Der er mulighed for dobbeltbesparelse for førstegangskøbere, skulle Jakob Ellemann-Jensens (V) tanker om en boligopsparing blive en realitet.
Mandag præsenterede partiformanden Venstres boligudspil, og her kom det frem, at Venstre vil hjælpe flere danskere ind på boligmarkedet med en boligopsparingskonto, hvor førstegangskøbere i fem år kan indsætte 50.000 kr. om året og få et årligt skattefradrag på 10.000 kr.
Og dét forslag kan åbne op for en ekstra gevinst, både for de forældre, der ønsker at give deres børn et hjælpsomt skub ind på boligmarkedet, og ikke mindst deres børn, som ønsker at købe bolig.
En hjælpende hånd
Skulle forslaget blive en realitet på den anden side af et valg, kan forældre og deres voksne børn nemlig udnytte muligheden for at give et skattefrit arveforskud ved at indsætte den skattefri pengegave på boligopsparingen – og dermed både score et skattefradrag, samtidig med at man sparer penge på arveafgiften. Det forklarer Nykredits formueekspert Jeanette Kølbek.
“Det er en økonomisk håndsrækning til dine børn, og fidusen er, at du ikke behøver at betale hele gildet selv, for du får jo faktisk en femtedel sponseret af det offentlige,” siger hun.
â‹Ifølge de nuværende regler kan forældre eller bedsteforældre give deres børn et skattefrit arveforskud på op til 69.500 kr. om året. Og dét er en smart måde at spare penge på arveafgift på længere sigt, forklarer Jeanette Kølbek.
“Der er to former for besparelse her. For det første kan du give et ret stort beløb skattefrit til dine børn og dermed spare noget arveafgift på længere sigt. Og vigtigst af alt hjælpe barnet nu og her til boligkøb, nu hvor boligmarkedet stadigvæk er ret højt,” siger hun og fortsætter:
“For det andet kan du skyde pengene ind på boligopsparingen, hvor man kan få et ekstra fradrag. Så der er to muligheder for at optimere sin økonomi og samtidig give pengene videre til næste generation.”
Bliver boligkontoen en realitet, vil særligt de forældre, der ikke har økonomisk råderum til at gøre et forældrekøb, men stadig ønsker at give deres børn en hjælpende hånd ind på boligmarkedet, få gavn af dobbeltbesparelsen, siger Jeanette Kølbek.
V: Et tænkt eksempel
Venstres boligordfører Heidi Bank tror dog ikke, at mange forældre vil tage muligheden for en dobbelt besparelse i brug for at hjælpe deres børn med at komme ind på det danske boligmarked.
“Jeg synes, det er et meget tænkt eksempel. Jeg tror, de færreste vil bruge det på den måde,” siger hun.