Der er fin stemning på det danske aktiemarked fredag morgen, hvor C25 stiger 0,3 pct. kort efter børsåbning.
Ude i Europa falder det tyske DAX-indeks med 0,3 pct., mens det franske CAC-indeks falder 0,1 pct.
Dermed følger de europæiske markeder tendensen fra de asiatiske aktier, der også steg, men som dog blev dæmpet, da de tragiske nyheder om et skudangreb mod den tidligere japanske premierminister Shinzo Abe kom frem.
Du kan tjekke kurser på alle C25-aktier og mere her.
Investorerne afventer fredag særligt ét nøgletal: Den amerikanske jobrapport, også kendt som “kongetallet,” der bliver offentliggjort kl. 14.30 dansk tid.
“Investorerne vil kigge på dagens jobrapport ud fra to vinkler: Hvad siger den om risikoen for recession og hvad betyder den for Feds renteforhøjelser?” skriver Tommy Steg, investeringsstrateg hos Jyske Bank, i sin morgenoptakt.
Mens der igennem 2022 har været en fremgang i den amerikanske beskæftigelse på omkring 400.000 personer om måneden, så forventer Nordeas analytikere, at fremgangen i juni vil aftage til 270.000 personer. Jyske Banks analytikere forventer, at væksten vil aftage, men “ikke voldsomt.”
“Vi holder særligt øje med beskæftigelsen i de mest konjunkturfølsomme sektorer, dvs. byggeri, industri, handel og transport og erhvervsservice. Her har vi set en halvering af jobvæksten i de seneste 3 måneder i forhold til de foregående 5 måneder,” skriver Tommy Steg.
To aktier tager fokus her til morgen:
Mærsk +0,8 pct.
Mærsks aktier skød op med mere end 7 pct. torsdag efter en positiv prognose fra det store kinesiske rederi Cosco samt et løftet kursmål. Fredag er stigningen noget mere behersket.
B-aktien stiger således 0,8 pct. ved børsåbning til omkring 17.400 kr.
Det sker, efter at to banker fredag morgen har sænket deres kursmål på aktien. Danske Bank har sat et kursmål på 19.000 kr. mod tidligere 22.000 kr., mens SEB har sat et kursmål på 22.000 kr. mod tidligere 26.000 kr.
Chr. Hansen -1,5 pct.
Enzymkæmpen Chr. Hansen var ude i en ordentlig nedtur torsdag efter et regnskab, som analytikere ellers konkluderede var landet nogenlunde som forventet.
En stribe finanshuse har siden skåret i deres kursmål. J.P. Morgan har sat et kursmål på 455 kr. mod tidligere 535 kr., Danske Bank 490 kr. mod tidligere 540 kr., Barclays 550 kr. mod tidligere 560 kr. og DNB 630 kr. mod tidligere 640 kr.
Ved børsåbningen fredag falder Chr. Hansen yderligere 1,5 pct.