Det er ikke for planetens skyld eller for at kompensere for at have tjent milliarder på Nordsøens olie, at den norske oliefond i dag har gjort sig til en af de aktører, der svinger taktstokken for bæredygtige investeringer.
“Vores mission er at sikre fremtidige generationer og skabe velstand for dem. Så vi er en langsigtet fond og er meget tydelige omkring, at vores langsigtede afkast afhænger af gode, velfungerende markeder. Men også af hvordan de virksomheder, vi investerer i og arbejder med, håndterer centrale udfordringer og muligheder, hvad angår bæredygtighed. Det er i høj grad vores langsigtede perspektiv, der får os til at tænke, at bæredygtighed og værdiskabelse går hånd i hånd,” fortæller Carine Smith Ihenacho.
Hun er direktør for ejerskab og compliance i Norges Bank Investment Management. Det er den statslige norske pengetank, der i daglig tale er kendt som oliefonden, og som i dag er verdens største enkeltstående investor. Fonden ejer dele af over 9000 virksomheder i 70 lande til en værdi af ca. 9000 mia. danske kr. Heraf er over 78 mia. danske kr. investeret i danske virksomheder.
“På mange måder ser vi bæredygtighed som noget, der mindsker vores risiko på grund af de mange trusler, som virksomhederne står over for og skal tage sig af,” tilføjer hun.
Tobak og kul udelukket
Udover at sikre det langsigtede afkast, indgår bæredygtighed også i en række krav fra det norske parlament til, hvilke virksomheder fonden kan investere i. Det betyder, at fonden i dag er udelukket fra at investere i en række etisk problematiske områder. Det gælder blandt andet kul, tobak, cannabis og visse våben. Også visse typer opførsel såsom grov miljøskade, grov korruption eller grove brud på menneskerettighederne kan ekskludere virksomheder fra fondens portefølje.
“Det er udelukkende etiske valg, som ikke baserer sig på, hvorvidt vi ville tjene eller tabe penge på virksomhederne. Faktisk er der eksklusioner, vi absolut taber penge på hvert år. Vi kan se, at eksempelvis fjernelsen af tobaksvirksomheder fra porteføljen har kostet os penge. Andre eksklusioner har vi tjent på, men det har ikke været baggrunden for at ekskludere dem,” siger Carine Smith Ihenacho.
Blandt andet på grund af retningslinjerne fra den norske stat ser hun ikke en særlig etisk forpligtelse for fonden, hverken på grund af dens størrelse, eller selvom den er bygget på afkast fra olieindustrien.
Grønne, universelle ejere
“Vi ser det sådan, at vi kigger på bæredygtighed med henblik på langsigtet værdiskabelse, og så lader vi de etiske eksklusioner være op til parlamentet og politikerne,” siger hun.
Værdiskabelsen på lang sigt hænger til gengæld tæt sammen med virksomhedernes syn på bæredygtighed, lyder fondens vurdering, mens det i det kortere perspektiv er usikkert, om fonden har gavn af sit fokus på bæredygtighed, påpeger Carine Smith Ihenacho.
“Vi har stor tiltro til, at virksomheder, der ikke adresserer centrale bæredygtighedsproblemer og tager sig af dem, ikke vil være profitable på længere sigt for os som ejere,” siger hun og tilføjer:
“Men vi ser også på det som global ejer. Hvis en virksomhed forurener meget, og det er profitabelt for dem på kort sigt, vil det ramme en anden virksomhed, som vi også ejer en del af. Så som en slags universel ejer synes vi, det er langt bedre, at virksomhederne tager sig af deres egne eksternaliteter, deres egen forurening og deres egne bæredygtighedsudfordringer.”
Ser du store ejere som mere bæredygtige?
“I hvert fald viser det sig, at bæredygtighed giver endnu mere mening for universelle ejere, fordi man er investeret i verdensøkonomien i sin helhed. Vi har ikke valgt én sektor eller virksomhed, men hele økonomien at investere i.”
