Den statslige pensionskasse ATP har udbetalt bonusser til bagmænd bag kapitalfonde på hele 1,85 mia. kr. i første halvår 2021. Samtidig oplyser ATP, at merafkastet ved at investere i kapitalfonde var på 2 mia. kr. i samme periode, så næsten halvdelen af merafkastet har ATP altså udbetalt i form af bonusser til kapitalfondens ledende medarbejdere. ATP indrømmer endda, at nogle bagmænd har fået 10, 20, ja helt op til 50 mio. kr.
Det er helt uhørt, og det har ført til, at sagen nu er taget op i Folketinget overfor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Nu har ministeren oplyst, at han nu tager sagen op med ATP, idet han synes, der er tale om meget gunstige vilkår, og han regner med, at bestyrelsen tager ansvaret på sig. Det manglede også bare.
For kapitalfonde skaber ubalance mellem ejere, medarbejdere og kunder. De har en kortsigtet horisont på fem-seks år, og de vanvittige bonusordninger gør, at de har et ekstremt fokus på kortsigtede kursstigninger. Men pensionskasserne har i stedet mulighed for at have is i maven og vælge en sund, sikker og langsigtet investeringsstrategi. Frem for at investere i de kortsigtede dyre kapitalfonde.
Hvorfor er det, at pensionskasser bryster sig af, at de ikke aflønner deres topchefer med bonusordninger, når de udbetaler megabonusser til bagmændene bag kapitalfondene?
Lad os få fornuften tilbage i pensionskasserne. Pædagogernes pensionskasse er gået foran med et godt eksempel og dropper nu de hundedyre kapitalfonde. De sælger deres kapitalfondinvesteringer og går en lang bue uden om dem fremover.
Det er godt, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard nu kaster sig ind i sagen, og han bør sikre, at den statslige pensionskasse ATP går i pædagogernes fodspor og i lighed med dem dropper kapitalfondene og deres store bonusordninger.
Og hele pensionsbranchen bør følge efter og i stedet gå efter sunde langsigtede løsninger frem for kortsigtede griske kapitalfonde, der kun er ude på at fede guldkalven op, så den kan slagtes. Spørg bare TDC, der blev tømt for værdier af glubske kapitalfonde på få år.