“Privat grund” står der på orange advarselskilte ved alle indgange til den jord, som Rosendal Slot ligger på. Det er nye tider for det lille renæssanceslot lidt uden for Helsingborg i Sverige, for efter størstedelen har stået tomt i årtier, er den danske erhvervsmand Poul Martin Mikkelsen rykket ind med millioner på vedligeholdelseskontoen.

“Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg aldrig ville købe noget med spir og voldgrav,” siger han lavmælt, da vi har sat os i det lyse køkken i “Lilleslottet”, hans private længe fra 1515 af bygningsværket, hvis hovedbygning daterer sig til 1615.

“For det er så prætentiøst,” tilføjer den 70-årige advokat, ejendomsinvestor, tidligere ejer af Jacob Holm & Sønner, vestjyde, udenlandsdansker og milliardær, der, præcis 500 år efter de ældste mure blev bygget, blev herre på stedet.

Det kan godt være, der er masser at prale af, men det ligger ikke til ham, og han er heller ikke typen, der har talt med medierne i tide og utide. Det, man kan finde, handler mest om, hvordan han var eneejer af en af Danmarks ældste virksomheder, det børsnoterede Jacob Holm & Sønner. Det blev grundlagt i 1794 af en urtekræmmer på Christianshavn, som gik ind i fiberproduktion til reb og siden udviklede sig til at være en dominerende underleverandør af syntetiske fibre til giganter inden for bl.a. bleer og hygiejnebind som P&G og Johnson & Johnson.

Han købte sig ind i 1979, og i 1997 fusionerede han fibervirksomheden med Hercules, den eneste anden globale konkurrent, som han året efter solgte det hele til for 1,4 mia. kr. Herefter afnoterede han selskabet, så aktionærerne fik pengene ud. En tekstilfabrik i Frankrig beholdt han og fik de røde tal forvandlet til knaldsorte, så han i 2021 sammen med sin ældste søn, Martin Mikkelsen, kunne sælge den til amerikanske Glatfelter i en handel til knap 2 mia. kr.

I 2015 blev han lokket til Rosendal Slot af en svensk ejendomsmægler, og selv om han aldrig havde set noget så forfaldent, var hans interesse vakt.

“Det er noget sært noget at tale om, men da jeg så det, vidste jeg med det samme, hvordan det skulle se ud, og det gælder også parkanlægget, som er en af mine store interesser. Det handler simpelthen om muligheden for at skabe skønhed,” forklarer han, mens han bapper stilfærdigt på sin pibe.

Første gang han gik gennem den svenskblå hoveddør, kunne han kigge direkte op til himlen gennem huller i lofter og tag, og øverste etage var dækket af halvanden meter ekskrementer og redemateriale fra duer og alliker. Oven på det stod der ca. 600 baljer under de huller, hvor det dryppede ned gennem teglstenene. Gulvene og murstene var rådne flere steder, og kobbertaget på det ene tårn var forvitret.

“Indvendigt krævede det en stor udskrabning, men slottet er et af de få renæssanceslotte, som ikke er blevet forvansket udvendigt af ombygninger gennem tiden,” fortæller han om det totalfredede bygningsværk, der ligger bare halvanden time fra København og 12 minutters kørsel fra færgen i Helsingborg.

I dag står det i ren renæssancestil, som det blev bygget på Chr. 4’s. tid, men med alle moderne installationer, isolering og ti værelser med bad, mens det enorme gamle ildsted er blevet lukket af og har fået selskab af et stort, rødt køkken, som Poul Mikkelsen har moret sig med at vælge.

“Man skal ikke være så forhippet på sine principper, hvis der kommer noget interessant ind fra siden. Jeg er grundlæggende et fleksibelt menneske,” siger han med med et lille smil og kaster blikket ud gennem de tykke mure fra 1515 og forbi den voldgrav, som han alligevel blev fristet til at købe sammen med slottet, parken og de 820 hektar landbrugsjord.

