ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank-aktien nu slået tilbage til kursniveauet fra 2012

Danske Bank har identificeret fejl i rådgivningen af kunder i forbindelse med tinglysning af pantebreve. Arkivfoto: Marie Bentzon
Danske Bank har identificeret fejl i rådgivningen af kunder i forbindelse med tinglysning af pantebreve. Arkivfoto: Marie Bentzon

(Opdateret med mandagens slutkurs.)

Kalenderen står på 2019. Men for de hårdt prøvede aktionærer i Danske Bank kunne det lige så godt være 2012.

For mandag lukkede Danske Bank-aktien i kurs 96,52 kr. Det er det laveste niveau siden 28. december 2012, hvor en aktie i Danmarks klart største bank kunne købes for 95,65 kr.

Den 16. september 2013, hvor daværende bestyrelsesformand Ole Andersen uventet fyrede den daværende ordførende direktør Eivind Kolding og erstattede ham med Thomas F. Borgen, sluttede Danske Banks aktiekurs i 120,50. Siden gik det stort set kun opad for aktiekursen, der 9. maj 2017 ramte 257,50 kr., svarende til at Thomas Borgen havde leveret en kursstigning på 114 pct., eksklusive udbytter.

Men det ændrede Danske Banks estiske hvidvask-skandale på. Og selv om aktien især i 2018 fik massive klø af investorerne, så er nedturen fortsat i 2019.

Siden nytår har Danske Bank-aktien mistet godt 24 pct. af sin værdi. Til sammenligning er C25-indekset over de toneangivende danske aktier i år steget med 10,3 pct. Faktisk er det kun Ambu, der har klaret sig dårligere blandt de store danske aktier.

Danske Bank klarer sig markant dårligere end andre bankaktier

Også set i forhold til andre europæiske banker er Danske Banks nedtur dramatisk. Bloomberg 500 bankindekset over de største børsnoterede banker er i år til sammenligning faldet med mere beskedne 5,7 pct.

Fredag kunne Ritzau Finans fortælle, at der er skrap kritik og formentlig seks påbud på vej til Danske Bank i den såkaldte Flexinvest-sag. Den handler om at Danske Bank fra begyndelsen af 2017 til slutningen af 2018 tog for mange penge for investeringsproduktet Flexinvest Fri, og solgte det til kunder, der slet ikke burde have haft det.

Sagen førte til at bestyrelsen fyrede chefen for de danske bankaktiviteter, Jesper Nielsen, og vil kompensere kunderne med ca. 400 mio. kr. Men der kommer altså ifølge en aktindsigt fra Finanstilsynet også et tilsynsmæssigt efterspil til den sag.

Med den nuværende aktiekurs har Danske Bank en markedsværdi på ca. 81,6 mia. kr. Til sammenligning var markedsværdien på 108 mia. kr. da Thomas Borgen tiltrådte som topchef i september 2013, og 230,7 mia. kr. da aktien toppede i maj 2017.

Ved udgangen af juni var Danske Banks bogførte egenkapital på 148,7 mia. kr. Med andre ord vil investorer i dag blot betale knap 55 øre for en krones egenkapital i Danske Bank.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis