Store dele af Danmark har nu været lukket i to uger. De økonomiske konsekvenser bliver dermed tydeligere. I perioden siden 9. marts har antallet af nytilmeldte ledige været 30.000 personer højere end normalt. I tillæg hertil søgte knap 5000 virksomheder lønkompensation i ordningens første døgn. De berørte ansatte tælles ikke som ledige, men reelt har de ikke meget at lave, selvom de trods alt har et job.

Alt tyder desværre på, at coronakrisen fører til jobtab og aktivitetsnedgang, som er større end under finanskrisen. Også veldrevne virksomheder vil gå konkurs med permanente økonomiske skadesvirkninger til følge.

At konsekvenserne bliver så store handler dels om epidemien, dels om de valg, vi træffer for at mindske epidemiens hærgen. Når man aktivt lukker store dele af økonomien ned, har det voldsomme konsekvenser. Der ville dog også have været store økonomiske og menneskelige effekter af at lade epidemien hærge – hvor store kan vi ikke vide.

Nedlukningen af Danmark skete resolut og med henvisning til folkesundheden. Man kan diskutere, om det var den rette beslutning. Vi burde have gjort som Sverige, mener nogle. Men beslutningen er truffet, og den afgørende diskussion er derfor nu, hvornår og hvordan vi åbner dansk økonomi op igen.

Den diskussion er vigtig, men den er også svær. Vores viden om coronaepidemien er endnu begrænset. Det gør det vanskeligt at vurdere, hvornår epidemien har toppet, og hvordan anden virusbølge vil udfolde sig.

Medmindre, at der udvikles en vaccine eller en kur, vil der, uanset hvor længe vi venter, være en sundhedsmæssig risiko knyttet til at åbne økonomien igen. Vi står derfor med en svær politisk afvejning.

Hvis vi åbner op for tidligt, kan det koste dyrt, hvis epidemien løber løbsk. Så havde vi været bedre tjent med at vente. Men som tidligere topchef i Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen udtalte til Børsen torsdag: “Vi kan jo ikke lukke verden ned i 6, 12 eller 18 måneder. Så har vi i hvert fald en helt anden virkelighed at stå op til”.

Folkesundhed og økonomi er ikke hinandens modsætninger, selv om det ofte fremstilles sådan. En dyb økonomisk krise har alvorlige konsekvenser for folks helbred, både det fysiske og det psykiske. En økonomisk krise rammer endda desværre de i forvejen svageste på arbejdsmarkedet hårdest. De ressourcestærke finder nye muligheder.

Afvejningen handler derfor ikke om økonomi over for folkesundhed – det handler om at have realistiske scenarier for begge afhængig af de beslutninger, der træffes med hensyn til håndteringen af corona fremadrettet.

Det er muligt, at det er for tidligt for regeringen at tage diskussionen i det åbne rum. Man risikerer at forvirre mere, end godt er. Men regeringen må tilstræbe at give så meget information om de overvejelser, der ligger bag de store beslutninger, som muligt. Vi har nemmere ved at acceptere vidtrækkende beslutninger, hvis vi føler os oplyst og inddraget.

Senest om 2,5 uge udløber de nuværende forholdsregler, så diskussionen om, hvad der skal ske bagefter, er allerede i gang. Tager regeringen slet ikke ansvar for den offentlige diskussion, løber den løbsk, det er ingen tjent med.