Jens Risom kigger ind ad køkkendøren. Han er direktør og godsforvalter på Gisselfeld Slot, og derudover en gammel ven af Poul Mikkelsen og kom lige forbi på vej hjem fra et møde.

“Jeg har aldrig set et gods i så dårlig stand,” medgiver Jens Risom, der har været rådgiver for Realdania og var med, da Mikkelsen besigtigede ejendommen. Han vurderer, at slottet var ti år fra at brase sammen, men han var klar over, at det ikke hjalp at fraråde Mikkelsen at købe. Han kunne se ilden i hans øjne allerede.

“Det er en intellektuel udfordring at købe et sted som dette,” siger Poul Mikkelsen.

“Det kan kun lade sig gøre i samarbejde med håndværkere, som er fantastisk dygtige. Jeg lærer så meget hele tiden, og det er en gave at få lov til at bevare karakteristika hos noget med så stor skønhed som dette sted.”

Han købte ejendommen for 200 mio. kr. og istandsatte for et større beløb, han holder for sig selv, og skønheden indbefatter i dag også parken. Den var lige så misligholdt som bygningerne, fortæller han, mens vi tager en parkvandring med labradoren Flora som entusiastisk ledsager.

Hans grundlæggende idé, at arkitektur og landskab hænger sammen i en helhed, forklarer han som, at vi bevæger os fra stram kultur til vild natur. Vi spadserer gennem de stringente, geometriske bede, der sender hilsner til renæssancen, men er skabt i hans eget nutidige billede med Piet Heins superellipse som rettesnor.

Flora skræmmer en hare op fra sit skjul under en hosta i det mere legende og frodige område mod øst, som lægger sig op ad den engelske havetradition, før en grøft med vand udgør grænsen mod den vilde eng. Her han har plantet langsomtvoksende egetræer, der om 100 år kan erstatte rækken af omtrent 300 år gamle ege, der flankerer den sydlige del af ejendommen og med tiden vil dø og falde om.

Oprindeligt var det hans hensigt, at Rosendal Slot skulle være familiens sommerbolig, men han har måttet erkende, at tiden er knap for både ham og hans tre børn, og at stedet blev brugt for lidt.

“Og det er ikke sundt for et hus at stå tomt,” siger han.

Derfor har han udviklet et udlejningskoncept for private og virksomheder til selskaber, møder og events, og det har han gjort sammen med hustruen, Beate Mikkelsen, og sin yngste søn, Gregers Mikkelsen, der går og forbereder frokosten i det røde køkken.

Mens håndværkerne reddede, hvad reddes kunne, af tapeter, lofter, gulve og træværk, og rekonstruerede resten, har Poul Mikkelsen og hans kone indrettet med moderne design tilsat ægte kunst fra Johannes Larsen til Poul Ancher Bech. I et hjørne står et enkelt antikt møbel, nemlig Jacob Holms mahognichatol fra 1800-tallet.

Ligesom Poul Mikkelsen byggede Holm sin formue op fra grunden, først som urtekræmmer og siden som grosserer, jordbesidder og skibsreder.

Poul Mikkelsen voksede op et par hundrede år senere ved Holstebro som den yngste af fem søskende og en far, der var stadsdyrlæge og “embedsmand af den gamle skole” og en mor, der var hjemmegående.

“Vi fik en studentereksamen, og derefter måtte vi klare os selv, for vi fik ingen penge med videre,” husker han. Han flyttede til Aarhus for at studere jura og for at finde måder, han kunne tjene penge på.

“Man kunne optage et statsgaranteret studielån, og det gjorde jeg. Jeg havde den opfattelse, at et lån ikke var noget, man spiste, men noget, man investerede,” siger han med eftertryk og fortsætter: “Men jeg spiste så heller ikke så meget.”

Han og hans partner Schröder slog pengene sammen og opkøbte værdipapirer. De fandt ud af, at der dengang var en prisforskel imellem pantebreve udstedt i Jylland i forhold til dem udstedt på Sjælland, fordi køberne af pantebreve typisk var at finde i København. Disse købere var ikke så bekendte med Jylland og jyske ejendomme og ville derfor have rabat for at købe.

