De 400 rigeste amerikanere tilføjede 4500 mia. dollar til deres formue sidste år, hvilket er en stigning på 40 pct.
Det skriver The Guardian, efter at Forbes Magasin er kommet med sin seneste opgørelse.
Amazon-grundlæggeren, Jeff Bezos, beholdt topplaceringen for fjerde år i træk med en formue på 201 mia. dollar efterfulgt af Elon Musk fra Tesla og Mark Zuckerberg fra Facebook. De har formuer på henholdsvis 190,5 mia. dollar og 134 mia. dollar.
I de superriges rækker er der kommet 44 nye til, hvilket er det højeste tal siden 2007.
Blandt dem er Melinda French Gates, medformand for Bill & Melinda Gates Foundation, Bitcoin-milliardærerne Cameron og Tyler Winklevoss og Noubar Afeyan, der er medstifter af covid-19 vaccineproducenten Moderna.
For at komme på listen skal man nu have en nettoformue på mindst 2,9 mia. dollar med en stigning på 800 mio. dollar siden sidste år.
Coronapandemien udløste i første omgang en større bølge af fyringer. Arbejdsmarkedet er ved at komme sig betydeligt, men de økonomiske konsekvenser af coronapandemien stadig har greb i store dele af den amerikanske økonomi.
Men aktiemarkeder og ejendomspriser er fortsat med at stige gennem pandemien, hvilket er tendenser, der uforholdsmæssigt har polstret de rigestes pengetank.
Men ikke alle velhavende har haft økonomisk gavn af pandemien. Tidligere præsident Donald Trump er for første gang ude af Forbes 400. Trumps anslåede formue på 2,5 mia. dollar er 400 mio. dollar under årets grænse ifølge Forbes.
.\\Ë™ MarketWire