Høj løn og gode karrieremuligheder spiller den største rolle, når landets business- og økonomistuderende skal søge job efter at have færdiggjort deres uddannelse
A.P. Møller-Mærsk sætter både McKinsey, Lego, Deloitte og Novo Nordisk til vægs og springer for første gang siden 2014 øverst op på listen over steder, de danske business- og økonomistuderende allerhelst vil arbejde, når de har gjort deres uddannelse færdig.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af den globale rådgivervirksomhed Universum, hvor 3400 studerende fra business- og økonomiuddannelser bl.a. svarer på, hvor de helst vil arbejde efter endt uddannelse. Og efter otte år længere nede på listen, kan Mærsk nu igen sætte sig på tronen.
“Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Og det er forhåbentlig blandt andet et resultat af, at vi de seneste år har gennemgået en større transformation og har været tydelige i vores kommunikation omkring det,” siger Kristoffer Hvenegaard Isaksen, der er Talent Attraction Manager i Danmark og Norden i Mærsk.
Ifølge Universums danske direktør Jesper Dansholm er førstepladsen tilbage hos Danmarks største virksomhed, fordi de studerende det seneste år har haft meget fokus på høj løn og gode karrieremuligheder.
“Der er bred enighed blandt de business-studerende om, at de tre vigtigste faktorer er muligheden for høj fremtidig indkomst, muligheden for at blive leder, samt at virksomhedens navn er en god reference for den fremtidige karriere. Det er det, vi betegner som de hårde værdier,” siger Jesper Dansholm og fortæller, at Mærsk rekordhøje indtjening det seneste år derfor også kan have spillet en rolle i placeringen.
“Mærsk har leveret deres bedste regnskab nogensinde, hvilket også har betydet, at de har været meget i mediebilledet. Ligesom at de har fokus på klimadagsordenen, som især de kvindelige studerende vægter højt."
Banker tager største spring
De studerende har i alt haft 116 danske arbejdspladser at vælge imellem i undersøgelsen – og blandt dem er årets højdespringer Sydbank, der tager et hop på hele 26 pladser og lander på en 53.-plads. Faktisk har alle danske banker taget et skridt eller flere i den rigtige retning. Jyske Bank springer 14 pladser op, Nordea forbedrer sin placering med 7, mens Danske Bank lander på en 13.-plads sammenlignet med sidste års 14.-plads.
“Bankerne bliver forbundet med de hårde værdier, som netop er blevet vigtigere for de studerende i forhold til sidste år. Og når man så har en hel branche, som er forbundet med de hårde værdier, så sker der et løft,” siger Jesper Dansholm.
I den anden ende af feltet lider Nets den største tilbagegang og lander på plads nr. 76. Det er 26 trin i nedadgående retning sammenlignet med sidste års 50.-plads.
Mens de hårde værdier er blevet vigtigere, lander bløde værdier som virksomhedens forpligtelse til diversitet og inklusion kun som nummer 38 ud af de 40 værdier, de studerende kan vælge imellem. Og det kommer bag på Jesper Dansholm.
“Vi taler så meget om diversitet og inklusion, så man skulle tro, at det begyndte at fylde mere. Det har ligget statisk i bunden i flere år. Jeg tror, at de studerende tager for givet, at de store arbejdspladser i Danmark har styr på det. Så det er ikke på det område, at man bliver tilvalgt, men nok i højere grad derfor, at man fravælger længere henne i processen til en eventuel samtale eller efter noget tid på arbejdspladsen.”
Fokus på nye trends
Mens diversitet og inklusion falder til bunds, har de studerende dog i større grad fokus på work-life-balance og hjemmearbejde. Det er nu på en 11.-plads over de værdier, som de business-studerende vægter højest, hvor det sidste år lå nede på en 22.-plads.
“Det er arbejdstagers marked i øjeblikket, så de studerende føler sig også berettigede til at stille krav til deres arbejdsplads. Dertil har virksomhederne været enormt opmærksomme på det, og vi ser, at det er blevet det nye normale,” siger Jesper Dansholm.
Og det er da også noget, Mærsk er opmærksom på, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at forblive de business-studerendes drømmearbejdsplads fremover.
“Det handler om at fortsætte med at fortælle om den retning, vi bevæger os i. Vi har været opmærksomme på at ændre os i retningen af de trends, som vi har set i lyset af nedlukningerne. Blandt andet i forhold til bedre work-life-balance og hjemmearbejde, men vi er også i gang med en stor fornyelse af vores hovedkontor i København, så vi tilpasser os det arbejdsliv, som tydeligvis har ændret sig,” siger Kristoffer Hvenegaard Isaksen.