En kendt finansmand forklarede engang, at man hver søndag morgen kunne møde store dele af toppen af dansk erhvervsliv ved Femvejens bager i Charlottenlund.

"Vi kommer alle sammen i afslappet tøj. Nogle gange tager jeg selv bare en cottoncoat ud over på min pyjamas. For vi skal jo bare hente morgenbrød til vores familier. Men undtagelsen er André Lublin. Han dukker altid op hos bageren i jakkesæt, med slipset perfekt bundet, og slipsenål," forklarede finansmanden.

André Lublin blev om noget indbegrebet af PFA Pension i de 16 år han var topchef. Og var den perfektionistiske og detaljeorienterede chef, der blandede sig i stort set alt. Men hans eftermæle bliver ikke kun, at han skabte det moderne PFA, men også to grimme sager, som pressede hans livsværk, og dermed ham selv, hårdt.

Mandag aften oplyste erhvervsmediet Finans, at André Lublin var død søndag den 21. marts. Han blev 80 år.

Og hans historie handler om den markante succes, betyder at PFA i dag målt på indbetalinger er Danmarks største pensionsselskab. Men også om en af Danmarkshistoriens største finansskandaler. Og om hvordan terrorangrebet i USA i 2001 var ved at tage livet af PFA.

"Han havde haft en dejlig dag. Da vi var næsten færdige med at spise, rejste han sig op og sagde “av, min hals”. Så tog han fem skridt og faldt om med et hjertestop," siger hans kone, Hanne Lublin, som han i januar i år kunne fejre guldbryllup med, til Finans.

"Det var et chok for mig, men godt for ham, kan man sige. Det må I gerne skrive, fordi der er så mange, som sikkert vil spørge ind til det og være nysgerrige," fortsætter Hanne Lublin til Finans.

Ansat i PFA i 1963

André Lublin blev begyndte allerede som studerende i 1963 i det, der dengang hed Pensionsforsikringsanstalten, der var blevet stiftet i 1917 af en gruppe af arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer, som gerne ville tilbyde en tryg pensionisttilværelse til især funktionærer.

Han blev i 1966 uddannet aktuar (forsikringsmatematiker) og efter en uddannelse som reserveofficer i hæren, blev han i 1968 fastansat i PFA, hvor han på blot tre år blev udnævnt til kontorchef, og herefter stille og roligt steg i graderne, indtil han i 1985 blev udnævnt til adm. direktør.

Dengang havde PFA årlige pensionsindbetalinger på 1 mia. kr. Men da han som 61 årig gik på pension den 1. august 2001, var PFA vokset til en gigant med pensionsindbetalinger på 11 mia. kr., en balance på 150 mia. kr. og reserver på 26 mia. kr. Dem kommer vi tilbage til.

Fræk som en slagterhund

André Lublin var måske nok formel og korrekt i sin fremtoning. Men som direktør for PFA var han fræk som en slagterhund. Især i forhold til ærkerivalen, Statsanstalten for Livsforsikring, både i forhold til at udvikle nye produkter, og især med en fræk og pågående markedsføring.

Som noget af det første fik André Lublin ændret selskabets navn fra "Pensionsforsikringsanstalten, Aktieselskab" til "PFA Pension A/S", og i reklamer omtalte PFA sig selv som ”en virksomhed man ikke kan undgå at have en mening om”.

Konkurrencen blev kun yderligere skærpet da Schlüter-regeringen i september 1990 privatiserede Statsanstalten, der blev solgt til den fremadstormende forsikringskoncern Baltica, der året efter omdøbte pensionsselskabet til Danica.

I de hurtige slut 80ere og tidliger 90ere manøvrerede Lublin dygtigt uden om den fusionsmani og vokseværk, som finansverdenen blev spindet ind i. En tid, der endte med at koste to af landets største forsikringskoncerner, Hafnia og Baltica, livet, og næsten også tog svenske Skandia med sig i faldet. Da støvet havde lagt sig overtog Tryg hovedparten af Baltica, mens Danske Bank løb med Danica, som dengang både tilbød pensionsprodukter og skadeforsikring.

Men André Lublin holdt skarpt fokus på at tilbyde pensionsprodukter til danske lønmodtagere, og havde ro på bagsmækken, fordi PFA reelt blev drevet som en non-profit pensionskasse, ejet af arbejdsmarkedets parter, der både dengang og nu aldrig har fået mere end 50.000 kr. i årligt udbytte.

Den historiske bedragerisag

Op gennem 90erne gik PFA fra styrke til styrke, og satte sig på mere end halvdelen af alle firmapensionsordninger i Danmark. Men PFA var også en virksomhed, hvor André Lublin i høj grad var chefen, der traf beslutningerne, både store og små.

"Man kan ikke få lov til at bestemme farven på toiletpapiret på personaletoiletterne, uden at spørge André Lublin først," bemærkede direktøren for PFA's ejendomsselskab, PFA Byg, Rasmus Trads, engang.

Samme Rasmus Trads satte André Lublin under et hidtil uset pres, da det i januar 1999 kom frem, at han sammen med den farverige entreprenør Kurt Thorsen havde forfalsket André Lublins underskrift på garantier på byggeprojekter for i alt 3,7 mia. kr.

Falsknerierne var begyndt med en fuldmagt, som André Lubin angiveligt havde givet til Rasmus Trads som direktør for PFA Byg i september 1997, på 112 mio kr., men eskalerede frem til at PFA 17. januar udsendte en fondsbørsmeddelelse om, at koncernen intet havde med Kurt Thorsens byggeplaner og selskabsopkøb at gøre.

Alle troede Lublin selv valgte at gå

Sagen kostede daværende PFA formand Jørgen Mølvang jobbet, og gav Kurt Thorsen og Rasmus Trads henholdsvis seks og fem års ubetinget fængsel. Men i offentligheden troede man, at det lykkes for André Lublin at ride stormen af.

Og få så en forbindelse til PFA-sagen, da pensionsgiganten i juli 2001 meddelte, at André Lublin som 61-årig ville gå på pension den 1. august 2001.

I bogen "Opgør - succes, svindel, krise i PFA", som André Lublin skrev i 2005 sammen med journalisten Claes Kastholm Hansen, løftede han selv dog sløret for, hvad der i virkeligheden var sket.

I juni 2000 var den adm. direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, der også var næstformand i PFA, gået direkte til André Lublin, og krævet hans afgang, som direkte konsekvens af PFA-sagen.

"Det er klart, at det her er foranlediget af Thorsen-sagen. Jeg vil gerne sige til dig, at hvis det ikke havde været for Thorsen-sagen, ville dette ikke ske. Men vi ønsker altså, at du træder tilbage med det samme, og jeg råder dig til at få en advokat," lød beskeden fra Neergaard Larsen, ifølge André Lublin.

"En advokat! Nu har jeg været i PFA i 38 år og været administrerende direktør i 15. Vi må vel kunne finde ud af tingene uden at bruge advokater. Jeg går ud fra, at jeg får en fair behandling," var Lublins svar, ifølge ham selv.

Ifølge Lublin fik han opbakning til at blive ved roret i PFA fra nogle af dansk erhvervslivs tungeste profiler, som tidligere Danske Bank-chef Knud Sørensen, Radiometers Johan Schrøder, tidligere Danisco-chef Alf Duch-Pedersen, Henning Dyremose fra TDC og daværende Carlsberg-topchef Flemming Lindeløv.

Men lige lidt hjælp det. Den 13. juni 2000, dagen før der i Københavns Byret blev afsagt dom over Kurt Thorsen og Rasmus Trads, præsenterede PFA's formandskab André Lublin for en fratrædelsesaftale som han "af hensyn til PFA og dets medarbejdere" valgte at underskrive. Det fremgik, at fratrædelsen skulle ske ved udgangen af juli 2001.

Terrorangrebet 11. september 2001 rystede PFA i sin grundvold

Men dermed var dramaet langt fra slut.

For en måned og 11 dage efter André Lublin var fratrådt som adm. direktør i PFA, kaprede 19 terrorister med tilknytning til al-Qaeda fire passagerfly, og fløj to af dem direkte ind i World Trade Center i New York, mens et tredje fly fløj ind i Pentagon i Washington DC, og det fjerde fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania.

Ud over de menneskelige omkostninger førte terrorangrebet til massive kursfald på alverdens børser.

Det kastede fem pensionsselskaber, herunder giganten PFA, ud i en hidtil uset krise.

En lovændring fra 1. januar 2001 betød, at pensionsselskaberne kunne placere op til 70 pct. i risikoaktiver som aktier, mod tidligere 50 pct.

Baggrunden var, at obligationsrenten var faldet til det laveste niveau i 20 år, og pensionsselskaberne havde rigtigt mange ordninger, hvor de havde lovet kunderne et årligt afkast på 5 pct.

