Som medvært på podcasten “Her Går Det Godt” har Esben Bjerre rigeligt at lave, men sidegesjæften som investor fylder stadigt mere for journalisten, der voksede op med budgetkuverter i barndomshjemmet

Det var egentlig stik imod Esben Bjerres egne overbevisninger.

Som barn sad han en gang om ugen med det bløde bomuldspapir mellem hænderne og talte sine penge nøjsomt. Det var ikke, fordi der var mange af dem, når han åbnede kassen, og han kunne ofte, til sin mindre fortvivlelse, konstatere, at beløbet ikke havde rykket sig én øre i forhold til ugen før.

Inde i stuen i parcelhuset i Silkeborg kunne han hver måned se sin mor dele sit rådighedsbeløb ud i fire kuverter, én for hver uge. Det var da åndssvagt og omstændigt, tænkte han dengang. Hvorfor ikke bare regne ud, hvor meget de kunne bruge? Men den pædagogiske, fysiske tilgang til penge og forbrug gav ham alligevel en forståelse for penge og økonomisk ansvarlighed:

Var der ikke flere penge i den ene kuvert, måtte man tage hul på den næste.

Og nu sad han her, 25 år efter, i starten af 2021, og blev anbefalet af en tilfældig fyr på Twitter, der havde gennemtrawlet alskens tråde på det sociale medie Reddit, at investere penge i en amerikansk spilvirksomhed, den i dag famøse Gamestop-aktie. Han kunne ikke love noget, som han skrev, men det tydede på, at der ville være penge at hente.

Bjerre, der allerede havde investeret lidt i aktier, var overbevist; hvad var det værste, der kunne ske? Han besluttede sig for at investere 5000 kr. eller måske var det 10.000 kr., han husker det ikke helt, til en kurs på 20 dollar pr. aktie. Og rigtigt nok. En uge med himmelflugt gik der, og så havde værdien forvandlet sig til først 200 dollar og lige efter til 300 dollar til stor mediepalaver kloden rundt.

Kuverten blev flået op

Glæden ved den gode investering varede kort. Nogle dage efter, da han skulle hente sin ældste datter, Elly, i skole, kunne han læse, at der havde været meget handel med aktien på det såkaldte premarket, hvor den var begyndt at falde. Klokken slog 16, og mens Elly trådte ud af skolegården, åbnede den amerikanske børs Nasdaq, hvor Esben Bjerre kunne se kursen styrtdykke.

Konvolutten med pengene var blevet flået op i vinden.

“Jeg kunne mærke mit nok lidt undertrykte ludomangen blomstre i fuldt flor. Det var decideret skræmmende. Jeg stod der og prøvede at være far, og vi skulle over på en legeplads, men telefonen i hånden var det eneste, jeg kunne koncentrere mig om, og min puls var højere, end når jeg løber. Det har ikke set kønt ud udefra,” siger Esben Bjerre.

Han endte alligevel med at tjene “ret mange penge” på aktierne, fortæller han, fordi han fik solgt nogle af dem fra i tide. Men i panik over at have tabt noget af den mulige gevinst havde han som en anden daytrader investeret flere penge, der skulle vise sig at være mere lort end lagkage.

“Jeg røg ind i de der lirumlarum Reddit-tråde og endte med at købe nogle flere. Der gik fuldstændig massepsykose i det: “Nu handler vi alle den”, “nej, nu handler vi denne her”. Og inden, jeg havde set mig om, havde jeg tabt mange tusinde kroner uden at sige noget til min hustru Sisse.”

Esben Bjerre afbryder sig selv: “Og det er ikke synd for mig.”

Nu har han sat aktierne på standby for de næste fem år. Skammen og flovheden er dog ikke til at se på ham den dag i dag, selvom selvrefleksionen er klar:

“Det var en lektie, der lærte mig, at jeg hverken har psyken eller viden nok til at gennemskue mekanismerne på aktiemarkedet, så jeg gider ikke at satse min butik på det. For mig skal det være meget mere analogt, håndgribeligt og tæt på,” siger Esben Bjerre, mens han læner sig tilbage i stolen ved stuens mørke marmorbord i hans og hustruens byhus på Nørrebro, som de deler med politikeren Pernille Skipper og hendes mand, Oliver Routhe Skov.

Her går det godt

Oprindeligt havde de købt stedet sammen med planen om, at de i hvert fald skulle bo der for de næste ti år, og selvom Esben Bjerre og hans hustru Sisse Sejr-Nørgaard godt vidste, at der nok ville komme et nyt barn til på et tidspunkt og skabe behov for et værelse mere, var det ikke noget, der holdt dem tilbage. Det hele skulle nok falde i hak på den ene eller anden måde, overbeviste de sig selv om.

