“Bitcoin har det med at bevæge sig i meget positive eller meget negative spiraler, og de fortsætter meget længere, end man umiddelbart tror, derfor er der en ret negativ risiko i bitcoin lige nu, selvom den allerede er faldet med 50 pct. Der er risiko for, at den kan ryge helt ned til ca. 20.000 dollar,” siger Christian Jain Kongsted, der er den sjette mest kopierede investor på handelsplatformen Etoro, hvor han kopieres med midler for ca. 20,7 mio. dollar.
Flere faresignaler
I netop den portefølje solgte han sine bitcoin 1. juni, og han har ikke tænkt sig at købe dem retur foreløbigt.
“Hvis bitcoin dropper til 20.000 står mange klar til at købe, og det vil jeg nok også gøre, for på langt sigt – inden for tre, fire, fem år – forventer jeg en bitcoin på mindst 90.000 dollar.”
I lørdags indtraf et dødskryds på dagsgrafen i bitcoin. Det er et teknisk signal, der varsler om et pres i nedadgående retning, og samtidigt signalerer den kugleformede topformation også faresignaler i bitcoin.
“Man skal altid passe på med at sælge eller købe på basis af et enkelt signal. Det er den fulde historie, man skal tage stilling til, men lige nu ser jeg risiko i nedadgående retning. De tekniske signaler ser ikke gode ud, trenden kører nedad. Og det skal ses sammen med de fundamentale forhold, og her har historien om bitcoin ændret sig i markedet,” siger han med henvisning til, hvordan et tweet fra Teslas topchef Elon Musk i april har sat klimaperspektiv på bitcoin, der er en energitung kryptovaluta at opretholde.
Desuden har Kina bandlyst handlen med bitcoin og andre kryptovalutaer samt valgt at fjerne mining-aktiviteten af nye bitcoin, mens El Salvador har fået nej fra Verdensbanken til at få hjælp til at benytte bitcoin som et officielt betalingsmiddel.
Netop Kinas beslutning om at fjerne enhver mining-aktivitet, der har været drevet af kulkraft, kan ifølge Christian Kongsted være et vendepunkt. Da man diskuterer, hvorvidt bitcoin i fremtiden vil kunne drives af overskydende energi fra vedvarende energikilder, hvor der endnu ikke findes lagringsmuligheder.
Stigende, lille interesse
Hos Nordnet Danmark er interessen for at investere i kryptovaluta via certifikater stigende, og det er primært Etherium og bitcoin, kunderne investerer i. Sammenlagt er antallet af kunder med positioner i de to kryptovalutaer på et år steget med ca. 80 pct.
“Interessen er stigende, men den er lille,” siger investeringsøkonom Per Hansen og oplyser, at Nordnet i Danmark har ca. 1600 kunder, der investerer i ethereum og ca. 1600, der investerer i bitcoin til en samlet værdi på ca. 347 mio. svenske kr.
Det skal holdes op mod handelsplatformens kundeskare på ca. 280.000, der har en samlet beholdning på ca. 150 mia. svenske kr.
Den negative udvikling i bitcoin får ikke teknisk analytiker Uffe Dresier til at reagere.
“Mine bitcoin ligger i en skuffe, jeg har købt til 6000-7000 dollar for nogle år siden. Jeg hæfter mig ved, at flere større finanshuse er begyndt at melde ud, at man bør have ca. 5 pct. af sin langsigtede portefølje i kryptovaluta. Engang lød rådet til den forsigtige, langsigtede investorvar; 80 pct. obligationer og 20 pct. aktier.”