“Vi arbejdede for at få skabt en anden accept af værdien af jyske pantebreve, hvilket lykkedes i forhold til vores kunder. Vi blev derved konkurrencedygtige og kunne tjene vores provision,” fortæller han.

Han og partneren fik overraskende hurtigt et godt overskud, men slog sig gevaldigt over fingrene i 1972, hvor aktiemarkedet i forbindelse med oliekrisen faldt drastisk.

“Det var kun sundt, for da lærte vi, at vi ikke kunne gå på vandet, og at likviditet er udslagsgivende for, om man overlever kriserne,” siger Poul Mikkelsen, der ud over den læresætning har indprentet sig en anden:

“Forvent, at der kommer en krise, for det gør der lige så sikkert som amen i kirken.”

Likviditet blev deres fælles styrepind for samarbejdet mellem de to partnere, som købte ejendomme for at gøre det, de var bedst til, nemlig at istandsætte efter alle kunstens regler og indføre de rette udlejningsforhold til de rette lejere, hvorefter de solgte dem igen. For at holde sig til målet om den stærke likviditet indførte de gensidig vetoret.

“Så hvis én af os blev bløde i knæene over en af de bygninger, vi havde købt og istandsat, kunne den anden insistere på at sælge den igen. Det er derfor, vi som nogle af de få ejendomsinvestorer fra dengang stadig står i dag,” siger han.

Det var bl.a. deres selskab, der opkøbte og istandsatte bygningen, der i dag rummer den legendariske Café Victor, men den blev ligesom mange andre smukke, gamle bygninger i København og resten af landet solgt igen. Selv om værdien af dem er steget astronomisk sidenhen, har han aldrig fortrudt et salg. Fordi: Likviditet.

“Men hvis jeg havde beholdt dem, havde jeg måske været velhavende i dag,” indvender han fiffigt.

Hvor skønhed har været en primær drivkraft for Poul Mikkelsen i privat sammenhæng, har nysgerrighed været et vigtigt professionelt incitament. Hvordan mon de andre handlede værdipapirer, spurgte han sig selv som ganske ung og regnede det ud hen ad vejen.

Hvordan mon man driver et landbrug og sørger for, at der også er mad og plads til dyr og småkravl, tænkte han og købte som 31-årig et stykke jord med skov på Mols og tog på Landbohøjskolen for at købe alle relevante bøger om emnet og satte sig til at læse.

Hvordan mon man får en industrivirksomhed til at give overskud og vokse sig til en global spiller, var endnu et spørgsmål, han stillede sig, og svaret kan han ikke formulere kort, men han viste i praksis, hvordan med Jacob Holm & Sønner.

Som 27-årig købte han sig ind i den dengang skrantende virksomhed og knoklede de følgende ti år både som advokat, investor og industriboss, indtil han overlod sine klienter i advokatfirmaet O. Bondo Svane til en yngre kollega, men forblev administrerende partner. Det gav ham bedre tid til fibervirksomheden og til Dønnerup Gods og Rangle Mølle, som han istandsatte, byggede til og anlagde parkanlægget på, og som i dag er hans danske tilholdssted.

“Der er kun én ting at gøre, hvis du vil afprøve noget og få succes med det, og det er at arbejde. Jeg arbejdede i mange år 24/7, som det hedder, og 365 dage om året. Selvfølgelig var der feriedage med familien, men det var ikke dem, der prægede kalenderen,” indrømmer han.

“Det var dengang, man havde energi,” tilføjer han.

I dag lægger han den energi, han har, i “nogle projekter” inden for ejendomssektoren i Danmark og Schweiz, hvor han er bosat i nærheden af Luzern det meste af året.

“Mine børn driller mig med, at hvis jeg ikke har et projekt kørende, sætter jeg et nyt i gang,” siger han.