ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk topforsker får 59 mio kr til finansiel grundforskning

Professor i finansiering Lasse Heje Pedersen fra Copenhagen Business School har fået godt 59 mio. kr. til at etablere et finansielt grundforskningscenter. Foto:  Poul Christensen/CBS
Professor i finansiering Lasse Heje Pedersen fra Copenhagen Business School har fået godt 59 mio. kr. til at etablere et finansielt grundforskningscenter. Foto: Poul Christensen/CBS

Danmarks Grundforskningsfond har netop bevilget 625 mio. kr. til 11 nye grundforskningscentre, også kaldet "Centers of Excellence", der de kommende år skal producere forskning i international topklasse, inden for alt fra undersøgelser af oldtids-DNA til kemien i skyformationer.

For anden gang har grundforskningsfonden også valgt at støtte et finansielt grundforskningscenter, tilknyttet Institut for Finansiering på Copenhagen Business School.

Europæisk topøkonom

Centerchefen bliver den 49-årige Lasse Heje Pedersen, der som 35-årig blev udnævnt til professor i finansiering ved New York University, men i 2011 blev professor på CBS. Samme år, som han modtog Bernácer-prisen, der tildeles den dygtigste økonom i Europa under 40.

Han blev i øvrigt tilknyttet CBS i forbindelse med, at professor David Lando modtog en bevilling til grundforskningscentret "Center for Finansielle Friktioner", der lukker i år efter en ti-årig bevilling.

Lasse Heje Pedersens nye center kommer til at hedde "Center for Big Data in Finance", og han har indtil videre modtaget godt 59 mio. kr. til seks års forskning, med mulighed for en fire-årig forlængelse.

Big data og finans

"Big data, kunstig intelligens og maskinlæring er på vej frem mange steder i samfundet, men i forhold til økonomi og finans er vi faktisk stadig kun ved den spæde begyndelse. Og vi får nu muligheden for at skabe et af de første akademiske centre i verden, der skal systematisere brugen af big data og maskinlæring inden for finans," siger Lasse Heje Pedersen.

Et af de konkrete områder, som det nye center skal undersøge, er hvordan sociale medier påvirker finansmarkederne. Et emne, der kom voldsomt fokus på i forbindelse med at butikskæden Gamestops aktier i begyndelsen af 2021 pludseligt begyndte at stige eksplosivt, efter omtale på sociale medier.

"Jeg har selv skrevet en teoretisk artikel om Gamestop, men jeg manglede empiriske data til at undersøge fænomenet. Og noget af det, vi gerne vil undersøge systematisk, er hvordan sociale medier påvirker finansmarkederne, og dermed også virksomhederne," siger Lasse Heje Pedersen.

Penge til forskeruddannelse

Centret vil få tilknyttet 11 forskere, men vil også give penge til at uddanne nye finansforskere.

"Helt konkret får vi mulighed for at tilbyde to ph.d.-stipendier om året, og da vi på institut for finansiering normalt kun kan tilbyde et stipendium, er det bestemt noget der kan mærkes, og som er vigtigt for at kunne skabe den næste generation af forskere," siger Lasse Heje Pedersen.

Bevillingen har også betydning for hele CBS, forklarer forskningsdekan Søren Hvidkjær, der selv er finansforsker.

"For ethvert universitet er den vigtigste opgave at uddanne unge mennesker, men det skal være en forskningsbaseret undervisning, så derfor er det også vigtigt for os at uddanne unge forskere. Og desværre er vores basis-forskningsbevilling lav, så vi er afhængige af ekstern finansiering. Og også derfor betyder det rigtigt meget for CBS at Lasse har fået så stor en bevilling, i hård konkurrence med mange andre dygtige forskere," siger Søren Hvidkjær.

Praktisk viden

Ifølge Lasse Heje Pedersen er det dog ikke kun forskerne, der får glæde af centeret.

"Vi får nu også råd til at købe nogle af de meget dyre datasæt, som de også har på Stanford University og New York University, og dem får alle adgang til, så de kan også bruges af studerende når de eksempelvis skal lave en kandidatopgave. Og det kan få dem op i en anden liga, for kombineret med unikke danske registerdata kan vi sagtens konkurrere med universiteter som Stanford," siger Lasse Heje Pedersen, der selv modtog sin ph.d.-grad fra Stanford University.

Forskningsdekan Søren Hvidkjær pointerer dog også, at centerets arbejde har en helt praktisk samfundsrelevans.

"Lasses forskning bruges ikke kun af akademikere, men også af centralbanker, finansielle regulatorer og praktikere som banker. Blandt andet har hans forskning været vigtig for at forstå, hvordan og hvorfor der opstår likviditetsproblemer i finansmarkeder," siger Søren Hvidkjær.

Højere risikojusteret afkast

Også Lasse Heje Pedersen mener, at centerets arbejde kan bruges uden for universiteternes mure.

"Noget af det vi sidder med er ret avanceret, så måske først og fremmest for institutionelle investorer. Men hvis vi eksempelvis kan bruge maskinlæring til at sammensætte bedre risikojusterede porteføljer, så kan det bruges af pensionsselskaberne, og dermed give højere pensioner i fremtiden," siger han.

Koblingen mellem finansteori og investeringer kender Lasse Heje Pedersen i øvrigt bedre end de fleste, da han også er såkaldt "principal", eller partner, i AQR Capital, der er en af verdens største kapitalforvaltere, der blandt andet investerer penge for ATP.

Centeret for Big Data in Finance ventes at blive etableret i slutningen af året.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis