ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Banks nye bestyrelsesmedlem: Danmark har særlige styrker som bankerne kan udnytte

Med årtiers erfaring som McKinsey-konsulent for banker i hele verden mener Jacob Dahl, nyt bestyrelsesmedlem i Danske Bank, at de danske banker har nogle klare styrker. Foto: Simon Fals
Med årtiers erfaring som McKinsey-konsulent for banker i hele verden mener Jacob Dahl, nyt bestyrelsesmedlem i Danske Bank, at de danske banker har nogle klare styrker. Foto: Simon Fals

Efter i mere end ti år at have været ansvarlig for at hjælpe banker i Afrika, Mellemøsten og Asien med at blive mere effektive og profitable, har tidligere seniorkonsulent i McKinsey Jacob Dahl nogle klare observationer om, hvor banker i Danmark og Norden har noget særligt at byde på.

“Hver eneste gang jeg kontakter en mening medarbejder i en asiatisk bank, så bliver jeg altid sendt videre og højere op i systemet. Sådan er det ikke, når jeg ringer til en medarbejder i en dansk bank. Her forsøger de selv at svare, og man bliver kun sendt videre, hvis der er en anden, der ved mere om emnet. Det er en kæmpe styrke, og skyldes både, at man har højt kvalificerede medarbejdere i bankerne, og at man stoler på at de kan træffe selvstændige beslutninger,” siger Jacob Dahl.

Stærke medarbejdere en betydelig styrke

Han påpeger dog samtidig, at de nordiske banker fortsat primært er fokuserede på at drive bank, frem for at udvikle nye bankydelser.

“I Asien er der banker, hvor 70 pct. af de ansatte arbejder med teknologi. Så det er vigtigt, at kendskab til den egentlige bankdrift ikke bliver en sovepude for medarbejderne, men når banker skal digitaliseres, så er det alt andet lige en kæmpe styrke, at man har erfarne og selvstændigt tænkende medarbejdere,” siger Jacob Dahl, der tidligere i år blev nyvalgt som bestyrelsesmedlem i Danske Bank.

Netop Danske Bank har de senere år haft store problemer med omkostningerne, der er steget langt mere end indtægterne. Men ifølge Jacob Dahl har de nordiske banker faktisk en global styrke, som de kan udnytte, som er den store fokus på miljø, sociale forhold og ledelse, de såkaldte ESG-forhold, som både banker og virksomheder som Vestas og Ørsted i høj grad fokuserer på.

“I Norden har der i en del år været fokus på ESG-forhold, og nu oplever jeg simpelthen at netop ESG er et top-tre tema i alle de lande, og for alle de virksomheder, som jeg besøger. Og her er danske banker ganske enkelt rigtigt langt fremme, så hvis vi er fokuserede og gode nok til det, så tror jeg simpelthen at vi kan gøre det til en eksportforretning at lære finansielle virksomheder i resten af verden, hvordan de kan udvikle robuste processer for at inddrage ESG-forhold,” siger Jacob Dahl.

ESG-ekspertise kan give nye muligheder

Helt konkret mener Jacob Dahl, at danske og nordiske banker vil kunne spille en rolle, også internationalt, i forhold til struktureringen af certificerede grønne obligationer, hvor de store banker, herunder Danske Bank, allerede har dokumenterede erfaringer og succes-historier.

Han fremhæver også, at der i Norden, og i særdeleshed i Danmark, er en lang tradition for kapitalforvaltning, der også har taget ESG til sig.

“Inden for kapitalforvaltning kan vi nu ikke kun fremvise en række kapitalforvaltere der har vist, at de kan skabe gode afkast. Men også kapitalforvaltere, der fuldt ud integrerer ESG, og det giver os simpelthen et naturligt forspring i forhold til andre, som vi vil være i stand til at udnytte, hvis vi virkeligt ønsker at få fordelene af at være et foregangsland,” siger Jacob Dahl.

Vigtig at værdsætte kapitalstærke danske banker

Ud over ESG-fokuseringen fremhæver Jacob Dahl også, at der er en vigtig styrke, som der måske ikke i Danmark er så stort fokus på i dagligdagen, men som han mener er vigtig for det finansielle system.

“Jeg har flere gange set hvad der sker, når der bliver ‘run’ på en bank. Og jeg må bare sige, at det kan blive meget ubehageligt, og få alvorlige konsekvenser. Ikke kun for den enkelte bank og dens kunder, men også nogle gange for det bredere samfund. Og her tror jeg at vi skal være rigtigt glade for, at vi i Danmark har så stabile og velkapitaliserede banker. Nogle gange kan bankfolk måske være lidt irriterede over alle de kapitalkrav der er kommet siden finanskrisen, men jeg må bare konstatere, at det måske nok kan være irriterende, men også en kæmpe fordel,” siger Jacob Dahl.

Netop risiko er i øvrigt noget, som Jaoob Dahl også i fremtiden kommer til at beskæftige sig med. For sammen med den også nyvalgte tidligere PFA-chef, Allan Polack, og Danske Banks mest erfarne bestyrelsesmedlem, Carol Sergeant, er han blevet udpeget til medlem af risikoudvalget i Danske Banks bestyrelse.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis