Danske banker har været voldsomt utilfredse med S-regeringens nye særskat, den såkaldte Arne-skat, der vil øge beskatningen af danske finansielle virksomheder fra 22 pct. til 26 pct.
Men i Storbritannien er der nu opstået en betydelig nervøsitet for den fremtidige beskatning af bankernes overskud. Der i øvrigt ventes at stige mærkbart, på grund af de højere renteniveauer.
I dag betaler britiske virksomheder som udgangspunkt en selskabsskat på 19 pct. af deres overskud. Men hertil kommer en særlig bankskat på 8 pct., så britiske banker i alt betaler 27 pct. i skat af deres overskud.
Imidlertid har den nyudnævnte finansminister, Jeremy Hunt, oplyst, at en ellers droppet plan om at hæve den generelle selskabsskat til 25 pct. fra april næste år nu alligevel vil blive gennemført.
Det sker efter massiv uro på markedet for britiske statsobligationer, blandt andet som følge af et budgetforslag, hvor forhøjelsen af selskabsskatten var sløjfet.
Ifølge Financial Times har en række britiske banker krydset fingre for, at en forhøjelse af den generelle selskabsskat ville betyde, at bankernes særskat ville blive reduceret. Men det håb er ifølge avisen ved at forsvinde.
Skal fylde stort budgethul
Jeremy Hunt har nemlig gjort det klart, at han skal fylde et hul i statsbudgettet på 40 mia. pund, eller 340 mia. kr., og at hovedparten af hullet skal fyldes gennem øgede skatter.
Dermed risikerer bankerne at deres skatteregning ryger op på 33 pct., eller godt en femtedel mere, end de i dag betaler.
I en skriftlig kommentar til Financial Times oplyser det britiske finansministerium, at:
"Vi kan ikke kommentere på specifikke spekulationer, men finansministeren og premierministeren har gjort det klart, at det er nødvendigt med svære beslutninger for at genskabe den økonomiske stabilitet, og ingen muligheder er på forhånd udelukket."
John Glen, en tidligere minister for finansforhold, siger til avisen, at en effektiv beskatning på 33 pct., plus sociale skatter for medarbejdere, vil gøre Storbritanniens beskatning markant højere end for sammenlignelige lande.