ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

De økonomiske problemer står i kø: Men “industrien holder skansen”

Fredag er der landet nye tal for industriproduktionen i Danmark. Arkivfoto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Fredag er der landet nye tal for industriproduktionen i Danmark. Arkivfoto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Global usikkerhed, krigen i Ukraine, tårnhøje råvarepriser og vaklende forsyningskæder. Den danske industri har nok at slås med i øjeblikket.

Alligevel tog industriproduktionen et lille hop på 2,6 pct. i august. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Det skal sammenlignes med et fald på på 3,2 pct. i juli.

“Industrien holder skansen. Det er virkelig imponerende, når man tænker på de svære og usikre tider, vi i øjeblikket oplever i den globale økonomi med historisk høj inflation, forsyningsproblemer og krig i Europa,” skriver Erik Bjørsted, cheføkonom i Dansk Metal, i en kommentar og fortsætter:

“Men det viser bare, hvor stærk den danske industri er, og hvor efterspurgte vores produkter er ude i den store verden.”

Det hører dog med til historien, at “produktionen kan svinge en del på månedsbasis,” skriver Danmarks Statistik.

Derfor kan det være mere relevant at se på en længere periode: Og set over perioden juni til august er produktionen steget 2,1 pct. i forhold til de foregående tre måneder, fremgår det af dagens tal.

Erik Bjørsted forventer, at produktionen på et tidspunkt vil begynde at falde, men han vurderer også, at arbejdsgiverne vil se tiden lidt an, før de begynder at fyre medarbejdere, fordi det har været så svært at skaffe arbejdskraft.

“Arbejdsgiverne har i lang tid haft meget svært ved at skaffe arbejdskraft. Derfor er der sandsynligvis en del virksomheder, som tøver med at uddele fyresedler, fordi de er bange for at mangle medarbejdere, når ordrebøgerne igen bliver tykkere,” fortsætter Dansk Metals cheføkonom.

Fortsat fremgang

I Danske Bank hæfter Las Olsen sig også ved, at “det stadig går fremad for dansk industri. Han fremhæver, at industriens fremgang i august var bredt fordelt, men at det særligt var medicinalindustrien, som virkelig vokser.

“Det kan godt være, at der er begyndende afmatning mange steder i verden, og at industrien mange steder stadig kæmper med forsyningsproblemer, men det bliver de danske virksomheder altså ved med at overvinde,” skriver Las Olsen i en kommentar og fortsætter:

“Det er markant, når man sammenligner med for eksempel Tyskland, hvor industriproduktionen i bedste fald er gået i stå og faktisk faldt 0,8 pct. i august.”

Når det går værre i Tyskland skyldes det dog også branchesammensætningen, fremhæver Las Olsen. Mens det går godt i den danske medicinalindustri, ser det f.eks. værre ud i den tyske bilindustri.

“Men det er ikke hele forklaringen. Det ser også bare ud til, at mange danske virksomheder simpelthen har gjort det godt,” fortsætter Las Olsen.

Ifølge Danske Banks cheføkonom kan det dog ikke undgås, at den globale afmatning rammer industrien på et tidspunkt. Det kan godt være, at Danmark sælger meget medicin, mange vindmøller og fødevarer, som er mindre konjunkturfølsomme. Men vi sælger også en stor mængde byggematerialer, elektronik, metal og møbler, som er mere udsat.

I Dansk Erhverv er cheføkonom Tore Stramer også begejstret over dagens tal:

“Det er både overraskende og stærkt imponerende, at den danske industri har formået at øge produktionen på et tidspunkt hvor væksten på vores eksportmarkeder ellers er stærkt udfordret,” skriver han i en kommentar.

Men mørke skyer trækker sig sammen over industrien, fremhæver Tore Stramer også:

“Ser vi fremad, så må vi dog berede os på en periode hvor industriproduktionen vil falde. Tysk økonomi har formentlig allerede bevæget sig ind i en recession, og spørgsmålet er nu blot, hvor lang og dyb nedturen bliver.”

Nye eksporttal

Fredag morgen har Danske Bank samtidig offentliggjort sit eksportbarometer for september. Eksportbarometret faldt fra 49,9 i august til 48,9 i september. Det er anden måned i træk, at der kan noteres et fald i aktiviteten på de danske eksportmarkeder.

“Pilen peger generelt ned for de danske eksportmarkeder herfra. Energikrisen raser videre, inflationen er stadig høj på begge sider af Atlanten, og tempoet trækkes gradvist ud af økonomien i takt med, at pengepolitikken strammes,” skriver Danske Bank fredag en kommentar.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis