I den næsten endeløse række af problematiske udskydelser og justeringer af ejendomsvurderingerne og boligskatten kæmper politikerne i øjeblikket med at finde en model, der skal kompensere boligejerne for følgerne af den seneste udskydelse.
Skatteminister Morten Bødskov (S) varslede i oktober, at det nye boligskattesystem udskydes fra 2021 til 2024, og det indebærer, at staten får godt 9 mia. kr. ek-stra i kassen over de tre år.
Det er dét beløb, politikerne er enige om skal tilbage til boligejerne, men forhandlingerne er stødt på nye tekniske vanskeligheder, som Børsen beskrev fredag.
Ingen politiker vil – forståeligt nok – give sig i kast med igangsætning af et nyt it-system for at kompensere hver enkelt boligejer, og derfor er det traditionelle fordelingspolitiske slagsmål brudt ud i forligskredsen: For er det provins eller hovedstad – dyre eller billigere boliger – der skal tages mest hensyn til, når der skal findes en model, der alligevel ikke kan ramme helt præcist?
Både loftet over grundskylden og satserne for ejendomsværdiskatten er i spil, og meget tyder desværre på, at der føjer sig en ny brik til det flimrende billede af justeringer og mekanismer, der griber ind i hinanden med tidsmæssige forskydninger.
Med det resultat, at det bliver så godt som umuligt for boligejerne at gennemskue, om politikerne overhovedet lever op til løfterne fra 2016 og 2017, da de komplekse aftaler om nyt vurderingssystem og boligskat blev vedtaget.
Med knap 15 mia. kr. i årlige indtægter fra ejendomsværdiskatten og over 30 mia. kr. i samlede ejendomsskatter – grundskyld og dækningsafgift – er det ikke småbeløb, vi taler om. Det er helt nødvendige indtægter for fælleskassen og også en klogere finansieringskilde af velfærdssamfundet end øget skat på arbejde. Men det er ved at udvikle sig til et demokratisk problem, at boligskatteområdet har sejlet siden 2013, og at udskydelser og lap på lap har øget kompleksiteten i en grad, så det bliver vanskeligt for hver enkelt at gennemskue validiteten i såvel egen betaling som politikernes forsikringer.
I dag kan det konstateres, at mange af de centrale forhandlere fra boligskatteaftalerne har skiftet poster eller helt forladt Christiansborg . Det gælder f.eks. Brian Mikkelsen (K) og Henrik Sass Larsen (S).
En ny kreds af politikere forsøger nu at samle op efter de oprindelige aftaler – alt imens det fortoner sig, hvad det brede flertal lovede i forbindelse med 2017-aftalen, hvor de omfattende ændringer og ophævelsen af ejendomsværdiskattestoppet blev solgt under overskriften "Tryghed om boligbeskatningen". Dengang var hovedbudskabet, at ingen nuværende boligejer ved overgangen til det nye system kan komme til at betale mere i samlede boligskatter end under gældende regler.
Et af de budskaber, som er værd at holde politikerne op på i fremtiden, er løftet om, at ekstra boligskatter udover det forventede niveau skal tilbageføres til boligejerne. Men som det fremgik af et svar til Folketingets Skatteudvalg i maj sidste år, er løftet indpakket i gummi: Først skal Finansministerie t og Skatteministeriet undersøge, om der kan være tale om varige ekstraindtægter udover en forventet fremskrivning. Er der derimod tale om mere konjunkturbestemte forøgelser af boligpriserne og dermed beskatningen, behøver politikerne ikke lempe boligskatten. Et nærliggende gæt er, at det – lempelser – ikke kommer til at ske.
