Topchefernes lønninger er et populært emne på Christiansborg. Senest har SF foreslået, at en topchef maksimalt må tjene 20 gange mere end den lavest lønnede i samme virksomhed.

Hos Socialdemokratiet ligger et forslag i skuffen, som blandt andet vil betyde, at lønandelen over 10 mio. kr. ikke vil kunne trækkes fra i virksomhedens skat.

Det er nemt at forstå den politiske logik. Regeringens manglende mod til at lave reformer gør, at dens økonomiske handlefrihed er lille. Fristelsen er derfor stor til at gøre en stor historie ud af små initiativer.

Erhvervsminister Simon Kollerups (S) markedsføring af sit indgreb mod kviklån er et illustrativt eksempel.

SF's forslag er en dårlig idé. Landets store virksomheder vil få svært ved at tiltrække de bedste ledere, og det ville forhindre Pandora, Ambu og Novozymes i at tiltrække henholdsvis Alexander Lacik, Juan-José Gonzalez og Ester Baiget, som alle skal løse en kritisk opgave.

Regeringens 13 klimapartnerskaber ledes overvejende af topchefer, som vil rammes af SF's loft. Skal vi overlade den største ledelsesmæssige udfordring for det danske samfund i moderne tid til de næstbedste?

Socialdemokratiets forslag vil være symbolsk og formentlig give et provenu på nul kroner.

Det er tankevækkende, at efter lang tids diskussion og hændervridende forargelse er det kun lykkedes for kritikerne af høje cheflønninger at komme med forslag, som gør mere skade end gavn.

De nævnte forslag vil næppe overleve en kvalificeret forhandling i folketingssalen. Dette betyder imidlertid ikke, at erhvervslivet kan tage let på dette. Tværtimod. Hvis man vil bevare sin handlefrihed til en fri forhandling af lønninger, så må man tage en folkelig frustration alvorligt. Især med det absurde incitamentsprogram i Nets i frisk erindring.

Det er afgørende vigtigt, at erhvervslivet tager ansvar for at overvinde en forståelseskløft. Hvad vil det sige at være i en global konkurrence? Hvorfor skal folk lytte til jer? Hvad bidrager I med til samfundskontrakten? Forklar jer.

Den åbenhed omkring lønninger, som er gennemført i de fleste store virksomheder, er fornuftig. Den modvirker myter, og den tvinger en topchef til at forklare sig internt, når han eller hun forhandler løn med sine ledere og tillidsrepræsentanter. Den gør det også muligt at få en diskussion på generalforsamlingen og i offentligheden.

Et eksempel: Lars Fruergaard Jørgensen, topchef i Novo Nordisk. Det ligger i tiden, at virksomheder ikke kun skal tjene aktionærernes interesser, men også bør tænke bredere til gavn for medarbejdere, kunder, leverandører og samfund. Det ligger også i tiden, at konkurrencen om talenter skærpes, og at disse talenter tiltrækkes af virksomheder, der tjener et samfundsnyttigt formål.

Lars Fruergaard Jørgensens lønpakke er på mere end 40 mio. kr. om året. Det er mange penge for en virksomhed, der hævder, at den arbejder for en bedre verden. Novo Nordisk konkurrerer imidlertid globalt, og Lars Fruergaard har udtalt til Financial Times, at amerikanske investorer er bekymrede for, om han er underbetalt. Dette er en svær, men nødvendig diskussion, og hvis Novo Nordisk forsømmer den, kan aktionærerne komme til at betale en høj pris.

Dén disciplinerende effekt er mere sund og mere bæredygtig end et lovindgreb, hvor vi som samfund skyder os selv i foden.