ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

C25-indekset rammer laveste kurs i næsten to år – her køber investor op

Nye kursfald rammer tirsdag de danske eliteaktier, som med dagens kursfald på omkring 1,5 pct. nu kan se hele sommerens aktieoptur være udraderet af de seneste ugers negative markedsstemning.

Faktisk er nedturen i øjeblikket så ond ved danske aktier, at C25-indekset aktuelt handler på det laveste niveau i i næsten to år. Vi skal nemlig tilbage til begyndelsen af november i 2020 for at finde et tidspunkt, hvor indekset handlede lavere end dagens kurs på 1507 kr.

Spørger man Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, er det fortsat rentestigninger, som presser aktierne.

“Vi befinder os i en virkelighed, hvor der er brug for, at økonomien bremser op, hvis vi skal få bugt med inflationen. I dag starter mødet i Federal Reserve (Fed, red.), og Riksbanken har med sit renteløft i dag givet investorerne en påmindelse om, hvor brutalt centralbankerne kan være nødt til at gå til værks,” siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Han henviser til den svenske centralbank, Riksbanken, som tirsdag formiddag løftede sin ledende rente med 100 basispoint, så den nu befinder sig på 1,75 pct. Og det er mere end, hvad markedet havde ventet.

Investor på opkøbsjagt

Dagens kursfald gør især ondt på aktier som Pandora og Coloplast, der begge dykker mere end 4 pct., mens Bavarian topper indekset og gøres selskab af finansaktierne, Danske Bank, Jyske Bank, Nordea og Tryg.

Hos investoren Lars-Christian Brask, der har en fortid i storbanker som Merrill Lynch, Carnegie og UBS, bliver dagens kursfald brugt til aktieopkøb. Netop i dag har han nemlig brugt halvdelen af sin kontantbeholdning på at købe op i aktier som Rockwool, Danske Bank, Novozymes, DSV, Vestas, Jyske Bank, Mærsk, Novo og Tryg, fortæller han.

Desuden planlægger han at købe op i Goldman Sachs, Waste Management og Unity, når børsen åbner i New York tirsdag eftermiddag.

“Aktier handler på forventninger. Og når der er usikkerhed falder de. Men jeg synes efterhånden den nuværende usikkerhed er repræsenteret i kurserne. De dårlige nyheder, inflation, fremtidige konkurser, dyrere råvarer og det højere renteniveau – det kan virksomhederne godt navigere i, og derfor kan jeg godt købe aktier,” siger Lars-Christian Brask.

“Investeringerne skal jo passe til en langsigtet portefølje. Jeg kan ikke love, at vi allerede i marts næste år har tjent penge. Men jeg kan love, at vi kommer ind på et relativt godt niveau for en langsigtet investering,” siger Lars-Christian Brask, som uddyber, at han holder den anden halvdel af sin kontantbeholdning på sidelinjen, så de kan komme i markedet næste år, hvis det viser sig, at aktierne skal længere ned.

Vær forsigtig

Hos Sydbank påpeger Jacob Pedersen, at investorer bør træde varsomt på de nuværende finansmarkeder.

“Jeg er bestemt ikke overbevist om, at vi har set bunden. Vi er på vej ind i et nyt regime uden lavrenter og likviditetslykkepiller. Og selvom aktiemarkederne ser billigere, end hvad de har været i en lang periode, så er de ikke indpriset til en kommende recession,” siger Jacob Pedersen, som understreger at investorer ikke bør sælge aktier, men man bør tage stilling til, hvilken risiko man løber i porteføljen.

Hos HC Andersen Capital sidder aktiechef Michael Friis Jørgensen med forventning om, at markedets fokus snart vil skifte væk fra rentestigninger og mod en truende recession. Og det kan være en god nyhed for især C25-aktierne:

“Fedex dykkede 20 pct. torsdag i sidste uge, fordi de kan mærke den økonomiske aktivitet daler. Når temaet om en kommende recession bliver det dominerende tema i løbet af de næste tre til seks måneder, så ser danske aktier interessante ud,” siger Michael Friis Jørgensen, som uddyber:

“Vi er et af de markeder, som i det miljø kan levere den højeste indtjeningskvalitet på grund af vores mange kvalitetsaktier. I det scenarie forventer jeg danske aktier vil outperforme. Men det er ikke sikkert, at det er lig med positive afkast,” siger han.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis