil give en luns af firmaet som bonus, mener Christian Gabriel.
Konkurrence med England og USA
Samtidig vil du som dansk tech-virksomhed ofte være i konkurrence med amerikanske og engelske tech-virksomheder, hvor kulturen for medarbejderaktier er en anden.
“Hvis du har arbejdet i en amerikansk eller engelsk virksomhed, er det meget normalt at have den type programmer. Som dansk virksomhed kan du derfor ikke tiltrække den type medarbejdere uden at give dem muligheden for medarbejderaktier,” siger Christian Gabriel.
Men der er også grund til at være på vagt, når virksomheder åbner aktiekassen for sine medarbejdere:
“Som virksomhed skal du gøre opmærksom på, at medarbejderen tager en risiko. Hvis en virksomhed siger til dig, at du får en lavere løn, men flere medarbejderaktier, så siger de samtidig, at du skal tage en større risiko,” siger Christian Gabriel.