Selvom luften gik ud af bitcoin-ballonen sidste år, så hiver den danske softwarearkitekt Niklas Nikolajsen trecifrede millionbeløb hjem i det schweiziske selskab Bitcoin Suisse, som han stiftede i 2013.
Det viser udvalgte nøgletal fra blockchainvirksomheden, som Børsen har fået.
Det er første gang Bitcoin Suisse afslører regnskabstal, på trods af, at selskabet efter schweizisk lov ikke er forpligtet til det. Men det er vigtigt for Niklas Nikolajsen at vise, at der er bund i hans livsværk.
Tallene, som er revideret af Grant Thornton, viser, at Bitcoin Suisse i 2017 og 2018 har præsteret overskud på i alt 347 mio. kr. Omsætningen er stadig hemmelig, men skal ifølge Niklas Nikolajsen tælles i milliarder.
Stifteren blev på rekordtid særdeles formuende, da kursen på en bitcoin pludselig bragede gennem loftet i 2017. Han købte allerede op i den digitale valuta i 2011, da prisen på en bitcoin var under 50 cent, så da den steg til 15-20.000 dollar, tjente han flere hundrede millioner kroner.
Det gik så stærkt, at han på et tidspunkt ikke selv havde overblik over, om han var millionær eller milliardær, og siden har han bibeholdt mystikken ved at afvise at svare på, hvor velhavende han er.
Har købt et slot i Schweiz
Sideløbende har han opbygget forretningen Bitcoin Suisse fra bunden, efter han flyttede til Zug i Schweiz. Selskabet hjælper velhavende mennesker med at investere i kryptovalutaer, veksle til og fra regulerede valutaer og opbevare de digitale valutaer et sikkert sted.
Desuden har Bitcoin Suisse været finansiel rådgiver på nogle af de største ICO'er (kapitalrejsning med kryptovalutaer, red.) i verden. Bl.a. da Tezos rejste ca. 1,3 mia. kr. til en ny kryptovaluta og Bancor fik lidt over 1 mia. kr. i kassen.
Nøgletallene for 2017 og 2018 viser dog, at det sidste år var svært at følge op på resultaterne året før, hvor hypen var størst. Således faldt overskuddet fra 207 mio. kr. til 140 mio. kr.
Det kan skyldes, at ICO'erne generelt fik et blakket ry, fordi flere blev afsløret i svindel. Finanstilsynet herhjemme var også ude og advare investorer mod den alternative model til at rejse kapital.
I 2018 styrtdykkede værdien af en bitcoin med over 70 pct., men Niklas Nikolajsen har sikret sig ved at investere en del af sin gevinst i guld, som han har gravet ned, og ejendomme.
Senest købte han et 1700-tals slot i Schweiz, hvor han bor med sin kone. Inspireret af Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen har han også stiftet et såkaldt family office, Nikolajsen Capital.
Børsen forsøger at få en kommentar fra Niklas Nikolajsen.
Dansk bitcoin-velhavers schweiziske selskab har tjent 347 mio kr på to år
21. mar. 2019 KL. 12.54
Gem til senere