De negative renter på indlån over 100.000 kr. er på vej væk, og det seneste år har danske husholdninger betalt 1,2 mia. kr. i negative renter.
Det skriver Danske Erhverv ud fra en opgørelse på danskernes samlede indlån fra Nationalbanken.
Samlet har danske husholdninger 1074 mia. kr. stående i banken ved udgangen af juni, viser tallene. Det er 33 mia. kr. mere end for et år siden.
“Den massive stigning i danskerens opsparing i banken skyldes primært, at der i år har været ekstraordinært store udbyttebetalinger fra aktier. Desuden sparer husholdningerne op, fordi de bruger færre penge end de tjener. Der har blandt andet været ekstraordinært store udbyttebetalinger til aktionærerne i A.P. Møller-Mærsk på 47 mia. kr.,” skriver Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.
I juni alene betale de danske husholdninger 125 mio. kr.i negative renter på at have penge på kontoen i banken.
“Juni eller juli bliver formentlig toppen for de negative rentebetalinger. Siden Nationalbankens renteforhøjelse med 0,5 pct.-point har flere danske banker hævet renterne eller helt droppet de negative renter. Det vil få regningen for de negative renter til at falde for de danskerne,” påpeger Kristian Skriver.
Derudover er det ventet, at både Den Europæiske Centralbank, ECB, og Nationalbanken kommer med yderligere renteforhøjelser i løbet af efteråret.
“Dermed er der udsigt til, at indskudsbevisrenten i Danmark bliver positiv. Der er grund til at forvente, at de fleste banker til den tid dropper de negative indlånsrenter,” skriver Dansk Erhverv.
Onsdag har Ringkjøbing Landbobank meldt sig i koret af banker, der hæver renten. Banken har valgt at tage skridtet fuldt ud og hæver renten for indlån til privatkunder til 0 pct. fra minus 0,7 pct. med virkning fra den 1. september, skriver banchemediet Finanswatch.