To alternative investeringsfonde i Danske Bank slår nu dørene op for nysalg efter flere år med ro til forvaltning.
Genåbningen betyder, at flere bankkunder i Danske Bank nu kan få adgang til alternative investeringer. De to fonde giver nemlig investorer adgang til porteføljer af alternative investeringer i det unoterede marked, som normalt er forbeholdt institutionelle investorer.
Mere præcist kan kunder sende deres opsparede midler efter investering i infrastruktur, unoterede selskaber, lån til virksomheder og ejendomme, landbrug og skovbrug.
Det kan banken, fordi de har fået Finanstilsynets godkendelse til at markedsføre produktet til privatkunder, som ikke nødvendigvis har en større investerbar formue – de såkaldte detailkunder. Det betyder, at banken ikke skal efterleve EU's MIFID-direktiv, som opstiller en række krav til, hvornår en investor må investere i de alternative aktivklasser.
Derfor kan Danske Banks kunder i princippet investere i fondene, hvis de kan lægge et minimumsindskud på 75.000 kr. og underskrive en erklæring om, at de er en velinformeret investor.
Høje gebyrer
Men de nye muligheder har en pris.
Men de nye muligheder har en pris. Som investor i de nye fonde, skal der betales op til 10 pct. af den samlede investering i gebyr for at træde ind i fondene og yderligere op til 10 pct. i gebyr, når kunder ønsker at hente sin investering ud af fondene igen. Den nuværende sats ligger dog hhv. på 1. pct. og 0 pct. Dertil kommer løbende årlige administrationsomkostninger på 2,95 pct. i den offensive fond og 1,95 pct. i den defensive.
Hvis en kunde investerer i den offensive fond og ender med at betale den maksimale gebyrsats, kan det skære langt størstedelen af det forventede afkast i tilfælde af en syvårig investering. Dertil kommer de betydelige risikofaktorer, som kunden også løber ved at investere alternativt. Danske Bank selv kategoriserer fondene som henholdsvis høj- og middelrisikofonde, og advarer kunder om, at markedsuro over en bred kam kan føre til betydelige fald i værdierne af aktiver på tværs af aktivklasser i fondenes porteføljer.
Derfor er Danske Bank ifølge Thomas Borg Dideriksen, der er ansvarlig for investeringsprodukter og tilhørende services i banken, også særligt opmærksomme på, hvilke kunder der skal have tilbudt investering i de to fonde.
“Det her er et produkt, vi præsenterer i en indgående dialog til en selektiv gruppe af erfarne investeringskunder med en kompleks økonomi.,” siger han og tilføjer:
“Vi har ingen salgsmål på de her produkter. Vi skal ikke risikere, som i alle andre tilfælde, at vi havner i en situation, hvor en rådgiver utilsigtet kommer til at gå på kompromis med vores investorbeskyttelse, fordi han eller hun gerne vil opfylde et salgsmål.”
Forbeholdt få
Som udgangspunkt tilbyder Danske Bank kun fondene til kunder, der har en investerbar formue på minimum 5 mio. kr., og som har plads i økonomien til at investerer langsigtet.
“Selvom vi har muligheden lovgivningsmæssigt, så tilbyder vi som udgangspunkt ikke denne type produkter til det nedre private banking-segment. Det er et produkt, hvor vi er meget selektive. Det er vigtigt at understrege, at produkterne ikke må ses som et alternativ til en kontant indestående.,” siger han og tilføjer:
“Udover vores institutionelle kunder, der investerer i dette produkt, er denne type produkter et tilbud til kunder, som har en større investerbar formue med en tidshorisont på 7-10 år eller derover, og f.eks. er et alternativ til aktier og lange obligationer.”
Som udgangspunkt anbefaler Danske Bank, at kunder som minimum har en syvårig investeringshorisont, når de placerer midler i de to fonde.