Forargelsen har været massiv i den forløbne uge, efter det er kommet frem, at der har været en stor stigning i brugen af den såkaldte forskerordning. Således er der nu omkring 7000 personer, der er ansat i Danmark med klækkelig skatterabat. Ordningen betyder, at forskere og nøglemedarbejdere slipper med 32,84 pct. inklusive AM-bidrag i skat, hvis de opfylder en række krav.

Det er især faldet rødglødende politikere og eksperter for brystet, at finanssektoren har 815 ansatte på ordningen - og at Nordea og Danske Bank ifølge en opgørelse i Ekstra Bladet tegner sig for de 455. At storbankerne har bragt sig i en situation, hvor de ikke har meget goodwill tilbage på kontoen blandt politikere og i befolkningen generelt, er ikke en nyhed.

Men at det ligefrem fører til kritiske ryster, at ansatte i de to banker benytter en fuldt lovlig ordning, er nyt - og ved nærmere eftertanke også skræmmende. For man kan vel med rette så spørge, om det næste bliver, at der skal gælde specielle skatteregler kun for ansatte i de to banker?

Derimod har det ikke fået megen opmærksomhed, at Ekstra Bladets aktindsigt i Skattestyrelsen også viser, at der ud af de 7000 blot er omkring 380 hjemvendte danskere på forskerordningen. Det må siges at være en succes, for det var i høj grad meningen med ordningen, da den kom til verden i 1992, at den skulle give erhvervslivet bedre mulighed for at hente udlændinge med specialistkompetencer.

Derfor vil det gøre ondt på virksomhedernes mulighed for at konkurrere internationalt om at rekruttere de skarpeste hjerner, hvis ordningen i forargelsens hellige navn bliver slagtet, sådan som der lægges op til blandt regeringens støttepartier. For argumentet om, at virksomhederne i stedet for forskerordningen bare må betale udenlandske topchefer og nøglearbejdere en højere bruttoløn, holder næppe i realiteternes verden.

Det vil utvivlsomt give et kæmpe ramaskrig i jantelovens rige, hvis virksomhederne begynder at matche de mest eftertragtede hoveders lønpakker i udlandet. Se f.eks. ATP, der holder skarpt øje med direktionernes aflønning i de virksomheder, der investeres i. F.eks. har pensionsgiganten tidligere stemt mod en øget lønpakke til Carlsbergs bosser - herunder den hollandske topchef Cees 't Hart - på en generalforsamling.

En lønpakke på omkring 48 mio. kr. var for stærk kost for ATP. Man kan så spekulere på, om Cees 't Hart var blevet for at banke rusten af Carlsberg, hvis ATP dengang havde haft held til at stoppe hans lønpakke?

For udlændinge i toppen af dansk erhvervsliv kan hurtigt vise sig kun at være til låns, og det vil næppe blive lettere at holde på dem, hvis forskerordningen aflives.

Tag f.eks. Mærsks finansdirektør gennem 11 måneder, svenske Carolina Dybeck-Happe. Hun smutter til et job i GE i USA, der lokkede med et velvoksent lønhop. Hendes løn- og bonuspakke lyder dér på 98 mio. kr.