Sidste år skete det så: En ny datter kom til verden. De undersøgte samtlige muligheder for at udvide lejligheden, men løsningerne ville ikke gå op. I stedet begyndte de i smug at holde øje med boligsiderne efter et alternativ, indtil de en dag stødte på et hus i Humlebyen på Vesterbro i København, et drømmested for parret, der tidligere har boet sammen på Vesterbro.

“Vi gik i cirkler om os selv hele dagen, da vi skulle fortælle Pernille og Oliver, at vi var nødt til at flytte. Det var, som om vi skulle ned og slå op med nogle, vi virkelig elsker,” genkalder Esben Bjerre.

Der er intet fedtspil: Et hus i København er de færreste forundt, det er Bjerre udmærket klar over. Det samme gør sig gældende for den bilnøgle, han har til sin Porsche Taycan. På den måde kan man godt sige, at Esben Bjerre selv er en personificering af navnet på sin egen, ekstremt populære, podcast “Her Går Det Godt”, som han har haft med sin makker Peter Falktoft siden slutningen af 2016. Håret er langt, bukserne er hvide, restauranterne og ferierne er gode, henvendelser fra virksomheder om ambassadørskaber og samarbejder er ikke få. Hvis livet kører på skinner nogen steder, så er det her et varmt bud.

“Jeg har virkelig skudt over mål, og jeg værdsætter og reflekterer over det dagligt. Der er mange T-kryds i mit liv, hvor det kunne være gået en anden vej. Ikke fordi det var gået dårligt, men det var måske gået mindre godt end nu. Så jeg skylder en stor tak til Peter for hans insisteren på at få mig med på “Monte Carlo” i tidernes morgen. Men jeg føler også, at der følger et ansvar med succesen, og der hjælper det at være kommet fra noget helt andet. Det har aldrig været givet, at det var her, det skulle ende. Jeg valgte heller aldrig journalistikken, fordi det var en sikker vej til millionerne,” siger han.

Hvad er din definition på økonomisk frihed? Er du nået dertil endnu?

“Jeg kan huske, at jeg virkelig tænkte over det, da jeg fik min første løn fra P3, der lød på omkring 34-35.000 kr. Jeg gik fra at få SU til en voksenløn. Der lå en lille Irma i stueetagen i ejendommen, hvor jeg boede, og den der følelse af, at jeg kunne handle, hvad jeg havde lyst til, var ret vild. Jeg havde lyst til oliven, og de er lidt dyre relativt set, men nu kunne jeg købe dem uden at bekymre mig om, at jeg ruinerede mig selv. Så på den måde hænger økonomisk frihed meget sammen med, at der er styr på dagligdagsøkonomien. Det giver mig en følelse af, at jeg har nogenlunde klaret den.”

Mødet med Gardin-Arne

Det meste af hans ungdoms- og voksenliv har den jyske snusfornuft ikke fornægtet sig hos Esben Bjerre, når det kom til økonomi. Jovist, som teenager brugte han de penge, han tjente på restauranten Bone’s i Silkeborg. 5000 kr. ind, 5000 kr. ud. Men allerede under sin første uge som ansat på Danmarks Radio blev han gjort opmærksom på fordelen ved at starte indbetaling til pensionen tidligt, og siden han gik selvstændigt, har han set det som en pligt at få styr på selvangivelser, lån, rater, og hvad man ellers kan komme i tanke om fra den økonomiske ordbog.

“Nu har jeg udbetalt løn til mig selv de sidste seks år, og det kræver noget disciplin ikke at lave den stereotype musikerfinte og bare udbetale hele lortet. Men det er måske tilbage til min mors konvolutter. Jeg har været god til, uanset om det har været højvande eller lavvande, at udbetale det samme hver måned. I starten betød det, at der stod 0 kr. på kontoen, efter jeg havde udbetalt løn til mig selv. I dag kan jeg jo godt udbetale mere, end jeg gør, men jeg synes, at det er passende, og jeg har ikke behov for mere. Det er en enormt privilegeret situation at være i, og nu hvor Peter og jeg har lavet en kontrakt med Podimo, så er det lidt mere som at have et fast arbejde. Jeg ved i hvert fald, hvad jeg får ind på kontoen hver måned, og det er nogle af de penge, jeg bruger til at investere med.”

Og netop investeringer og arbejdet som bestyrelsesmedlem i mindre startups er de seneste år begyndt at fylde mere og mere hos silkeborgenseren, selvom Esben Bjerre understreger, at han er mediemand før investor, og at podcasten og samarbejdet med Peter Falktoft og deres manager Anna er hans primære og vigtigste arbejde. De lilla gardiner, der pryder stuens vinduer på Nørrebro, afslører en af de virksomheder, Esben Bjerres senest har investeret i: Arne Aksel.

Fra burgere til gardiner

Det var i første omgang et indretningsprojekt for burgerrestauranten Sliders på Vesterbro, der førte Bjerre forbi gardinbutikken. Restauranten skulle bruge nogle gardiner, og en af håndværkerne anbefalede ham at tage fat i “Gardin-Arne”:

“Han er lidt speciel, men han er god, fortalte han mig. Jeg ringede ham op, og efter to sekunder i telefonen var jeg sikker på, at det var den rigtige, jeg talte med,” siger Esben Bjerre.

Ikke længe efter købte Esben Bjerre og Sisse Sejr-Nørregaard lejligheden på Nørrebro. Nye gardiner skulle der til. Hvem ringer man til? Arne.

“På forhånd havde Sisse og jeg allerede talt om, at vi gerne ville have nogle flotte, hvide gardiner, som kunne hænge og flagre i vinden, meget filmagtigt, og inden vi nåede at sige noget, får Arne sagt: “I er vel ikke sådan nogen jyderøve, der er flyttet herover og skal have hvide gardiner, vel?” “Nej, det er vi fandeme ikke, det kan jeg godt garantere dig for.” Men det er det, Arne er rigtig god til: Han gider ikke den danske forsigtighed og spørger i stedet ind til følelserne. Han siger altid, at hvis man snakker længe nok, så ender det med at blive beige, og det er bare kedeligt.”

Noget tid efter ringede Arne Aksels anden medejer, Jacob Schnack Jørgensen. De havde planer om at relancere brandet og udvide ejerkredsen, og i den forbindelse ville han høre, om det var noget, Bjerre kunne være interesseret i.

“De følte, at jeg forstod brandet, og hvor det gerne ville hen.”

Op med tomlen

På daværende tidspunkt var Esben Bjerre allerede investeret i webshoppen Ellis Rosch (der dengang hed Keyclub.co), ligesom han havde været med til at starte rengøringsplatformen Hilfr op. Men efter nogle bekendte havde vendt tomlen op til værdiansættelsen og forretningsplanen, kunne han også kalde sig medejer af en forretning, der laver gardiner.

“Jeg fik skrevet i aftalen, at jeg ikke var forpligtet til at arbejde i virksomheden. Men fordi det er en lille virksomhed, så er alle hænder lige gode. Jeg har lavet alt fra at være ude at måle op, skaffe kunder, indkøbt gin og tonic til personalefest. Men mest af alt bidrager jeg nok med at definere og udvikle brandet. Det er også noget, jeg føler, at jeg har forstand på, i og med at det er det, Peter og jeg har gjort med os selv de sidste ti år. Men det har været virkelig lærerigt og sjovt at prøve det i nye rammer,” siger Esben Bjerre.

Er det vigtigt for dig at kunne bidrage med noget andet end penge, når du investerer?

“Hvis det kun handlede om penge, så havde der siddet en revisor og grinet ad mig. Når jeg involverer mig, vil jeg helt klart helst kunne hjælpe til – det er sjovere. På den måde har jeg også en indflydelse på, hvordan det går med virksomheden. Da jeg valgte journalistikken, var det, fordi jeg gerne ville have et indblik i nogle verdener, man ellers ikke kan få adgang til. Det samme gør sig jo egentlig gældende med investeringer og bestyrelsesarbejde. Begge ting kommer af nysgerrigheden og mulighed for at lære noget nyt, og det er både sjovt og en privilegeret mulighed at få lov til at blive klogere på andet end ens egen lille boble,” siger han.

Efter en cykeltur gennem byen står vi nu foran Arne Aksels nye showroom, som Esben Bjerre har været med til at indrette, på Vognmagergade i København K, hvor billederne til artiklen skal tages. Gardiner i et utal af farver troner fra det fem meter høje loft til gulv, en væg med lys, der kan skifte, er indstillet til en art lyserød, og selv toiletterne er malet i henholdsvis lyserød og en mørkegrøn.

â‹Lange øjne fra de forbipasserende perforerer det store vinduesparti ud med gaden. Et par stopper op og kigger rundt, indtil de får øje på ham: “Er det ikke Esben Bjerre?”. Han ænser det ikke selv, men konstaterer bare: “En fysisk butik. Det er da til at tage og føle på.”