Den irske centralbank, CBI, har fundet fejl i Danske Banks systemer, og det koster nu en bøde på 1,8 mio. euro, ca. 13,5 mio. kr.
Det oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse.
Danske Bank driver en filial i Irland, som kun beskæftigter sig med store erhvervs- og institutionelle kunder - til forskel fra den fulde filial i Nordirland.
"Danske Bank har indvilliget i at betale en bøde på 1.820.000 euro, der er udstedt i henhold til CBI’s administrative sanktionsprocedure. Det indgåede forlig markerer undersøgelsens afslutning," skriver Danske Bank.
Sagen omhandler automatiseret transaktionsmonitering, hvor der har været fejl i periode 2010-2019.
Fra 2015
Ifølge den CBI vidste Danske Bank allerede i 2015, at transkaktionsovervågningen ikke var så velfungerende som det burde være, og at det indebar risici.
Men der gik længe inden, at man rettede op på det. Det skete først i 2019. Ifølge CBI blev 2,43 pct. af transaktionerne i Irland ikke overvåget for "hvidvask- og terrorfinansieringsrisici."
"Manglen på at rette op på problemet og underrette centralbanken straks er en skærpende omstændighed i denne sag. Centralbanken forventer, at virksomheder gør opmærksom på fejl ved førstkommende lejlighed og til at handle hensigtsmæssigt for at afhjælpe identificerede fejl. Det vil centralbanken holde virksomheder, herunder dem der opererer i i Irland, fuldt ansvarlige for, hvor de undlader at træffe sådanne handlinger," siger Seana Cunningham, der er chef for CBI's hvidvaskbekæmpelse.
CBI skriver endvidere, at Danske Bank i førte omgang stod til at få en bøde på 2,6 mio. euro., men at Danske Bank fik en rabat på 30 pct., fordi man er indgået i en hurtig afregning af sagen.
Beklager dybt
Banken har været i byen for at få hjælp til at undersøge konsekvenserne af fejlen i perioden 2016-2019. Denne undersøgelse viser "meget lav" risiko for økonomisk kriminalitet, og det har affødt blot en enkelt mistænkelig transaktionsrapport.
Banken har ikke fundet kunder, som har lidt penge på grund af fejlen - fejlen blev i øvrigt fuldt rettet i marts 2019, lyder det.
"Danske Bank beklager dybt og undskylder for fejlene, som foranledigede denne undersøgelse. Danske Bank anerkender vigtigheden af at have effektive procedurer for hvidvaskbekæmpelse og tager vores forpligtelser i henhold til hvidvasklovgivningen samt tilhørende vejledninger meget alvorligt," skriver banken.