ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Egeriis om bøder for 15,5 mia. kr.: Klarheden er positiv

Carsten Egeriis mener aldrig, at hvidvasksagen burde have fundet sted. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Carsten Egeriis mener aldrig, at hvidvasksagen burde have fundet sted. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

"Det er selvfølgelig et stort tal - ingen tvivl om det."

Det siger topchef i Danske Bank, Carsten Egeriis, om de 15,5 mia. kr. som Danske Bank nu selv vurderer, at den ender med samlet at skulle betale i bøder til både amerikanske og danske myndigheder.

"Det har selvfølgelig været et en hård tid i banken de sidste fem år, hvor vi har været fokuseret på at rydde op og styrke vores compliance og risikostyring," siger Carsten Egeriis til Børsen.

Banken offentliggjorde torsdag formiddag sit regnskab for tredje kvartal en dag før planlagt. I forbindelse med regnskabet fortalte banken ligeledes, at man nu havde så meget klarhed over de økonomiske konsekvenser af bankens hvidvasksag i Estland, at man afsatte flere penge til at betale kommende bøder fra de amerikanske myndigheder. Tilbage i 2018 reserverede man 1,5 mia. kr. til de økonomiske konsekvenser, men der skal nu 14 mia. kr. yderligere til.

"Samtidig har vi skullet være der for vores kunder, og det er vi, som det også afspejles i det regnskab, vi kommer ud med i dag," siger Carsten Egeriis.

Så er det en god eller en dårlig dag?

"På regnskabssiden hvis du kigger på vores overordnede indtjening, nettorenteindtægterne der stiger for syvende kvartal i træk og på gebyrsiden, der er vi selvfølgelig tilfredse med et godt momentum. Omkostningerne kommer ned i takt med at vi automatiserer og digitaliserer, og det er vigtigt, at vi følger den trend," siger Carsten Egeriis.

Men er det store tal med til at gøre det en bedre eller dårligere dag?

"Det vil selvfølgelig skabe klarhed for vores kunder og aktionærer, og medarbejdere og det må ses som at være en positiv ting," siger Carsten Egeriis.

Skulle aldrig være sket

Carsten Egeris startede i banken i 2017, hvilket var samme år, som Berlingske skrev en lang række af opsigtsvækkende afsløringer om hvidvask i bankens estiske filial, hvor mere 1500 mia. kr. strømmede i gennem en særlig portefølje for ikke-estiske kunder. Der var bare det problem, at Danske Bank ikke havde særlig godt styr på, hvem der stod bag transaktionerne. En rapport viste i 2018, at de fleste af transaktionerne var mistænkelige.

Hvad tænkte du, da du hørte om sagen første gang?

"Jeg vil sige, at jeg har jo været involveret i sagen siden, at jeg blev ansat. Jeg har været ansvarlig for risikostyringen, jeg har været med til at styrke compliance. Og jeg synes, at selvfølgelig, at sagen aldrig skulle være sket. Det er der ingen tvivl om," siger Egeriis.

Nu er usikkerheden om bødens størrelser fjernet. Hvad betyder det for banken?

"Det at vi er et skridt nærmere en potentiel afgørelse, det skaber mere klarhed, og det er jo en positiv ting for vores kunder og aktionærer.  Vi ser fortsat god forretningsmæssig momentum," siger han.

Danske Bank ønsker ikke at oplyse, hvordan bøderne fra både de amerikanske og danske myndigheder fordeler sig. Men banken regner med, at sagen bliver afsluttet i år.

Danske Bank forsøgte tidligere i år at afslutte gælds- og inkassosagen ved at slette kundernes gæld. Når bankens kommende hvidvaskbøder er betalt, håber Carsten Egerris også, at medarbejderne kan bruge mere tid at tale om egentlige bankforretninger fremfor om møgsager.

"Det her er jo kun positivt i forhold til klarhed. Det giver jo vores medarbejdere endnu mere mulighed for at bruge tid på det, vi er her for, og det er jo at hjælpe vores kunder med deres finansielle behov," siger han.

Danske Banks aktiekurs hamrer i vejret på grund af den øgede klarhed, og stiger torsdag med 11,8 pct.

Kan du garantere, at der ikke kommer flere sager?

"Det tror jeg, var det første spørgsmål jeg fik, da jeg blev adm. direktør. Jeg vil svare det samme, som jeg gjorde dengang: Jeg kan jo aldrig nogensinde garantere, at der ikke kommer flere sager i banken. Vi har en stor kompleks organisaion med mere end 21000 medarbejdere. Men jeg vil sige, at vi har brugt rigtig meget tid på at styrke vores compliance og ændre vores kultur," siger han og fortsætter:

"Vi gør alt hvad vi overhovedet kan for, at vi aldrig nogensinde kommer i sådan en situation igen".

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis