ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Boligrenter på himmelflugt – storbank spår F1-rente over 3 pct. næste år

Renterne tordner i vejret i øjeblikket.. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Renterne tordner i vejret i øjeblikket.. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Boliglån med variable renter er spærret ind i en elevator, der suser kraftigt opad netop nu. Siden sommer er det blevet markant dyrere for boligkøbere at finansiere boligen med de kendte rentetilpasningslån.

F1-lånet er faktisk blevet tre gange dyrere siden juni, så renten nu er klatret op over 2 pct. Mandag formiddag ligger F1-renten omkring 2,09 pct.

Renten på F3-lånet er helt oppe i 2,79 pct. og er altså ved at nærme sig de 3 pct., som F5-renten allerede har rundet.

På vej mod de 3 pct.

Og det slutter ikke her, lyder det fra Nordea.

“Vi forventer yderligere rentestigninger i den kommende tid. Konkret forventer vi, at både F1-, F3- og F5-renten vil komme op på 3 til 3,5 pct. i 2023,” siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.

Hun understreger, at der ikke er noget ly at finde i de faste renter, der også er steget kraftigt. Lige nu er det toneangivende 30-årige lån med fast rente og afdrag oppe i 5 pct.

“Vi vil ikke blive overraskede, hvis kuponrenten på de 30-årige lån uden afdrag kommer op på 6 pct.,” siger Lise Nytoft Bergmann.

Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, er enig i, at rentepilen peger opad en lang tid endnu.

“Vi regner med, at de korte renter kommer til at stige endnu mere, i takt med at Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken sætter renten op,” siger Sune Malthe-Thagaard.

Helt kort lån nærmer sig 2 pct.

Han tilføjer, at det helt korte lån, F-Kort, hvor renten fastsættes hvert halve år, allerede er klatret op på 1,8 pct., selvom ECB’s rente kun er 0,75 pct., og Nationalbankens ligger på 0,65 pct. Det er et kraftigt signal om, at markedet forventer store rentestigninger fra centralbankerne i den kommende tid.

Alligevel har mange boligejere konverteret fra deres 1-procentslån med fast rente og over i et lån med variable renter – en såkaldt skrå konvertering.

Det kan for så vidt også være en god idé, fordi den manøvre kan skære over en fjerdedel af restgælden væk. Men det er bare ikke gratis.

“Man skal være meget opmærksom på, at hvis man laver en skrå konvertering fra et 1-procenslån med fast rente, så skal man betale en højere rente de næste år. Så kan man altid håbe på, at renten bliver sat ned igen, men det bliver først på den anden side af, at der er kommet styr på inflationen,” siger Sune Malthe-Thagaard.

På den anden side bliver man i konverteringsprocessen kreditvurderet til, at man også ville kunne klare ydelserne på et fastforrentet lån med langt højere rente, så han vurderer ikke, at boligejerne ender i en økonomisk klemme, hvis de gør det.

Og boligejere med god luft i budgettet kan vælge at belåne den ekstra friværdi og bruge pengene på at energirenovere boligen midt i de skyhøje energipriser.

86.000 kr. dyrere med afdragsfri F3’er

Lise Nytoft Bergmann understreger, at især boligejere med afdragsfrie lån mærker de voldsomme rentestigninger.

“Er lånet uden afdrag, er det siden januar 2021 blevet op mod 2000 kr. dyrere hver måned at låne 1 mio. kr. Det kan godt mærkes og ikke mindst i de dyre områder, hvor mange har behov for et stort lån,” siger Lise Nytoft Bergmann.

For eksempel kostede en afdragsfri F3’er 590 kr. om måneden i januar 2021. Nu koster det samme lån 2380 kr. om måneden – altså en forskel på 1790 kr.

Så et lån på f.eks. 4 mio. kr. udløser altså en ekstra regning på 7160 kr. om måneden – eller næsten 86.000 kr om året.

Også den toneangivende, tiårige rente på danske statsobligationer er nu oppe på højeste niveau i 11 år med 2,2 pct. Den rente var helt nede omkring 0 ved årsskiftet.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis