Efter flere skandalesager om hvidvask i europæiske banker foreslår EU-Kommisionen nu, at der skal oprettes et fælles europæisk tilsyn, der skal bekæmpe hvidvask. Det oplyser formanden for EU-Kommisionen, Ursula von der Leyen tirsdag.
Hensigten med det nye tilsyn vil være at bekæmpe, at penge fra europæiske banker i sidste ende ender i lommerne hus terrororganisationer.
“Det (det nye tilsyn red.) vil føre tilsyn med og koordinere national handling mod hvidvask af penge og terrorfinansiering,” skriver hun på Twitter.
Nye regler
Forslaget til det nye tilsyn er bare ét af flere forslag i en samlet pakke, der har til formål at dæmme op for hvidvask og terrorfinansiering. Udover et fælles tilsyn foreslår Kommissionen, at der skal været et loft over, hvor store kontante betalinger må være i Europa. Her lyder forslaget på et loft på 10.000 euro. Det svarer til knap 75.000 kr.
Der skal også komme en sjette udgave af de fælles EU-regler til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Blandt andet skal det sikres, at alle former for kryptovalutaer og dem, der håndterer kryptovalutaer, omfattes af de samme regler, der gælder for bankerne.
I udkastet til forslaget skriver Kommissionen, at der med dagens tillæg til de europæiske hvidvaskregler vil være sikret en fuld gennemsigtighed for transaktioner med eksempelvis bitcoin. Derudover skal anonyme digitale punge til opbevaring af kryptovaluta forbydes.
Endeligt foreslår EU-Kommissionen, at der etableres en “grå” og en “sort” liste over lande, som ifølge den globale Financial Action Task Force, eller ifølge EU selv, ikke gør nok for at bekæmpe hvidvask og terrorfinansering.
De danske bankers lobbyorganisation, Finans Danmark, støtter EU-Kommissionens forslag. Det er vigtigt at sikre, at bekæmpelse af økonomisk kriminalitet sker mere ensartet end i dag, hvor reguleringen og indsatsen på tværs af EU er for fragmenteret, lyder det.
Dansk støtte
“Økonomisk kriminalitet er ofte grænseoverskridende, og derfor har vi brug for stærke og fælles regler i EU. Bedre koordinering og ensartethed på europæisk plan er afgørende for bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering. Det bliver der lagt op til med kommissionens forslag,” siger Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark.
En del af forslaget fra EU-Kommissionen handler om en ny tilsynsmyndighed på EU-niveau, der skal føre tilsyn med de største europæiske banker og virksomheder uden for den finansielle sektor.
“Forslaget om en EU-tilsynsmyndighed er et skridt på vejen til at sikre bedre ensartethed og koordinering på tværs af medlemslandene. Men det er også vigtigt, at kompetencen mellem den nye myndighed og de nationale tilsynsmyndigheder er klar, og at der ikke sker dobbelttilsyn. Den nye myndighed vil kunne være med til at skabe et koordinerende overblik og sikre samarbejde i kampen mod økonomisk kriminalitet,” siger Kjeld Gosvig-Jensen.
I forbindelse med Finans Danmarks Hvidvask Task Force i 2019 var en af anbefalingerne netop Den Fælles Efterretningsenhed for Hvidvask og Terrorfinansiering (FEHT), hvor banker og myndigheder kan dele konkrete oplysninger med hinanden. Et forslag, der er ved at blive til virkelighed i Danmark med baggrund i politiaftalen for december 2020.
EU-Kommissionens forslag skal nu forhandles mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Det er Finans Danmarks forventning, at reglerne vil træde i kraft i 2024, og at den nye tilsynsmyndighed vil være funktionel i 2026.