Betydelige negative kursreguleringer som følge af kursfald i danske realkreditobligationer var skyld i et markant lavere resultat i kvartalsregnskabet, som Sparekassen Sjælland-Fyn præsenterede torsdag morgen.
Helt konkret landede resultatet på 82 mio. kr. mod tidligere 144 mio. kr. samme periode sidste år. Samtidig landede kursreguleringerne på -36 mio. kr. mod tidligere 13 mio. kr.
Faldet skyldes primært, at banken de seneste fem år har haft placeret en stor del af sin overskudslikviditet i obligationer. Og når renten stiger, så falder værdien af obligationerne.
Udsigt til større afkast
På trods af det store fald i resultatet mener adm. direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn Lars Petersson alligevel, at kvartalsregnskabet er tilfredsstillende.
“Det ærgrer mig ikke. Det er præmissen, når man har så meget overskudslikviditet, som vi har. Du kan jo ikke gemme dig nogen steder. Når renterne stiger så kraftigt, som de har gjort herhjemme, så er der ikke noget at gøre, så får du kurstab,” siger han.
Men nu går banken lysere tider i møde. For de stigende renter betyder nemlig, at banken kan se større afkast på obligationerne og dermed tjene flere penge på overskudslikviditeten.
“Vi kommer til at kigge ind i en ikke utydelig merindtægt på rentesiden med de stigende rater. Det er ret positivt. Det bliver rigtig morsomt at begynde at få renteafkast af sin overskudslikviditet,” siger Lars Petersson.
Hvad angår udviklingen af udlån har banken ifølge Lars Petersson en forventning om, at udlånene vil stige resten af året. Særligt udlån til privatkunder, som ønsker at investere i grøn omstilling, forventer Lars Petersson, vil stige.
“Lige nu tror jeg, at mange er tilbageholdende med pengepungen på grund af en større gasregning og stigende priser på varer. Men omvendt er der også mange, der skal i gang med at investere i at få skiftet deres gasfyr ud med varmepumper,” siger han.
Adspurgt, om Sparekassen Sjælland-Fyn kommer til at afskaffe negative renter for privatkunder, når renten stiger, lyder det fra Lars Petersson, at banken vil følge markedet.
“Jeg tror, at det kommer helt automatisk af sig selv. Lige så snart at rentemiljøet på de ledende rentesatser begynder at normalisere sig og komme over nul, så vil vi også følge med markedet,” siger han.
Ny strategi
Banken introducerede i april 2022 en ny strategiplan, som de kalder “mod nye mål”. Det er mål, som banken vil satse på at nå inden 2025.
Strategiplanen præsenterer ambitioner om at styrke Sparekassen Sjælland-Fyn yderligere. Mere præcist er det altoverskyggende mål ifølge Lars Petersson at skabe en mere rentabel forretning og dermed nedbringe bankens omkostningsprocent fra den nuværende 60 til under 50 pct.
Derudover vil banken investere betydeligt i udvikling af medarbejderstaben, lyder det fra den adm. direktør.
“Det er lige fra fleksible arbejdstider til uddannelsesprogrammer. Vi kommer til at bevæge os henimod at møde vores medarbejdere, der hvor de er i deres liv, og så skal vi hjælpe dem derhen, hvor de gerne vil hen. Så vi kommer til at lave meget mere individuel personaleudvikling, end vi hidtil har gjort,” siger Lars Petersson.