Allerede i april 2001 var der problemer på grund af store kursfald, og de blev kun meget værre efter 11. september, hvor både danske og internationale aktier faldt med ca. 30 pct. i forhold til begyndelsen af 2001.

24 mia. kr. gik op i røg

Fordi PFA havde en stor aktieeksponering, tabte pensionsgiganten på kort tid 24 mia. kr. Da PFA's reserver var på 26 mia. kr., og man havde garanteret kundernes pensioner, stod PFA hurtigt på randen af insolvens.

På et hastemøde hos Finanstilsynet, der dengang lå på Gammel Kongevej på Frederiksberg, blev André Lublins afløser, Henrik Heideby, spurgt, hvor mange penge PFA havde brug for, for at kunne klare skærene. Reelt var Heideby ikke klar over hvad der skulle til, men han sagde, at der var brug for 7 mia. kr. Det var dog mere et gæt end noget andet.

Men det blev Finanstilsynets kapitalkrav til PFA, og ved en ret kreativ løsning, med milliardhjælp fra Nykredit og Jyske Bank, samt udviklingen af den såkaldte "kundekapital", hvor det reelt blev PFA's kunder der, mod et ret solidt afkast, gav PFA en risikovillig kapital, der kunne fylde solvenshullet op.

Slagsmål med PFA gennem mere end et årti

Men sagen skabte et sjældent set slagsmål mellem den ærekære André Lublin og den virksomhed, som han havde brugt hele sit arbejdsliv på.

Lublin mente, at hans bestyrelsesformand, Svend Askjær, og efterfølgeren Henrik Heideby parkerede hele ansvaret for PFA's livstruende problemer hos ham. Mens han selv mente, at Askjær og Heideby havde ansvaret for ikke at reducere aktiebeholdningen i tide.

Det var den direkte årsag til, at Lublin skrev sin bog hvor han hudflettede PFA i 2005. Og så sent som i 2014 brød konflikten igen ud i lys lue.

Forhistorien var, at Svend Askær i et interview med Børsen i december 2014 lovpriste Henrik Heideby for at have "overtaget et selskab i alvorlige økonomiske problemer" og for at have stået i spidsen for en "turnaround, der i dag har gjort PFA til Danmarks førende pensionsselskab".

Det fik André Lublin til at give siteget interviewtil Børsen. Og han lagde ikke fingrene imellem.

"Det pikerer mig, at der fortsat 13 år efter min fratræden vedvarende skal komme udtalelser fra Henrik Heideby og Svend Askær om, at PFA var et skrantende selskab og et selskab på konkursens rand, da jeg fratrådte," lød det fra André Lublin, der beregnede det som en lodret løgn, at PFA var i alvorlige økonomiske problemer, da han videregav selskabet 1. august 2001.

Erindringsforskydning

"Det må være Svend Askær, som lider af erindringsforskydning eller måske endda bevidst fordrejer sandheden, og som fortsætter den usympatiske linje med at nedgøre det gamle PFA og PFA's tidligere ledelse," lød det fra André Lublin, der sagde at anklagerne om hvad der var foregået i 2001 havde gjort ham så rasende, at han havde behov for at tage til genmæle.

"Det er egentlig ikke noget, jeg har ønsket. Men nu kan det være nok. Jeg er en gammel mand på 74 år. Hvorfor skal man 13 år efter stadig køre på den gamle ledelse?" sagde han.

Forsoningen kom dog, i hvert fald delvist, året efter, da PFA's bestyrelse afsatte Henrik Heideby, og i stedet ansatte chefen for Nordea Asset Management, Allan Polack, som adm. direktør.

"Jeg er meget tilfreds og glad for, at PFA har fået en ny og god direktør med empati," lød det i en kommentar tilBerlingskefra André Lublin.

En aktiv pensionisttilværelse

Det var dog ikke fordi André Lublin brugte hele sin pensionisttilværelse på at bekrige PFA. I 2001 blev han indvalgt i Gentofte kommunalbestyrelse for de Konservative, og opnåede genvalg i 2005, og som en erfaren rytter var han også formand for Gentofte Ride-Klub i 15 år, lige som han i fire år var formand for Dansk Aktionærforening.

Han brugte også meget tid på sine seks børnebørn og på musik, særlig orgelmusik af Bach og Händel, og så var han en entusiastisk arrangør af regelmæssige jubilæumsfester for hans gymnasiekammerater fra Øster Søgade Gymnasium, årgang 1958.