ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Egenkapital hos energimilliardær når 8,6 mia. kr.

Henrik Lind stiftede Danske Commodities, som han byggede op fra nul til et salg i omegnen af 3 mia. kr. i 2019. Arkivfoto: Tor Birk Trads
Henrik Lind stiftede Danske Commodities, som han byggede op fra nul til et salg i omegnen af 3 mia. kr. i 2019. Arkivfoto: Tor Birk Trads Tor Birk Trads

Formuen i Danske Commodities-stifteren Henrik Linds investeringsselskab, Lind Invest, når 8,6 mia. kr. efter et 2021, hvor afkastet på koncernens investeringer øgede egenkapitalen med 27 pct. og sendte 1,8 mia. kr. efter skat ind på bundlinjen.

Det viser årsregnskabet for Lind Invest, som offentliggøres onsdag.

I regnskabet omtaler adm. direktør og eneejer Henrik Lind året som meget succesfuldt: “Det var et år med fremragende økonomiske resultater.”

Selskabets formue er over 20 år gået fra de 125.000 kr., den bankuddannede Henrik Lind skød ind som startkapital i anpartsselskabet i 2002, til at vokse sig til en af landets mest velpolstrede pengetanke med først stiftelsen, opbygningen og til sidst salget af energihandelskoncernen Danske Commodities i 2019 for et milliardbeløb til norske Equinor.

Inden han startede Danske Commodities, havde han en periode som ansvarlig for gashandel i Energi Danmark og fik den tanke, at hvis bare man kunne købe strøm på det billigste marked, transportere den og sælge den dyrere på den anden side af grænsen, ja, så er der en forretning.

“Drømmen dengang er helt klart at blive økonomisk uafhængig, forhåbentligt at kunne tjene så mange penge, at jeg selv kan vælge, hvad jeg vil bruge mit liv på. Men det ene tager jo det andet. Det, jeg laver mellem Danmark og Tyskland, det kan vi da også lave mellem Tyskland og Holland. Og Tyskland og Frankrig. Og hvorfor ikke mellem Holland og Frankrig gennem Belgien?” har han tidligere udtalt til Børsen.

Salgspris: 3 mia kr

Salget af Danske Commodities indbragte i omegnen af 3 mia. kr. Sideløbende med opbygningen af energihandelshuset har 47-årige Henrik Lind oparbejdet anselige investeringer i Lind Invest, og han har gennem selskabet optrådt som storaktionær i en række danske børsnoterede selskaber som Skjern Bank, Banknordik, Danske Andelskassers Bank og Skako.

â‹Efter salget af Danske Commodities er strategien de senere år vendt mod større og mere likvide investeringer, samtidig med at det interne investeringsteam er blevet udbygget.

“Performance i 2021 er underbygget af de tilpasninger, vi foretog i strategien i efteråret 2019. Vores organisation er mere agil og mindre kompleks nu, da vi har flyttet vores investeringsfokus fra relativt små positioner til større, færre og flere likvide positioner,” fremgår det af Henrik Linds beretning. I 2020 landede koncernen et resultat på 1,25 mia. kr. efter skat og tjente her stort på at sælge sin andel i rederiet Mols-Linjen til kapitalfonden EQT. Men i 2021-regnskabet angives ikke, præcis hvilke enkeltinvesteringer der har trukket læsset, men porteføljen spænder bredt fra børsnoterede aktier, finansielle investeringer, infrastruktur sammen med Copenhagen Infrastructure Partners til eksempelvis en aktiepost i Maj Invest Holding, hvor Lind Invest er registreret som ejer af mellem 5 og 10 pct. af kapitalen.

Modvind på markeder

Ifølge regnskabet har Lind Invest forfulgt samme investeringsstrategi ind i 2022, og koncernens mål er, at en stigende del af investeringerne skal forvaltes internt i selskabet. Men der er modvind på de finansielle markeder, hvor aktietab, rentestigninger og høj inflation nu tager dagsordenen.

“I 2022 er vores mål at fortsætte med at outperforme de globale aktiemarkeder, men vi forventer at levere et væsentligt lavere resultat end i 2021 med risiko for en negativ udvikling taget i betragtning af udviklingen på de finansielle markeder år til dato,” står der i Henrik Linds beretning.

Eksempelvis har de største danske aktier siden årsskiftet tabt 12,7 pct.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis