ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske pensionsformuer har været med på kryptonedtur

Danske pensionskasser er indirekte eksponeret mod prisen på bitcoin, der de seneste uger er faldet tungt i værdi. Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Danske pensionskasser er indirekte eksponeret mod prisen på bitcoin, der de seneste uger er faldet tungt i værdi. Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Danske pensionskasser har indirekte været eksponeret mod bitcoin gennem aktier i selskaber med kryptovaluta på balancen

Kryptomarkedet er i de seneste uger styrtdykket, og de danske pensionsformuer er tilsyneladende ikke gået fuldstændigt fri af nedturen, selvom ingen af pensionskasserne har kastet sig over direkte investeringer i kryptomarkedet.

Et dataudtræk viser, at danske pensionskasser har investeringer for over 4,5 mia. kr. i aktier, hvor selskaberne bag har investeret i bitcoin.

“Vi er investeret i 2600 virksomheder. Vi screener ikke for, om selskaberne har bitcoin i deres beholdninger. Det falder helt under vores radar,” siger Morten Malle, der er investeringsdirektør i Lærernes Pension.

Investeringsdirektøren fortæller, at han ikke er glad for investeringer i bitcoin og de problemer, de kan medføre. Her nævner han bl.a. problemer med både hvidvask og et tungt energiforbrug, men i Morten Malles optik er bitcoin efterhånden blevet en del af den mere traditionelle økonomi, og derfor er det blevet sværere helt at styre uden om eksponering i aktivklassen.

Han mener samtidig, at der er en forskel på at investere direkte i kryptovalutaen og på at have eksponering i selskaber, der har indkøbt bitcoin.

“Det er ikke en problemstilling, der endnu har været rejst, men nu hvor det bliver bragt på banen, kan det være, at vi skal tænke over det og snakke med vores medlemmer om det,” siger Morten Malle.

Piller man verdens mest værdifulde bilproducent Tesla ud af ligningen, lyder de danske pensionskassers eksponering mod kryptolystige selskaber på 298 mio. kr. Det viser et dataudtræk, som Børsen har foretaget iPensionsmaskinen– en opgørelse over alle pensionskassers beholdningslister i februar 2022, som er lavet hos mediet Danwatch.

Investeringerne i selskaber med hang til kryptovaluta fylder fortsat et meget lille hjørne af den samlede danske pensionsformue, der ifølge Nationalbanken rundede 4460 mia. kr. i 2021.

“Ikke noget vi bifalder”

I Danica Pension har man investeret i selskaber som den koreanske spiludvikler Nexon Co. Ltd, der i april 2021 købte for 100 mio. dollar i bitcoin. I dag har selskabet en samlet beholdning på 1717 bitcoin på balancen. Også den amerikanske kryptobørs Coinbase fremgår af selskabets beholdningsliste.

Danica Pension har en eksponering mod selskaber med bitcoin på balancen for 501 mio. kr., hvis man tager Tesla med i regnestykket. 108 mio. kr. er placeret i Nexon-aktier, mens en investering i Coinbase fylder 2 mio. kr. Meldingen fra Esben Saxbeck Larsen, der er porteføljemanager i Danica Pension, lyder, at det ikke er noget, man ser imødekommende på.

“Det er ikke noget, vi bifalder, når selskaberne investerer i bitcoin. Men der er tale om en meget lille del af vores samlede portefølje,” siger Esben Saxbeck Larsen, porteføljemanager i Danica Pension.

Han forklarer, at beholdningen af både Nexon Co. Ltd og Coinbase skyldes investeringer i brede indeks.

“Nexon er primært en spilproducent, og krypto udgør 2 pct. af deres kontantbeholdning. Det var en halv procent af selskabets markedsværdi, da de købte det. De driver en forretning på at udvikle spil, som de tjener penge på. Det er et selskab, der har meget likviditet på bøgerne, så hvis de vælger at investere det hele i krypto, vil vi overveje, om det er noget, vi skal fortsætte med investere i. Det er langtfra givet,” siger han.

Ikke hovedforretning

I Velliv fortæller Sandra Metoyer, chef for bæredygtige investeringer, at kryptovaluta ikke er en aktiv del af investeringsstrategien, fordi det fortsat er meget volatilt og derfor ikke passer ind i porteføljen. På trods af det, har selskabet aktier for knap 697 mio. kr. i selskaber der har købt bitcoin. Ser man bort fra Tesla, har pensionskassen aktier for 63 mio. kr. i selskaber med bitcoin i den digitale bankbog.

“Man skal huske på, at bitcoin ikke er deres hovedforretning. Tesla bygger biler. Microstrategy sælger software. Bitcoin er en håndtering af deres likviditet og balance. Vi har som sådan ikke en holdning til selskabernes opkøb af bitcoin,” siger Sandra Metoyer.

Hun forklarer, at man ligesom i Danica Pension finder selskaberne i pensionskassens indeksprodukter, hvor Velliv ikke selv aktivt har valgt at placere pengene.

“Det, som er interessant, er at høre dem, hvad deres (eksterne forvalterered.) syn er på det. Det har vi ikke gjort endnu,” siger hun.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis