ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ejer i Basisbank: "Man kan ikke agere i frygt for, at man om ti år måske ikke kan låne penge"

Lars Thuesen er storaktionær i Basisbank. Arkivfoto: Sofia Busk
Lars Thuesen er storaktionær i Basisbank. Arkivfoto: Sofia Busk

Onlinebanken Basisbank, der har mere end 21 år på bagen, valgte mandag at aflevere sin licens til at drive bank til Finanstilsynet og overgå til forbrugslånsselskab. Det gør man ifølge hovedaktionær og bestyrelsesmedlem Lars Thuesen, dels fordi det er blevet for krævende at drive en mindre bank og dels for at beskytte sin egenkapital på lige under en halv mia. kr.

“Det har været opad bakke med det at drive bank, men det vigtigste for os har været at drive udlånsforretning og ikke indlånsforretning. Det stopper vi ikke med,” bedyrer Lars Thuesen, der sidder med en majoritetsandel på 95,8 pct. af aktierne i Basisbank.

Ved at sende banklicensen tilbage med posten til Finanstilsynet siger man også farvel til 15.000 privatkunder, der har indlån i banken for 3 mia. kr. Det er en dyr måde for banken at finansiere udlånet til 95.000 privatpersoner for omkring 2 mia. kr.

Kreditmarked lettere end kunder

Sandheden er i dag, at lån på kreditmarkederne er langt billigere end for ti år siden

“Derfor er det nemmere at finansiere denne udlånsportefølje i det etablerede system end at have 15.000 indlånskunder,” fortæller Lars Thuesen.

Det er ikke sikkert, at verden ser sådan ud om fem år?

“Nej, det har du helt ret i. Men hvis det ikke er løsningen, så finder vi på noget andet. Man kan ikke agere i frygt for, at man om ti år måske ikke kan låne penge,” understreger Lars Thuesen, der flere gange i løbet af de seneste år har undret sig over striben af pålæg fra finansmyndighederne, som banken skal leve op til, og de omkostninger, det medfører.

Lars Thuesen købte sig ind i Basisbank i 2012, da banken på daværende tidspunkt var på hælene.

“Det vi havde regnet med i 2012 og årene derefter, var ikke at det skulle ende på denne her måde. Men man er nødt til at tage bestik af verden, som den er. Den største dumhed, man kan gøre nu, er ikke at gøre noget,” siger han og fortætter:

“Denne regulering er kommet for at blive, og verden har ændret sig. Så må vi andre bare rykke med.”

Bedre end landbobanken

Efter nogle svære år i kølvandet på entréen i Basisbank i 2012 begyndte banken rent faktisk at tjene rigtige penge for en håndfuld år siden. Man nåede endda et år at slå vidunderlandbobanken fra Ringkjøbing i forrentning af egenkapitalen.

“Det kan godt være, det ikke bliver den fantastiske forretning, man troede engang, men ingen skal græde over os. Vi skal nok få vores penge hjem,” siger hovedaktionæren.

Lars Thuesen & co. har siden 2012 skudt mere end 500 mio. kr. ind i Basisbank uden at udbetale udbytter til sig selv, men bankens egenkapital er stadig på lige under 500 mio. kr., understreger Lars Thuesen, der er tryg ved, at han nok skal hente sine penge hjem og mere til.

“Vi gør dette for at forsvare den investering, vi har lavet over de sidste ti år. Vi er stadig trygge ved, at vi som forbrugsfinansieringsselskab, men uden indlån/banklicens, over tid kan få vores investering hjem, og det også med et afkast,” siger Lars Thuesen og begrunder samtidig de 45 fyringer ud af i alt 109 ansatte mandag med, at ejerne vil forsvare deres egenkapital og være i stand til at tjene penge fremover.

Konsolideringen ruller

Blandt konkurrenterne til Basisbank findes blandt andre Express Bank og Ikano Bank, der er ejet af henholdsvis franske Bank Paribas og Ikea.

“De døjer med de samme problemer som os,” siger Lars Thuesen.

Basisbank skrev mandag i forbindelse med afhændelsen af banklicensen, at man vil gå efter at tage en samlet afsked til et andet pengeinstitut for de 15.000 privatkunder, der har indlån for 3 mia. kr.

“Vi har påbegyndt en dialog med et par mulige aftagere af vores indlånskunder, og jeg er fortrøstningsfuld om, at vi finder en god løsning for alle,” siger Lars Thuesen.

Får I noget for dem?

“Vi er jo ikke så naive, at vi ikke ved, at der er rigeligt med indlån i banksystemet p.t., så dette er ikke i første omgang et spørgsmål om at sælge nogle kunder, det er en manøvre, der skal gøre det muligt for os at få afleveret vores banklicens og derved spare omkostninger, og det skal ske med mindst mulige gener for de berørte kunder,” siger han.

Inden for få timer mandag mistede Finanstilsynet to kunder. Dels ved at Basisbank returnerede sin banklicens, og dels ved at Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank planlægger en fusion pr. 1. september, hvorfor der kommer en licens i overskud.

Er det udtryk for, at det er ved at være umuligt at være lille bank i Danmark?

“Jeg vil ikke gå så langt at sige, at det er umuligt at være en lille bank i Danmark, men det er blevet klart vanskeligere, og hvis du ser på egenkapitalforrentningerne hos de mindre banker, er det ud fra et finansielt synspunkt ikke mærkeligt, at der nu kører en konsolideringsbølge hos de små og mellemstore. Den tror jeg kun, vi har set starten af,” analyserer Lars Thuesen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis