Danskernes pengepung har været hårdt prøvet i 2022. Energipriserne er tordnet i vejret, og turen i supermarkedet er blevet en dyr fornøjelse.
Den højeste inflation i 38 år har udhulet købekraften og sendt forbrugernes humør til bunds.
En ny prognose fra Finansministeriet kan dog få mange danskere til at ånde lettet op.
Ministeriet forudser nemlig, at inflationen falder til ro i 2023, og at danskerne igen vil få en reallønsfremgang.
En reallønsfremgang er defineret ved, at lønningerne stiger mere end inflationen.
“Vi har samme forventning som Finansministeriet, men det er selvfølgelig rigtig svært at spå om, hvad der sker med inflationen i øjeblikket,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.
Finansministeriet forventer, at inflationen vil falde fra et højt niveau på godt 5 pct. i 2022 til knap 2 pct. i 2023.
Samtidig ventes lønstigningstakten at tiltage fra 3 pct. i 2021 til godt 3,5 pct. i 2023 – og det giver altså en reallønsfremgang til danskerne.
“Det er ikke det samme, som at det bliver billigere at være dansker,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Priserne er allerede steget meget. De vil forblive på et højt niveau, men altså stige i et langsommere tempo, end vi har set i år.
Inflation damper af
“Hvis vi ser mod slutningen af året, forventer vi også, at inflationen stille og roligt damper af,” siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, som dermed er på linje med både Finansministeriet og Danske Banks vurdering.
“Grunden til, at vi snakker om, at inflationen tikker ned igen, handler ikke om, at der kommer prisfald. Det betyder blot, at priserne stiger med en mindre stigningstakt,” fortsætter Brian Friis Helmer.
Det er særligt en komponent i husholdningsbudgettet, som danskerne skal sætte sin lid til: Energipriserne. Både Arbejdernes Landsbank og Danske Bank venter, at de stigende energipriser vil begynde at aftage. Det er en vigtig komponent ift., om der kommer en reallønsfremgang.
Cheføkonom i Nordea Helge Pedersen blåstempler også Finansministeriet prognose:
“Det er realistisk, at vi får en fremgang i reallønnen til næste år,” siger han.
Stor usikkerhed
Nordea udgav onsdag en ny prognose for dansk økonomi. Her venter banken også, at lønningerne vil stige med op mod 3,5 pct. og 4 pct. til næste år, ligesom forventningen lyder, at inflationen vil køle af og lande lige over 2 pct.
Usikkerheden omkring inflationen er dog stor:
“Der er krigen i Ukraine og nedlukninger i Kina. Samtidig har vi set kraftige stigninger i producentpriserne over de senere måneder. Spørgsmålet er, hvor meget der bliver væltet over på forbrugerne,” siger Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea.
Han fremhæver dog også, at de store energiprisstigninger netop vil køle af og dæmpe inflationen.
De stigende priser har allerede fået regeringen til at give en økonomisk håndsrækning til danskerne. Regeringen har bl.a. givet en såkaldt varmecheck til de familier, som er hårdt ramt på energibudgettet.
Generelt er de danske husholdninger dog særdeles velpolstrede, skriver Finansministeriet i sin prognose. Det skyldes ikke mindst, at opsparingerne er vokset markant under coronakrisen.